I Danmark er der mange strenge krav til familiesammenføring. Det gør, at flere danskere ser sig nødsaget til at flytte til et andet land for at være sammen med dem, de elsker.
I sidste uge fortalte vi historien om Dina og Hamza, der var enormt udfordrede i forhold til at få familiesammenføring. Faktisk så udfordrede, at det endte med, at Hamza måtte tage med parrets datter tilbage til Marokko, mens Dina blev i Odense for at sikre, at familien kunne leve op til kravene om familiesammenføring.
I denne uge har vi talt med Abbas. Han er 30 år gammel, født og opvokset i Holstebro med sine forældre og fire søskende, der alle har libanesisk baggrund. Til dagligt arbejder Abbas hos startupvirksomheden OrderApp, der ligger i København og hjælper en lang række restauratører med at bringe mad ud til deres kunder. Men selv om Abbas er født og opvokset i Danmark og til dagligt arbejder i Valby, så bor han ikke længere i Danmark.
Da han fandt kærligheden, var han nemlig 23 år, og hans nuværende kone var dengang 20 år. Og det er noget rigtig rod, hvis man bor i Danmark, der har stramme regler i forhold til familiesammenføring.
Abbas fandt nemlig kærligheden i Libanon. Hans onkel havde et sommerhus i den sydlige del af landet, og her brugte Abbas en masse somre i sin barndom og ungdom. I huset ved siden af boede en familie, som Abbas’ og hans familie bliver venner med. Og dér i nabohuset begyndte Abbas stille og roligt at lære sin nuværende kone at kende.
Ikke andet valg end at flytte til Sverige
Parret bliver gift i Libanon, men da Abbas og hans kone har enormt vanskeligt ved at opnå familiesammenføring i Danmark, grundet den såkaldte 24-års-regel, ser de ingen anden mulighed for et liv sammen, end at de må flytte til et andet land, hvor reglerne giver dem mulighed for at være sammen og starte den familie, de drømmer om. Derfor flytter Abbas i første omgang til Malmø, hvor han finder en lejlighed og forbereder det praktiske i forhold til ansøgningen om familiesammenføring:
Jeg flytter til Malmø i 2015, og så kommer min kone dertil i 2016, og i 2020 bliver vi forældre til den smukkeste lille datter. Egentlig ville vi begge gerne have været forældre tidligere, men vi var også begge enige om, at det vigtigste var, at min kone faldt godt på plads i Malmø. Inden for halvandet år har hun gennemført 10. klasse og gennemfører efterfølgende gymnasiet, alt imens hun læser svensk om aftenen. Hun talte flydende svensk inden for de første år og har siden arbejdet som undervisningsassistent på samme sprogskole, der lærte hende svensk. Til sommer er hun klar til at starte på universitetet, og så er hun blevet svensk statsborger, fortæller en tydeligt stolt Abbas.
De af jer, der følger vores nyheder, og generelt er engageret i integration, vil vide, at en historie som den Abbas lige har fortalt, ville have meget svært ved at finde sted i Danmark. Til det er reglerne simpelthen for strenge og omfattende:
Vi flyttede jo til Malmø, fordi vi ikke levede op til reglerne om familiesammenføring i Danmark. Hvis min kone var kommet til Danmark, vil hun ikke kunne have startet på sprogskole, som hun kunne i Malmø, og det ville være umuligt for hende at uddanne sig og imens søge om permanent ophold eller statsborgerskab, da der i Danmark er regler for, hvor mange år, man skal have været i fuldtidsarbejde – og her tæller et fuldtidsstudie desværre ikke på samme måde, siger Abbas og fortsætter:
Jeg havde hørt fra venner og familie, at den eneste måde, min kone og jeg kunne være sammen på, var ved at flytte til Sverige. Til dagligt er jeg på arbejde i København hele dagen, så jeg havde svært ved tanken om, at hun skulle sidde alene hele dagen – jeg har fire søskende, der bor i København, så her ville hun automatisk have et netværk. Heldigvis er hun så sej, at hun en måned efter ankomst havde fået sig et arbejde i det lokale supermarked og siden flere andre jobs samt en masse nye venner. På den måde føler jeg også, at svenskerne er mere inkluderende, end mange danskere måske er.
Kommer ikke tilbage til Danmark
For Abbas og hans lille familie er det sikkert, at de kommer til at bo resten af deres liv i Sverige. Den vished er noget, der glæder Abbas, da familien har det godt i Malmø, men der er omvendt også en følelse af ambivalens:
Vi er jo enormt glade, hvor vi er, det er det, min kone og vores datter kender til. Men på sin vis er jeg også enormt ked af det på mine børns vegne. Jeg er jo født og opvokset i Danmark, og jeg føler mig mere dansk end noget andet. Selvfølgelig ville jeg ønske, at min kone, vores børn og jeg havde haft vores liv Danmark. Det er her, hele min familie og alle mine venner bor. Danmark er jo mit hjem. Men hver dag må jeg køre over broen, der står som grænsen mellem Danmark og Sverige. Danmark, hvor jeg har mit arbejde, mine forældre, søskende og venner og Sverige, hvor jeg har min kone og vores datter, fortæller Abbas og holder en kort pause, før han fortsætter:
Men som sagt, så har min kone formået at bygge et spændende og indholdsrigt liv op i Sverige på kort tid. Jeg ville aldrig kunne byde hende at tage det fra hende og flytte hende til Danmark. Men jeg ville virkelig ønske, at hun og vi dengang havde haft muligheden for at gøre det samme i Danmark.
Når man hører om, hvad Abbas’ kone har udrettet på de fem år, hun har været i Sverige, kan man da også godt undre sig over, hvorfor der er en regel, der skærer alle over én kam, hvis man er under 24 år:
Hvorfor ser vi ikke på individet og på de muligheder, det enkelte individ har? Hvorfor skal man være 24 år for at blive familiesammenført? Min kone var 20 år, da hun kom til Sverige, i dag er hun 25 år, taler flydende svensk, har kørekort, fast arbejde, gennemført en gymnasial uddannelse og skal starte på universitetet til sommer. De ting havde hun jo ikke opnået på nuværende tidspunkt, hvis hun var kommet hertil som 24-årig, siger Abbas.
Abbas henviser til 24-års-reglen, der blev indført af den daværende VK-regering i 2017. Formålet med lovgivningen var at forhindre tvangsægteskaber og proformaægteskaber samt mindske antallet af familiesammenføringer.
Selvfølgelig skal man stille krav til familiesammenføring
Det forholder sig ikke sådan, at Abbas mener, at der ikke skal være krav til familiesammenføring Tværtimod synes han, det er helt på sin plads, at der er visse krav til familierne og understreger, at ingen er interesserede i at få mennesker til Danmark, der ikke også er interesserede i at integrere sig og bidrage til samfundet:
Selvfølgelig skal man fra statens side stille krav til de mennesker, der ønsker at komme til Danmark. Målet med familiesammenføring skal aldrig være at få folk hertil, for at de så bare kan læne sig tilbage og nyde offentlig forsørgelse. Derfor synes jeg også, det er oplagt, at man for eksempel stiller nogle krav til, at man skal gennemføre en uddannelse, få sig et arbejde og hurtigt lære sproget – det burde være grund nok til, at man gerne må være her.
Unge mennesker, som min kone, har alle muligheder for at blive en bidragende del af samfundet, mens det er sværere for folk, der er oppe i årene, så hvorfor skal unge mennesker straffes i særligt høj grad, når det er her, alle mulighederne ligger? Og så vidt som jeg kan forstå på situationen omkring arbejdsmarkedet i Danmark, så kunne vi godt bruge flere hænder, lyder det afslutningsvis fra Abbas.