Khawla Yunes og Louay Alajj nægter at flytte fra deres hjem, selvom om ejerne er klar til at rive bygningerne ned og ægteparret bogstaveligt talt bor midt i en byggeplads.
Selvom Braband Boligforening, er begyndt at tømme bygningerne for inventar, så agter ægteparret Khawla Yunes og Louay Alajj at blive boende i deres lejlighed på Inger Christensens Gade 39, hvor de har boet det sidste otte år.
Boligforeningen er klar til at rive blokken ned, så der kan bygges en ny folkeskole på arealet, men ægteparret holder på deres ret til at blive boende. Byggeriet af den nye skole, der er sat til at være færdig i 2025, kan dermed ikke begynde, før parrets sag er afgjort i boligretten, det skriver TV2 Østjylland.
Det er ikke mere end otte år siden, at parret sidst blev flyttet i forbindelse med første del af helhedsplanen for området, men denne gang giver de sig ikke uden kamp.
Jeg gider ikke flytte. Det har jeg ikke lyst til eller råd til, og det har jeg ret til at sige. Vi har det godt her, og jeg kan godt lide at bo her. Jeg har en dejlig udsigt og et dejligt område. Alt, hvad jeg ønsker mig, har jeg her, siger Louay Alhajj til TV2 Østjylland.
Parret forstår godt, hvis boligforeningen er frustreret over, at de ikke er frivilligt fraflyttet, men holder på deres gode ret til at gøre indsigelse. Samtidig mener det, at boligforeningen presser dem til at flytte ud, ved at håndværkere og maskiner konstant larmer.
De larmer meget, og de generer. Man føler, man bliver chikaneret. Det presser os, siger Louay Alhajj og fortsætter:
Vi bliver ikke behandlet, som vi skal. Med det er vores ret at bo i vores blok som før. Vi betaler vores husleje. De må vente med at rykke det ned, selvom de vil have, at det sker hurtigst muligt.
Det er op til boligretten at træffe afgørelse i sagen – en afgørelse som hverken boligforeningen eller ægteparret ved hvornår bliver afsagt.