Integration Nyheder

Borgmestre går mod partitoppen: intet tørklædeforbud på vores skoler

En række socialdemokratiske borgmestre går nu imod partilinjen i spørgsmålet om et tørklædeforbud i folkeskolerne.

Det vakte opsigt, da kommissionen for den glemte kvindekamp i sidste uge anbefalede et tørklædeforbud i landets folkeskoler for at undgå social kontrol af piger og kvinder. Sidenhen udtrykte den socialdemokratiske integrations- og udlændingeminister Kaare Dybvad Bek, at ideen om tørklædeforbuddet var både ”spændende” og ”modig”.

Ministerens politiske bagland er dog knapt så begejstrede for ideen. Indtil videre tre socialdemokratiske borgmestre på den københavnske vestegn fortæller i dag til DR, at tørklædeforbuddet ikke bliver en realitet i deres kommuner.

Læs også: Kommission anbefaler: Forbud med tørklæde i grundskolen

En af dem er Merete Amdisen, borgmester i Ishøj Kommune – en kommune med et stor antal borgere med anden etnisk baggrund.  

Jeg tror ikke på, at man kommer negativ social kontrol til livs gennem et forbud og heller ikke gennem et forbud af tørklæder i grundskolen, udtaler Merete Amdisen til DR.

Hun bakkes op af borgmester i Albertslund kommune, Steen Christiansen. Han er ikke i tvivl om, hvor ideen om tørklædeforbuddet bør ende.

Den rigtige konklusion er, at man ikke indfører det forbud mod tørklæder, understreger Steen Christiansen.

Forbud kan skade integrationen

Forslaget om et nationalt tørklædeforbud i folkeskolen var blot en af i alt ni anbefalinger, som ‘Kommissionen for den glemte kvindekamp’ fremlagde i sidste uge for at komme social kontrol i børnelivet til livs. Et forslag, der hurtigt blev rost af integrations- og udlændingeminister Kaare Dybvad Bek. Til P1 Morgen udtalte han blandt andet:

Jeg synes, det er et modigt forslag, og jeg er helt enig i deres (kommissionens, red.) grundlæggende analyse om, at der er mange unge piger og kvinder i Danmark, som bliver undertrykt af social kontrol og religiøse normer.

Det er dog ikke de ord, Glostrups borgmester Kasper Damsgaard vil kaste efter forslaget. Også han er imod et tørklædeforbud i skolen og mener, man bør gå andre veje for at komme den sociale kontrol til livs.

Jeg synes, at der er andre veje at gå, så jeg er ikke enig i den betragtning, siger Kasper Damsgaard og tilføjer:

Det ville ikke få opbakning for mit vedkommende eller Socialdemokratiet i Glostrup.

Læs også: Forskere gennemgår argumenter for tørklæde forbud: Kan ikke bakke op om nogen af dem

Han bakkes op af Steen Christiansen, der frygter, at et forbud mod tørklæde kan skade integrationen i kommuner med mange indvandrerfamilier.

Vi har rigtig mange indvandrerfamilier, som har været en del af byen igennem rigtig mange år. De er velintegrerede og respekterer den måde, det danske samfund er bygget op på, og der vil et forbud være den forkerte vej at gå, siger han og kommer med en klar anbefaling til partitoppen på Christiansborg.

Min anbefaling til kollegerne på Christiansborg er, at man ikke går den vej. Det kommer vi jo så til at tage nogle diskussioner om i partiet, hvis det er sådan, at man vælger det, afslutter Steen Christiansen.

Totalforbud er ude af proportioner

Og Kaare Dybvad Bek gør muligvis klogt i at lytte til de tre borgmestre, der dagligt er i berøring med mange borgere med etnisk minoritetsbaggrund. De seneste tal over de byer, der har den højeste andel af ikke-vestlige indvandrer og efterkommere, har netop de københavnske vestegnskommuner i toppen.

Merete Amdisens Ishøj indtager en førsteplads med 36 procent af kommunens borgere værende ikke-vestlige indvandrere eller efterkommere. Alligevel lyder det klart fra borgmesteren, at man ikke har et problem med hovedtørklæder i kommunen.

Vi oplever, at de allerfleste børn med anden etnisk baggrund og med en anden kulturbaggrund end den danske, der kommer i folkeskolen, de kommer uden tørklæder, siger Merete Amdisen.

Den betragtning bakker Kasper Damsgaard op om. I hans kommune, Glostrup, er andelen af ikke-vestlige indvandrer på 18 procent, og heller ikke han oplever problemer med som følge heraf.

Det er ikke noget, jeg har hørt om, skulle være noget problem i vores grundskole i Glostrup. Det er det faktisk ikke. Så derfor synes jeg måske også, at det er lidt ude af proportioner at snakke om et totalforbud, siger Kasper Damsgaard.

Kommissionsmedlemmer trækker støtte

Flere eksperter har været ude og kritisere ”Kommissionen for den glemte kvindekamp” for ikke har have lavet konkrete undersøgelser eller analyser af, hvor stort problemet med tørklædebærende unge piger i virkeligheden er. De stiller i stedet spørgsmål ved, hvor stor effekt på afhjælpelsen af social kontrol, anbefalingerne reelt vil komme til at få.

Internt har kommissionen da også mødt modstand, idet kommissionsmedlem Kefa Abu Ras, der desuden er medstifter af organisationen Søstre mod vold og kontrol, har trukket sin støtte til tørklædeforbuddet.

Et andet medlem af kommissionen, Lise Egholm, er tidligere skoleleder på Nørrebro i København, og hun har foreslået at forslaget ændres til kun at omfatte 0.-7.klassetrin, mens kommissionsmedlem Halime Oguz har udtrykt, at hun støtter forslaget som medlem af kommissionen, men ikke i sit virke som integrationsordfører for SF.

Related Posts

Nedrivning i ghettoer tvangsflytter beboere: “Det er ikke fair”

Lasse Grenvald

“Ghettolisten” opdateret: Tre områder fjernes

Lasse Grenvald

Ombudsmanden konstaterer: Udlændingenævnets sagsbehandlingstider er for lange

Marco Guldmann

23-årige Neha Imtiaz Ullah vinder priser på stribe

Marco Guldmann

Kommuner savner strategi for mulig ny flygtningestrøm

Lasse Grenvald

Første ukrainsk-ortodokse menighed opstår i Danmark

Lasse Grenvald

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. Accept Decline