Amins barndom i Kabul er tryg og lykkelig. Lige indtil der udbryder borgerkrig, familien splittes og den dengang meget unge Amin må flygte den lange og hårde vej fra Afghanistan til Danmark
Den dygtige dokumentarist Jonas Poher Rasmussens animerede dokumentar ’Flugt’, skal repræsentere Danmark i den videre kamp igennem nåleøjet for en plads i kategorien for bedste internationale film, ved den prestigefyldte Oscar-uddeling.
Claus Ladegaard, der er formand for komitéen, knytter følgende kommentar til valget:
’Flugt’ er en smuk, bevægende og nyskabende fortælling om en flygtning og hans skæbne. Det er historien om den enorme pris, som mennesker på flugt betaler hver eneste dag, også når de er i sikker havn. Jonas Poher Rasmussen fortæller med stor indlevelse, så Amins (hovedkarakteren) beretning er svær at ryste af sig. Brugen af animation, musik og realfilm er så fint afstemt, at vi virkelig sanser rædslen og kynismen undervejs i rejsen mod Europa. Men også skønheden, humoren og håbet fylder i Amins historie. Det før ’Flugt’ til en sjældent nuanceret film, der har både stor samfundsmæssig og eksistentiel dybde.
Filmen har tidligere deltaget i en række film-festivaler og blandt andet vundet den internationale jurypris ved Sundance filmfestivalen tidligere i år.
På flugt
I filmen møder vi Amin, der i dag er veluddannet og velintegreret efter han for 20 år siden kom til Danmark som uledsaget flygtningebarn. Amin og instruktøren kender hinanden fra dengang Amin kom til Danmark og de to voksede op sammen i en lille vestsjællandsk by.
Amin har aldrig før fortalt historien om sin farefulde flugt fra Afghanistan, men gennem en række interviews med instruktøren, åbnes rejsen op. Fordi dokumentaren er animeret, får vi sat billeder på Amins på flugt – fra en lykkelig barndom i Kabul, til borgerkrig, splittelse af familien og russiske menneskesmuglere. Filmen giver et barskt og realistisk billede af, hvordan en flygtnings vej til Danmark udspiller sig, samtidig med at den giver et indblik i de udfordringer, der er til stede når man som flygtning kommer til et nyt land og skal finde sig selv og sit nye hjem.
Vi kan på det varmeste anbefale filmen, der kan ses som streaming.