Integration Nyheder

Dansk restauratør frustreret: Betroede medarbejdere udvist

Den danske restaurantkæde Mad&Kaffe står til at miste to af sine ansatte, hvis arbejdstilladelse ikke er blevet forlænget. Ejer føler sig magtesløs: Det rammer de forkerte.

Det er sket tre gange på fire måneder nu, og det er lige uforståeligt hver gang: En betroet medarbejder fra det populære københavnske spisested Mad&Kaffe har fået afslag på forlængelse af sin arbejds- og opholdstilladelse i Danmark og har en måned til at forlade landet.

Historien er desværre langt fra enestående, men gør lige ondt hver gang, både for de dedikerede medarbejdere, men også for virksomhedsejerne, der bruger tid og ressourcer på at uddanne og oplære god arbejdskraft, blot for at se dem blive sendt væk med meget kort varsel.

Det er faktisk sørgeligt. Der er tale om to af vores rigtig gode medarbejdere, der knokler hver dag, holder af at være her og er blevet lært op fra bunden til nu at være betroede køkkenfolk – og så fra den ene dag til den anden er de ikke velkomne i landet mere, selvom de har arbejde, venner og omgangskreds her. Det giver simpelthen ikke mening, fortæller Benjamin Geisler-Helsted.

Det er med en frustration og afmagt i stemmen, at vi fanger Benjamin Geisler-Helsted på telefonen midt i en travl arbejdsdag. Han er medstifter og ejer af Mad & Kaffe, der de seneste seks år har været et af københavnernes foretrukne spisesteder, hvor især brunchmenuen trækker lange køer foran de i dag tre restauranter.

Har været med til at skabe forretningen

Hans frustration er da også velbegrundet. Efter at have måttet sige farvel til en medarbejder for bare fire måneder siden, skete det så igen forleden. To af de ansatte hos Mad&Kaffe, Misha og Steve, der begge har nepalesiske rødder, har fået løbende måned plus én måned til at pakke deres ting og forlade Danmark.

Det er da heller ikke hvilke som helst medarbejdere, der bliver smidt ud af landet. Det drejer sig om to vellidte og velrespekterede medarbejdere, der næsten har været med siden starten på Mad&Kaffe-eventyret. Et par medarbejdere, der i den grad vil blive savnet.

De har arbejdet hos os i fire år! Fire år, hvor de er gået fra at være opvaskere til at blive køkkenpersonale med ansvar og overblik. De har været med på vores rejse så længe, at de forstår procedurer og rutiner, vores målsætning, vores værdier, og hvad vi står for. Man kan sige, at de har Mad&Kaffe inde under huden og har været med til at skabe den forretning, vi er i dag, uddyber Benjamin Geisler-Helsted.

Han mener, at der er noget galt med systemet, når man i en tid med akut mangel på arbejdskraft, især indenfor servicefagene, bliver tvunget til at sige farvel til gode og afholdte medarbejdere.

Dansk Erhverv har været ude og advare om, at den største faktor, der bremser væksten i dansk erhvervsliv i øjeblikket, er manglen på arbejdskraft. Derfor giver det jo absolut ingen mening, at man sender mennesker ud, som bidrager så meget, som Misha og Steve gør. På et personligt plan er det en tragedie, og som erhvervsdrivende føler man sig magtesløs. Det er lidt pinligt, når de ligefrem spørger, om vi virkelig støtter dem, som gør det her mod hårdtarbejdende borgere. Man tænker på Danmark som et land, der behandler folk ordentligt, og så sker sådan noget her. Det er trist, udtaler Benjamin Geisler-Helsted.

Et system, der ikke virker

At Mad&Kaffe-ejeren har brugt sine personlige SoMe-kanaler til at få historien ud, er et forsøg på at råbe op om et system, der ikke fungerer, og som rammer de forkerte. Via både Instagram og LinkedIn (se det oprindelige LinkedIn-opslag i bunden af denne artikel) håber han at nå så langt ud som muligt, så vi som samfund ikke bliver ved med at begå de samme fejl, når det kommer til sagsbehandlingen af udenlandsk arbejdskraft.

Det er et generelt problem med systemet: Man opererer ud fra en automatik, som skærer alle over én kam og ser det ikke fra den enkeltes synspunkt. Man går jo glip af god arbejdskraft, de betaler skat, de opfører sig ordentligt, de har gjort alt, der skal til, for at blive i Danmark og bidrage til samfundet. Og så hopper kæden altså af, når landet lige nu har brug for arbejdskraft, men samtidig sender dem, vi har er allermest brug for, væk. Det giver simpelthen ikke mening, forklarer Benjamin Geisler-Helsted.

Selvom han håber på en omstødelse af afgørelserne for Misha og Steve, er han ikke optimistisk. Alligevel tror han på, at det hjælper noget at gøre opmærksom på problemstillingen på de sociale medier frem for blot at sidde og se stiltiende til.

Jeg håber, at der bliver kigget på de her regler i en fart. Der må være nogen, der har sovet i timen, afslutter Benjamin Geisler-Helsted.

Related Posts

Beslutningsforslag: Forbyd stormoskéer i Danmark

Lasse Grenvald

Endnu en grotesk sag: Ramesh udvist, fordi han tjener for meget

Lasse Grenvald

Lagde du mærke til det? I går var det særlig mærkedag for første gang nogensinde

Lasse Grenvald

Ny rapport om situationen i Iran: Børn ned til 12 år bliver udsat for tæsk, voldtægt og elektrisk stød

Marco Guldmann

“Jeg ved ikke, om de kommer til at gå på motorvejene. Men de kommer”

Lasse Grenvald

EU-kommissær med klar afvisning af Rwanda-model

Marco Guldmann

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. Accept Decline