Nyheder

”De kapitaliserer på brune ansigter og kroppe på forsiden af deres magasiner, mens de reelt ikke har forstået en skid”

I fredags blev der afholdt ELLE Style Awards i Bella Arena i København. I den anledning havde man valgt at placere Sadaf Hayat ved et bord sammen med seks andre med navne der rimer på Mellemøsten.

Fredag den 16. september kunne ELLE Style Awards endelig lukke dørene op til prisfest efter 3,5 års pause. En festdag for modebranchens indercirkel og en dag, som designeren Sadaf Hayat, der står bag brandet Atelier Sardin, havde set frem til. Hun havde nemlig aldrig før været inviteret til showet, men i fredags havde hun haft held til at snige sig med ind bag de lukkede døre som en såkaldt plus one. Sadaf var inviteret med til fest af Direktør for Dansk Flygtningehjælp Ungdom, Natasha Al-Hariri, der senere samme aften skulle uddele en ny pris, nemlig en Unge-pris, som gik til Nagin Ravand, der blandt andet i 2020 startede et fodboldhold for unge piger med minoritetsbaggrund i alderen 9-16 år. Sadaf blev dog noget overrasket, da de ankom til festen og skulle finde deres bord. Natasha Al-Hariri skulle nemlig side ved ét bord, mens Sadaf skulle side ved et andet. På trods af, at de havde anmodet om at sidde ved samme bord. Men det var ikke det, Sadaf blev slået ud af:

Da vi ankommer, opdager vi, at vi ikke skal sidde ved samme bord, selvom vi havde bedt om at sidde sammen. Men der, hvor kæden springer af, er, da jeg så finder det bord, jeg skal sidde ved. Jeg går en runde rundt om bordet og kan se, at jeg skal sidde med lutter søde mennesker. Men jeg kan også se, at syv ud af otte personer ved mit bord har navne, der ikke rimer på Hansen og Jensen. Jeg er simpelthen blevet placeret ved et bord for brune mennesker. Ikke engang et bord for folk, der har udenlandsk klingende navne, men rent mellemøstlige navne, fortæller Sadaf Hayat til Vinkel360.

Sadaf bliver først paf over, at et medie, der har proklameret, at de sætter fokus på inklusion og diversitet, og som ovenikøbet har oprettet et Advisory Board, der blandt andet har fokus på inklusion af minoriteter, vælger at placere alle muslimer ved det samme bord.

Jeg finder mig simpelthen ikke i det. Tænk, at man har lavet et decideret brunt bord? Jeg kan se, at der er en mand ved Natashas bord, der ikke er mødt op, så jeg tillader mig at sætte mig derover, hvorfor jeg så kan se på, at der som underholdning spilles banko, hvor hovedpræmien er en halv gris, uddyber Sadaf Hayat.

Opdeling af hvide og brune

Sadaf undrer sig over, at man vælger at opdele brune og hvide mennesker til et stort awards show og til en stor branchefest, som også giver de små modeskabere mulighed for at netværke med store og veletablerede folk inden for branchen:

Det er jo en decideret opdeling, hvor man samler en gruppe af minoriteter ved ét bord. Man vælger ikke at integrere os ved de borde, man kan kalde for ”hvide borde”. Jeg gik forbi masser af borde, hvor der kun sad hvide mennesker. Hvorfor skaber man ikke inklusion ved at placere os rundt ved forskellige borde? Hvis man ønsker, at etniske minoriteter får fair muligheder for at begå sig i den her branche, så bliver man jo nødt til at angribe det her set-up, der i min bog skyder langt ved siden af skiven. De her fester er jo også netværksfester, så hvorfor må vi ikke sidde ved siden af de rige hvide mænd, der kan hjælpe os med at åbne døre, lyder det spørgende fra Sadaf Hayat, inden hun selv svarer:

Jeg har tænkt og tænkt, men kan simpelthen ikke finde ud af, hvad argumentet kan være. De kapitaliserer på brune ansigter og kroppe på forsiden af deres magasiner, men når de placerer os på den her måde, vidner det jo om, at de reelt ikke har forstået en skid, afslutter hun.

Vi har på Vinkel360 forelagt kritikken for ansvarshavende mediechef på ELLE, Cecilie Ingdal, som påpeger, at de deltagende har haft mulighed for, at ønske op til fire personer, man gerne vil side sammen med, og det er det ønske man har vægtet højs. Til svar på journalistens spørgsmål har vi fået følgende svar:

Du kan tro, at vi (også) har haft bordplanen for øje. Ikke ift. brune og hvide, som du (journalisten) skriver, men ift. at alle ved tilmeldingen har haft mulighed for at ønske op til 4 personer som de gerne vil sidde ved. Og det har vi hele vejen igennem forsøgt at tage hensyn til – også ved det bord, du (journalisten) nævner, hvor flere havde ønsket hinanden på kryds og tværs. Der kunne i øvrigt sidde 8 ved hvert bord, lyder det i et skriftligt svar fra Cecilie Ingdal.

Til Vinkel360 fortæller Sadaf, at hun og Natasha havde anmodet om at sidde ved samme bord, men det har man tilsyneladende ikke kunne få til at gå op i bordplanlægningen.

I forbindelse med bankospillet, der havde en halv gris som førstepræmie, har vi modtaget følgende svar fra Cecilie Ingdal:

Vi spillede banko som et glimt i øjet humoristisk nik til en gammel dansk tradition, som i vores øjne stod i sjov kontrast til ELLE Awards. Præmien (en halv gris) var ikke ment som andet end netop en del af det indslag. I øvrigt var der fisk og fjerkræ på selve middagsmenuen, ligesom det selvfølgelig var muligt at vælge alternativer for de deltagere, som måtte spise efter anden kost, herunder bl.a. vegetarisk osv. Også dette blev man spurgt om ved tilmeldingen, lyder det afslutningsvist fra ansvarshavende mediechef på ELLE, Cecilie Ingdal.

Related Posts

Kan løse racismeproblem på få måneder

Marco Guldmann

Taliban anklaget for at begå forbrydelser mod menneskeheden i ny rapport

Lasse Grenvald

EU-landenes fælles indsats mod migrantstrømme har lidt skibbrud: Nu truer parlamentsvalget

Lasse Grenvald

Tager imod rekordmange migranter

Marco Guldmann

Anonymiserede jobansøgninger skal være med til at gøre op med etnisk diskrimination

Marco Guldmann

Nu træder EU-udvalg til: Få så den dreng hjem

Lasse Grenvald

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. Accept Decline