En lille forsamling af syriske flygtninge har taget plads foran Udlændingestyrelsen i Næstved. Det har de gjort, fordi de hverken føler sig hørt eller set i styrelsens vurdering af deres ansøgning om familiesammenføring, hvor de alle har modtaget en afvisning.
Da vi møder forsamlingen, er der 10 mennesker til stede, der siden mandag har demonstreret foran styrelsen. De er her 24 timer i døgnet og de fortæller os, at de ikke har planer om at afbryde deres demonstration, før de føler sig hørt og set.
Vinkel360 er kørt til Næstved, hvor vi mødes med de tre demonstranter Mohammed, Maher og Mohamad. De kommer fra henholdsvis Holbæk, Kolding og Halsnæs og fortæller, at de kender hinanden gennem en Facebook-gruppe for syrere, der har fået afvist deres ansøgning om familiesammenføring, og at de fremmødte demonstranter kommer fra hele landet.
Vi har det til fælles, at vi alle har fået en afvisning på vores anmodning om familiesammenføring i Udlændingestyrelsen, fortæller Mohammed og fortsætter:
Vi er samlet her, fordi vi alle har et inderligt ønske om at kunne leve et liv med vores familie her i Danmark, hvor vi har arbejdet hårdt for at bidrage til samfundet. Med demonstrationen håber vi at komme igennem til Udlændingestyrelsen og få mulighed for at fremlægge vores sag. Og så er vi her, fordi vi ikke kan se andre muligheder. Vi er desperate. Vores hustruer er desperate, vores børn er desperate, fortæller han.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Fælles for de tre mænd, vi taler med, er, at de alle først er blevet gift, efter at de er kommet til Danmark, hvilket gør det stort set umuligt for dem, at få deres familie til Danmark. For at være beskyttet af konventionerne skal man nemlig kunne dokumentere 18 måneders samliv, hvilket ikke kan lade sig gøre, da de syriske flygtninge slet ikke må forlade Danmark i så lang tid, da de i så fald ville miste deres opholdstilladelse.
Ifølge Mohamad, er der helt åbenlyse årsager til, at man ikke kan forvente at kunne dokumentere 18 måneders samliv, eller at man har været i et længere forhold, inden man blev gift.
Man bliver nødt til at kigge på kulturen og anderkende, at der er forskelle på Syrien og Danmark. I Danmark er det normalt, at man har et samliv inden man bliver gift, men i Syrien bliver man først gift, og så starter man et liv sammen. Vi er alle sammen gift med kvinder, som vi elsker meget højt. Flere af os, mig selv inklusiv har børn. Vi har fast arbejde, vi har lært dansk og kan tage vare på vores familie her i Danmark – vi har knoklet for at bevise vores værd.
Mohamad, der har en lille datter på to måneder, der i øjeblikket befinder sig med sin mor i Syrien, er specielt frustreret, fordi hans kone ikke har mulighed for at amme deres lille datter, og da det stort set er umuligt at opdrive modermælkserstatning i Syrien, bruger han mange penge på hver måned at sende modermælkserstatning til Syrien. At det er en bekostelig affære at være adskilt fra sin familie, er Mohammed enig i.
Alene sidste år brugte jeg omkring 25.000 euro på at besøge min kone i Irak og Tyrkiet. Jeg kan ikke tage til Syrien, så både hun og jeg bliver nødt til at tage til et af de to lande, for at mødes og være sammen i en kort periode. Tidligere i år mistede min kone vores barn, og det er forfærdeligt ikke at kunne være der for hende og støtte hende, fortæller Mohammed.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Hos Udlændingestyrelsen kalder man ægteskaberne for proforma, hvilket de tre mænd har virkeligt svært ved at forstå. De elsker deres koner, fortæller de, mens de giver udtryk for en enorm afmagt i mødet med det danske system. Det er deres indtryk, at hele deres liv ligger i myndighedernes hænder, og at de bliver behandlet som et stykke papir, man enten kan godkende eller afvise.
Vores sager er blevet udskudt så mange gange. Først kom Corona og siden krigen i Ukraine. Vi og vores rettigheder er gang på gang blevet tilsidesat. Vi har det dårligt. Vi kan ikke leve et normalt liv uden vores familier. Vi går på arbejde hver dag, passer alt hvad vi skal og lever op til alt, hvad der forventes, men vi kan ikke leve uden vores koner og børn. De siger at den maksimale behandlingstid er på syv måneder, men for flere af os har det taget meget længere at få behandlet vores sag. Det handler om følelser og mennesker det her. Det kan man ikke bare udskyde, forklarer Maher.
Søgte første gang i 2016
En anden deltager i demonstrationen er Nisren, som vi også tidligere har skrevet om her på Vinkel360. Hun kom til Danmark i 2015 og søgte i 2016 om familiesammenføring med sin datter i starten af 2016 – hvilket hun fik afslag på. Siden 2016 er det blevet til yderligeres seks ansøgninger om at blive genforenet med sin datter, der alle er blevet afvist.
Jeg har mistet min mand, min familie, mit land. Jeg kan ikke også miste min datter. Det er så svært. Mit hjerte er helt knust over, at jeg ikke er sammen med hende, og at hun er så langt fra os. Hun befinder sig i et land, der ledes af den samme diktator, der myrdede hendes far. Hun er ikke i sikkerhed. Jeg kan ikke holde ud, at jeg ikke kan holde hende i hånden, når hun er bange eller syg. Mens vi har ventet på familiesammenføring, har hun fået slem meningitis, og på grund af krigen har hun ikke fået den rette behandling, hvilket har givet hende alvorlige mén, fortæller Nisren.
For godt to måneder siden sendte Nisren endnu en ansøgning afsted i håb om, at Udlændingestyrelsen ville anerkende, at det første afslag tilbage i 2016 var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Nisren fik nemlig afslag på baggrund af, at hun dengang ikke havde ventet til der var gået tre år, fra hun selv havde fået ophold, og til hun søgte jf. paragraf 7.3. Men i mellemtiden er der faldet en dom, der viser, at den lovgivning er i strid med artikel 8, og det er derfor Nisrens store håb, at styrelsen på baggrund af den dom vil anerkende hendes ret til familiesammenføring.