Det er vigtigt for integrationen, at man føler sig velkommen

Engageret i samfundet

Rahima er et ungt menneske, der kæmper for en sag, og det gør det også svært at slappe af, for den sag forsvinder jo ikke bare af sig selv:

Jeg blev færdig på gymnasiet i sommer og er lige nu i gang med et sabbatår – altså en pause. Der er bare det med pauser, at dem er jeg ikke så god til at få holdt. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at deltage og engagere mig i debatter. For to måneder siden blev jeg forperson for Dansk Flygtningehjælp Ungdom, og så har jeg indtil for nyligt haft et kamerahold i hælene på mig, der filmer mig og min kamp for det, jeg vil kalde retfærdighed og medmenneskelighed til en dokumentar, der kommer på TV2 i det nye år, fortæller Rahima.

Det nye år byder også på et højskoleophold for Rahima. Noget, hun glæder sig enormt meget til:

Jeg starter snart på Krogerup Højskole, og jeg tror, den passer helt perfekt til mig. Jeg kommer nemlig til at møde mennesker med samme interesser som mig, og det glæder jeg mig enormt meget til at opleve. Jeg har i min gymnasietid været vant til at være ”hende der går op i politik”. Den karakteristik glæder jeg mig til at komme af med, for på højskolen bliver jeg nemlig ikke ene om at engagere mig politisk og have klare holdninger.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Mødet med Danmark og det danske sprog

Rahima var 14 år, da hun og familien flygtede fra Syrien. En flugt, der på alle måder, uden at gå i detaljer, var rigtig hård for hele familien. Ligeledes var mødet med Danmark og den danske kultur også en stor udfordring for den dengang 14-årige Rahima:

Der var mange udfordringer for mig og min familie i mødet med Danmark. For det første – og meget grundlæggende – så talte vi jo ikke dansk, da vi kom hertil. Det er enormt vigtigt at have et fælles sprog, ellers bliver det svært at forstå den kultur, man er kommet til. Ligeledes bliver det en udfordring at bygge bro mellem ens egen kultur og den nye kultur, man står midt i, uden egentlig at vide, hvordan de kan komme til at hænge sammen.

Derfor var de første år i Danmark også ekstremt hårde, og Rahima følte et behov for at isolere sig selv for den nye omverden. For hende var det en måde at skabe ro på og for at kunne slappe af under alle de nye indtryk og sproglige vanskeligheder:

De første år tog jeg fra skole og direkte hjem for at se arabisk tv. Det var noget, jeg kunne forstå, og et sted, hvor jeg følte mig både hjemme og afslappet. Det var mit trygge rum. For selvom det måske ikke er noget, mange tænker over til dagligt, så kan man måske godt forestille sig, hvor utrygt det føles at opholde sig i et samfund, hvor man hverken kender spillereglerne, kulturen eller sproget. Man føler sig meget alene og overset.

Rahima vidste, at hvis hun skulle lykkes, så skulle hun også lære sproget. Jo hurtigere, jo bedre. Alt fra venner og studier til kulturel forståelse afhang af, hvor hurtigt og godt hun lærte at tale dansk. Og selvom Rahima nu kunne begå sig på dansk, var det stadig en stor udfordring for hende at skulle starte op på et dansk gymnasium, hvor hun følte store forventninger i forhold til at gennemføre et dansk studie:

Da jeg startede på gymnasiet, var jeg enormt bange for, at jeg ikke kunne følge med rent fagligt og for ikke at kunne forstå, hvad læreren sagde – eller omvendt, at læreren ikke forstod, hvad jeg sagde. Jeg turde simpelthen ikke at drømme stort, fordi jeg var enormt bange for at skuffe mig selv.

Men Rahima skuffede hverken sig selv eller sine omgivelser. I stedet udviklede hun sig enormt meget og finder ud af, at hun kan meget mere, end hun selv gik og troede:

I min første eksamen i dansk fik jeg 02 – i den sidste eksamen jeg havde i dansk, fik jeg 12. Det siger lidt om den udviklende rejse, jeg har været på.

Følte sig velkommen og tryg i lektiecafé

Blandt de frivillige i en lektiecafé under Dansk Flygtningehjælp følte Rahima sig tryg, hørt og set:

For første gang følte jeg, at der var nogle mennesker, der oprigtigt ville hjælpe mig, og som tog imod mig med helt åbne arme. I starten blev jeg enormt genert, når jeg sagde noget forkert, men de roste mig altid alligevel for mit mod, og det gav mig selvtillid. Vi lavede bl.a. en aftale om, at de skulle rette mig, hver gang jeg sagde noget forkert på dansk, fordi jeg ville lære at sige det rigtigt. Det hjalp mig meget, fordi der var fortrolighed mellem os.

Generelt har frivillige kræfter været vigtigt for Rahimas integration, og det er også i et frivillig-center, at hun får sine første danske venner:

Det var venner, som jeg kunne hænge ud med, og som jeg turde tale dansk med. Før havde jeg godt kunne tale dansk med folk, der var ældre, men det var udfordrende med dem på min egen alder, fordi jeg var bange for at begå fejl og blive grint af. Jeg følte mig mere sårbar overfor jævnaldrende, men her fandt jeg en tryghed i nogle venner, der gjorde, at jeg kunne hvile i mig selv.

Tryghed, følelsen af at være velkommen og at kunne hvile i at begå sproglige fejl, viste sig at blive en enormt vigtig del af Rahimas integration.

Integrationen går begge veje

Fordi Rahima følte sig godt taget imod, blandt andet på lektiecafeen og i det frivillige center, var det meget nemmere for hende at åbne en følelse af at blive integreret. Hendes største ønske var at lære dansk og få nye venner, og det fik hun, fordi der var nogle etniske danskere, der tog godt imod hende og tog sig godt af hende. Det gav hende en følelse af rent faktisk at være velkommen. I sit daglige virke har hun den dag i dag stort fokus på integration, fordi hun ved, hvad det både kræver af mennesket, der skal integreres og af det samfund, der også har et ansvar for at integrere mennesket:

Ligesom man har et ansvar for at integrere sig, så har man som samfund også et ansvar for at integrere. Her taler jeg ikke kun politisk, men små ting, som at naboen banker på og siger hej, smiler når de ser dig i opgangen og sådan noget. Min integration startede, da jeg begyndte at komme i lektiecafeen. Her mærkede jeg både vilje og lyst til at tage imod mig som menneske – som en del af samfundet. Hvis man ikke føler sig ønsket, har det jo omvendt den helt modsatte effekt. Så lukker man sig også om sig selv. Det er enormt hårdt for alle mennesker at føle sig uønskede. Det tror jeg, er en følelse, som alle meget gerne vil være foruden.

Selvom integrationen går begge veje, er det ifølge Rahima også enormt vigtigt, at man har fokus på det menneske, der kommer til landet, og det, man har med sig i bagagen:

Når man kommer fra krig og har en masse traumer med sig, så er det meget svært bare at stryge ud på arbejdsmarkedet og komme i gang med at lære sproget. Man kan have mistet enormt meget af sig selv, og så er det svært at bygge på, før man har genopbygget. Man må have en forståelse for, at nogen kan bidrage hurtigt til samfundet, og for andre kræver det tid og støtte, fortæller Rahima.

Derudover mener Rahima, at retorikken omkring integration og flygtninge er utrolig hård. Specielt i kommentarsporene på de sociale medier. Også medierne spiller en rolle her. Når man fx bruger betegnelsen migranter om flygtninge, så skaber man nogle andre og forkerte associationer, end hvis man havde brugt den rette betegnelse. Der er væsentlig forskel på, om man migrerer eller flygter.