I den offentlige debat bliver integrationen ofte beskrevet som forfejlet og som en udfordring, vi som samfund ikke kan løfte. Men hvis vi kigger på de reelle statistikker inden for integration, så viser de et billede af en integration, som bliver bedre år for år.
Foredragsholder Hans Lassen har stor erfaring med at skaffe indvandrere og efterkommere arbejde. Men det er først i forbindelse med hans arbejde på bogen ’Den anden virkelighed’ (2009), at han får en fornemmelse af, hvordan det reelt står til i forhold til at integrere indvandrere og efterkommere på det danske arbejdsmarked. I bogen kobles virksomheders erfaringer med national statistik. I bogen fremgik det, at det jo faktisk gik meget godt.
Senere samme år starter Hans sit arbejde med sin Ph.d. under titlen ’En supertanker ændrer kurs’, der løfter erfaringerne fra bogen op til et videnskabeligt grundlag. Som vi kan se i den graf, som er udgangspunktet for denne artikel, kan man afkode en tendens. Den peger på, at måden, vi diskuterer integration i dag; går det godt/går det dårligt, måske hænger fast i, hvordan det så ud med integrationen tilbage i starten af 90’erne.
Det går godt for integrationen
Der er en klar tendens i den offentlige debat, hvor den dominerende fortælling går på, at det går dårligt med integrationen, og at det er noget, vi som samfund ikke kan lykkes med. Den fortælling er ifølge Hans Lassen ikke retvisende for tingenes reelle tilstand:
Man kan nemt argumentere for, at vi er på rette vej. Kigger man efterkommere fra store flygtningegrupper som fx Bosnien og Sri Lanka, så ligger andelen af de 16-24-årige, der er i gang med en uddannelse og/eller er i arbejde, over gruppen af etniske danskere. Det kan man tydeligt aflæse på tal, der er tilgængelige hos udlændinge- og integrationsministeriet, men det kræver selvfølgelig, at man har interesse i at tage udgangspunkt i konkrete tal, der ikke nødvendigvis passer ind i det narrativ, som vi har skabt omkring udlændinge og integration.
I grafen herunder ses tallene, som denne artikel tager udgangspunkt i:
Grafen viser tre kurver og starter i 1981, hvor man første gang fører statistik med området, og slutter i 2020, som er de seneste tal. På grafen kan vi se, at det går ned ad bakke inden for beskæftigelsesområdet for folk med ikke-vestlig baggrund, inden den begynder at stige igen fra midt 90’erne:
Det er klart, at en høj grad af beskæftigelse ikke er lig med en vellykket integration, men man kan ikke have vellykket integration uden en høj grad af beskæftigelse. Jeg tror, vi hænger fast i det historiske lavpunkt fra 80’erne og hen til midten af 90’erne. Det er fortsat den negative udvikling, der driver narrativet i vores fortælling. Men som vi kan se på tallene, er det en usand fortælling, vi fortæller os selv, for det går jo fremad. Det går den rigtige vej. Vi har endda bevist, at vi er lykkedes med at knække en ellers negativ kurve. Grafen viser, at vi har skabt strukturel forbedring, endda i en periode, hvor der er kommet flere flygtninge til. Vi er altså i gang med at skabe en succeshistorie, fortæller Hans Lassen.
En stor blind plet
Når Hans Lassen taler om de tre kurver i beskæftigelsesfrekvensen fra 1981-2020, fremhæver han, at den røde kurve (ikke-vestlige indvandrere og efterkommere) i langt højere grad kommer med en bagage fuld af traumer, som man ikke i lige så høj grad vil finde hos etniske danskere og vestlige indvandrere:
Tal fra Dignity og Dansk Flygtningehjælp viser, at mellem 30-50% af de indvandrere og flygtninge med ikke-vestlig baggrund, der kommer hertil, bærer på et eller flere traumer. Det kan give nogle enorme udfordringer i forhold til aktivering og være i beskæftigelse, hvis man ikke kan koncentrere sig, får flashbacks eller har så slemme mareridt om natten, at man ikke kan fungere om dagen. Mange gøremål bliver enormt svære, når man har traumer, og det er ikke noget, vi har fokus på i tallene. Der mener jeg, at vi som samfund har et ansvar over for de her mennesker, men desværre også har en stor blind plet, når det kommer til at forholde os til, at en stor del af disse mennesker er traumatiserede.
Til sammenligning anslår man, at personer, der befinder sig på den gule kurve (vestlige indvandrere og efterkommere), i under 1 % af tilfældene har en flygtningebaggrund, og for danskerne er andelen af indlysende grunde 0 %. Man kan derfor diskutere, om det overhovedet er fair, at man sammenligner de tre kurver uden videre og uden at tage højde for de store forskelle i hvor mange, der har en flygtningebaggrund. Derudover skal man også have øje for, når man kigger på tallene, at der i perioder kommer flere flygtning til Danmark, hvilket vil kunne aflæses på tallene, da de ikke lige med det samme kan blive en fast del af arbejdsmarkedet.
Humankapital
Retter vi igen vores øjne mod grafen, kan vi se, at der ligger et væsentligt argument i, at man ved at følge hele tidslinjen ser det, der kan betegnes som en generel og strukturel forbedring. Ifølge Hans Lassen giver det derfor mening at se på det lange perspektiv, for vi er jo som samfund, modsat hvordan det fremstår i samfundsdebatten, på vej i den rigtige retning – og har faktisk været det længe:
Ud fra min forskning og ekspertise er det bedste råd, jeg kan give folk, der sidder i nogle positioner, hvor de har indflydelse: Styrk den humane kapital, dvs. indvandrernes sprogfærdigheder, uddannelser og kendskab til det danske arbejdsmarked! Gør man det, vil man opleve, at folk får et større netværk, og vi ved fra vores analyser, at omkring 50% kommer i job gennem hjælp fra deres netværk. Det vil også være med til at reducere den diskrimination, som mange oplever. Hvis flere kommer ud i virksomhederne og leverer et godt stykke arbejde, så falder diskriminationen også, fordi virksomhederne får erfaring med medarbejdere med anden etnisk baggrund end dansk, lyder det fra Hans Lassen.
Ud fra Hans Lassens forskningsmæssige aspekt er det mest gavnlige for en vellykket integration og for at få indvandrere og efterkommere i arbejde, at vi investerer offensivt i deres humankapital.