Mahmoud har gjort det til sit livs mission at både hans eget og andre folks blik på ham skal vise en fighter frem for et offer.
31-årige Mahmoud bor til dagligt i Esbjerg med sin hustru og parrets tre børn. Han er vokset op på Stengårdsvej, der i dag klassificeres som en såkaldt ”ghetto”, efter hans forældre i 80’erne flygtede fra krig. Selvom det udefra set kan lyde som en hård opvækst, så har Mahmoud gjort det til sin livsmission ikke at være eller blive opfattet som et offer, der som minoritet og barn af flygtningeforældre statistisk set har sværere livsvilkår end børn af etnisk danske forældre.
På det sociale medie LinkedIn, laver Mahmoud opslag, der ud over at være ærlige og humoristiske undersøger forholdet mellem offer og fighter, og hvordan man ændrer sin egen mentalitet. Således at man ser ens egen historie som en styrke og noget, der kan binde os alle sammen bedre sammen fremfor at være en faktor, der skaber kløft mellem forskellige befolkningsgrupper. Mahmoud vil gøre en forskel for mennesker, og han vil føle, at han får det optimale ud af livet:
Jeg er jo en raket, der gerne vil opnå ting. Jeg skal skrive bøger og ud og holde foredrag. Jeg er meget bevist om, at der hvor jeg er i mit liv lige nu, er der, hvor jeg skal skabe et fundament, som jeg kan leve videre på i fremtiden. Jeg kunne se mig selv som et offer for forskellige omstændigheder, men jeg ser mig selv som en fighter. Det er nemlig utroligt hvad man kan opnå med knofedt tilsat lidt arabiske krydderier, griner Mahmoud inden han fortsætter.
Man skal huske sig selv på, at man selv har styringen over sit eget liv, også selv om man kan læse ting i medierne om folk, der ligner en selv, og der fra politisk side ikke lige frem er overskud til mennesker, der ligner mig og min familie. Derfor er det også op til mig selv at styre folks opfattelse af mig. Det næste indlæg jeg arbejder på til LinkedIn, det handler om. hvor langt man kan komme med en simpel gestus, og hvordan man kan ændre folks opfattelse ved blot at udvise høflighed og yde gensidig respekt for hinanden.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Fra offer til fighter
Det er helt sikkert lettere sagt end gjort, men ifølge Mahmoud ligger en stor del af de redskaber, man skal bruge for at blive en fighter, i den indstilling man har til livet. Har man en positiv indstilling, og går man ind til tingene med et åbent sind, så står man automatisk bedre, end hvis det modsatte var tilfældet:
Jeg arbejder til dagligt som salgschef, og det kan ske, at når jeg kommer ud til en kunde, så mærker jeg en form for modstand alene baseret på mit navn og min brune hud. Her er det vigtigt, at man er åben og ikke bange for at man har noget at tabe. Kommentarer, som jeg får mange gange, som fx ”har du nogensinde spist bacon” eller ”drikker du heller ikke vand under ramadan”, det kan være træls med de samme spørgsmål og jokes, men jeg bruger det som motivation og arbejder med, hvordan jeg selv kommunikerer – det hele ligger i kommunikationen, og hvordan jeg selv kan medvirke til at sende et positivt signal.
Ifølge Mahmoud er der gode og dårlige tider for os alle sammen, og han medgiver også selv, at det til tider kan være hårdt og svært at finde motivation. Derfor er det vigtigt, at man selv sørger for at få det gode til at fylde mere end det dårlige:
Jeg spørger altid mig selv, om jeg skal være offer eller fighter, når tingene ikke går, som jeg selv ønsker. Har jeg kontrol? Hvis ja, så kan jeg gøre noget ved det, hvis ikke, så må jeg komme videre og slippe det. Der er ingen grund til at bruge energi på ting, man ikke kan kontrollere, den energi kan man med fordel bruge mange andre steder.
Derudover ser Mahmoud en stor fordel i, at han har muligheden for at se tingene fra forskellige perspektiver hans baggrund taget i betragtning. Det giver ham en fordel, når han skal ringe rundt til potentielle kunder, for her oplever han ofte, at personen i den anden ende af røret har en holdning til ham som person, allerede fra han præsenterer sig som Mahmoud:
Mange har en forudindtaget holdning til dig, når du hedder Mahmoud, som de ikke ville have haft, hvis du hed Mark, og det prøver jeg faktisk at bruge til min fordel. Når man arbejder med salg, er det meget vigtigt at etablere en relation til kunden. Her bruger jeg min egen personlige historie. Jeg bliver ikke irriteret over spørgsmål, som jeg ved Mark ikke ville have fået, men jeg fortæller min egen historie helt åbent, og det oplever jeg skaber et bånd mellem mig og personen i den anden ende. Jeg kan bruge storytelling til at få etableret en menneskelig relation til kunden, fortæller Mahmoud.
Et vigtigt budskab fra Mahmoud er derfor, at man ikke skal være bange for at fortælle, hvem man er, og hvor man kommer fra, fordi man med åbenhed og smil kan påvirke andre positivt.
Det skal ikke være os og dem
Da redaktionen kontakter Mahmoud med henblik på nærværende artikel, skriver han som det første, at han gerne vil stille op, men at det er vigtigt for ham at understrege, at der ikke må være en præmis for interviewet, der opstiller et os og et dem. Et helt igennem sympatisk udgangspunkt for vores samtale, men hvorfor er det vigtigt at fremhæve som det første?
I medierne møder man i høj grad et billede, der deler os op som borgere i samfundet. Indvandrere på den ene side og etniske danskere på den anden og de forskelle, der ligger i mellem. For mig betyder det meget mere at fokusere kommunikationen på de ting, vi har til fælles og er enige om. Det er ok at være uenige, men man skal også bare huske de steder, hvor vi er enige. Et vi er ikke bare noget, der opstår, det er noget, man skaber sammen. Selvom jeg ikke spiser svinekød, og du gør, kan vi godt blive enige om, at vi elsker mad. Vi skal respektere vores forskelligheder og forsøge at skabe gensidig respekt omkring dem frem for at hænge nogen ud, fortæller han.
Selv håber Mahmoud at skabe et liv for sine børn, der ikke ligger langt fra hans egen. Et liv, hvor de kan udnytte deres potentiale og ser muligheder fremfor begrænsninger alle steder. På LinkedIn har han skrevet et opslag, der er en kærlighedserklæring til sine forældre. Hvis han kan tage krig og flugt ud af det opslag, så håber han, at hans børn en dag vil kunne skrive det samme opslag til ham.
