Det er lederens arbejde at sørge for, at medarbejderne føler sig velkomne på en arbejdsplads. Når det direkte modsatte er tilfældet, har Shezeen Ahmed forsøgt at klare sig igennem ved at yde mere og arbejde hårdere end sine kollegaer, for at sikre sig, at der i hvert fald ikke var en finger at sætte på hendes indsats og faglighed – og så kan det være nødvendigt at åbne op for en lidt ubehagelig, men nødvendig, dialog.
For Shezeen Ahmed har det altid været vigtigt at engagere sig i samfundet og hjælpe dem, der har det svært. Det kommer til udtryk i hendes mangeårige frivillige arbejde som bl.a. rådgiver for voldsramte børn, kvinder og unge samt projektet Flygtninge Venner, som Shezeen selv har været med til at starte op. Til dagligt arbejder hun som socialfaglig koordinator hos Memox, der arbejder med udsatte børn, unge og familier.
Shezeen er født og opvokset i Albertslund og har pakistanske rødder. I dag bor hun med sin familie i Glostrup. Hun har arbejdet hårdt for at nå sine mål og har altid haft store akademiske ambitioner. Først på gymnasiet i Høje Taastrup, dernæst under uddannelses til socialrådgiver og videre på Aalborg Universitet, hvorfra hun har en kandidat i socialt arbejde med speciale i diskrimination, der desværre har spillet en stor rolle i hendes liv:
Jeg har altid været interesseret i og arbejdet med antiracisme. Jeg har fx været medlem i en gruppe, hvor vi delte vores erfaringer med racisme og den fremmedgørelse, man sidder tilbage med. Derfor var det også oplagt og relevant for mig at beskæftige mig med racisme og diskrimination i forbindelse med mit speciale, der fokuserer på diskrimination på arbejdspladsen, som jeg desværre også selv har været udsat for i tidligere ansættelser.
I Shezeens speciale blev hun opmærksom på, der udover direkte diskrimination også var mange der havde oplevet diskrimination i nonverbal form. Dette viser hvor kompleks en størrelse diskrimination er og understreger hvor problematisk det kan være at sætte en direkte finger på:
Mange af de mennesker, jeg talte med i forbindelse med mit speciale, var bevidste om, at de på arbejdspladsen oplevede diskrimination i kollegaers nonverbale sprog.
Det kunne være alt fra kollegaer, der vender ryggen til, når man forsøger at sige noget, eller at der ikke er ordenlig øjenkontakt, så der bliver talt forbi eller hen over hovedet på én. Fælles for dem, der oplevede denne form for diskrimination, var en følelse af lavt selvværd, fremmedgjorthed og en generel følelse af at være forkert. Dermed ikke sagt, at den udtalte diskrimination ikke også eksisterede som noget mange oplevede. I mit speciale kunne jeg konkludere at diskrimination kan komme til udtryk i form af direkte nedværdigelse og lavere forventninger til personer med etnisk minoritetsbaggrund, at diskrimination også kan forekomme på baggrund af flere forskellige faktorer på samme tid. Fx etnicitet, køn og religion.
Det første møde med arbejdsmarkedet
Som del af Shezeens uddannelse som socialrådgiver skulle hun i seks måneders praktik. Hun var meget begejstret for at komme ud og arbejde med de færdigheder, hun havde tilegnet sig på studiet, og hendes største drøm var at komme ud på et krisecenter for voldsramte kvinder og børn. Første skridt imod realiseringen af den drøm var, da hun blev indkaldt til samtale med lederen for centeret:
Jeg kan tydeligt huske at komme til samtale. Jeg er 21 år, fuld af energi og meget spændt på muligheden for at komme ud og prøve mine evner af i praksis. Da jeg har hilst pænt og sat mig ned sammen med lederen, starter hun med at sige, at hun har mange fordomme omkring indvandrere.
Det var det første, hun sagde til mig, og jeg husker tydligt det fordømmende blik, hun sendte mig. Jeg er meget smilende som person, og det smil beholdt jeg på gennem hele samtalen, men der var ikke noget den anden vej.
Jeg synes selv, jeg gjorde et virkelig godt indtryk og solgte mig selv godt. Jeg endte også med at få praktikpladsen, men med en afsluttende bemærkning om, at lederen dog ikke havde store forventninger til mig, da jeg jo var en muslimsk kvinde. Det gjorde virkelig ondt. Jeg går all-in på det, jeg laver og havde rene 12-taller med mig fra studiet, så jeg var fast besluttet på at vise hende, at hun tog fejl.
Det viste sig dog, at det ikke kun var lederen, der var fordomsfuld i forhold til muslimske kvinder. Shezeens nye kollegaer behandler hende dårligt og drager paralleller mellem hendes muslimske baggrund, som de opfatter som lig med ressourcesvag, og de voldsramte kvinder, der er på behandlingshjemmet. For Shezeen betød det, at hun hele tiden følte, at hun skulle forklare og forsvare både sig selv og alle andre med anden etnisk baggrund over for sine nye kollegaer.
Jeg husker det som om, at jeg hele tiden skulle bevise mig selv. Ikke som kollega, der var jeg super dygtig, men som menneske. Det står på i et par måneder, hvor jeg lægger al min energi i at være positiv, dygtig og ikke lade mig slå ud. Det hele ender også med, at min leder gerne vil have mig tilknyttet som studentermedhjælper efter endt praktik, med ordene om, at hun aldrig vil sige et ondt ord om pakistanere igen, fordi jeg nu var ”en af dem”. Hun mente det som en ros, men det føltes bare ikke sådan. Det føltes forkert, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor det var op til mig, på en arbejdsplads, at bevise at pakistanere var gode og dygtige.
Lederen skal statuere det gode eksempel
Det er klart, at en leder har et særligt ansvar og skal gå forrest, når det kommer til jargonen og måden, vi omgås hinanden på en arbejdsplads. Hvis ikke, kan det ifølge Shezeen være en god idé at gøre lederen opmærksom på, at der er et problem. Det er noget, hun er opmærksom på den dag i dag:
En leder på en given arbejdsplads har selvfølgelig en særlig magtposition og et ansvar for at gøre op med racisme.
Det er jo særligt et problem hvis lederen selv bidrager til indirekte og direkte diskrimination. Hvis ikke lederen ikke er sit ansvar bevidst eller selv bidrager, ville jeg forsøge at gøre lederen opmærksom på det. Det er selvfølgelig svært og ikke ligetil, men man må gøre op med sig selv, hvordan man synes, folk skal behandles på en arbejdsplads. Det gælder selvfølgelig også etniske danskere, der også kan sige fra, hvis de oplever deres kollegaer bliver udsat for diskrimination. Jeg ved det er rigtigt svært at sætte sig i den position, fordi man frygter der kan være konsekvenser ved, at man stille spørgsmål til ved eller påpeger diskrimination. I værste kan miste sit levebrød.
Selvom det på ingen måde er rimeligt, at man skal arbejde hårdere end andre for at bevise sit værd, er det noget, som Shezeen har måtte gøre i sin karriere:
Jeg har altid arbejdet hårdt for at bevise, jeg er god nok. Man skal selvfølgelig altid gøre sit bedste, men jeg har altid oplevet, at jeg skal arbejde hårdere, præstere bedre og arbejde over for at bevise over for både ledere og kollegaer, at jeg er dygtig til mit arbejde, og at det at være dygtig ikke har noget med hudfarve at gøre. Det har også været en måde for mig at sikre, at det i hvert fald ikke kunne være pga. min arbejdsindsats, hvis folk så skævt til mig. Hvis der stadig er nogen, der behandler mig anderledes, selvom min arbejdsindsats ligger højt, så føler jeg mig på en måde også berettiget til at stille spørgsmålstegn ved, om der ligger noget andet bag forskelsbehandlingen.