Integration Nyheder

Endnu en grotesk sag: Ramesh udvist, fordi han tjener for meget

At de danske myndigheder “formoder”, at en ansættelse ikke er reel, er nok til en udvisning: “Det er superærgerligt, og det er desværre en tendens”.

Den 1. januar 2021 trådte en regel i kraft, der har betydet, at 78 procent af personerne med arbejde i hotel- og restaurationsbranchen, der har søgt om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark via den såkaldte beløbsordning, har fået afslag.

At tallet er så højt skal ses i lyset af, at ansøgerne, med den nye regel i effekt, kommer i klemme mellem to selvmodsigende regler i det danske integrationssystem: Enten tjener du for lidt, eller også tjener du for meget. I begge tilfælde kan du ikke få lov at blive og arbejde i Danmark, men udvises.

Som ansøger skal man tjene minimum 37.000 kroner om måneden for at kunne søge via orndingen. Samtidig må man dog ikke tjene mere end 20 procent over gennemsnitslønnen for sit erhverv.

Læs også: Stjernekok udvist: Du tjener for meget

For politisk direktør i Danske Restauranter og Caféer Freja Brandhøj, der har fået indsigt i tallene fra Udlændinge- og integrationsministeriet, er det en ærgerlig påmindelse om, at reglerne straffer de forkerte mennesker – folk, der rent faktisk kan og vil bidrage til det danske samfund ved eksempelvis at tage arbejde i servicefag, der siden coronakrisen har lidt under akut mangel på arbejdskraft.

De to regler kommer aldrig til at kunne mødes, og derfor ser vi desværre rigtig mange, der bliver afvist, udtaler Freja Brandhøj til TV 2 og tilføjer:

Vi afviser jo mennesker, som har været her i mange år, og som virkelig bidrager med vækst og velstand til hele samfundet. Det er superærgerligt, og det er desværre en tendens.

At man overhovedet kan blive afvist med begrundelsen om, at man tjener for meget, hænger sammen med, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) kan gå ind og erklære en ansættelse for ugyldig, hvis blot de har en formodning om, at kontrakten udelukkende modsvarer minimumslønkravene for at kunne give personen opholdstilladelse.

Styrelsen skal altså hverken bevise eller undersøge et ansættelsesforhold, før en beslutning træffes i en sag. Det er nok, at de “formoder”, at ansættelse er et falsum.

Behandlet som kriminelle

En af de personer, der er kommet i klemme i de ulogiske og direkte divergerende regler i beløbsordningen, er Ramesh Subedi. Han tjener 37.368 kroner om måneden som køkkenchef, hvilket er blevet vurderet til at være mere end 20 procent højere end medianen for én med hans uddannelse og erfaring, som er sat til mellem 25.000 og 27.000 kroner.

Ramesh Subedi skal derfor forlade Danmark efter syv år her i landet, hvor han både har uddannet sig og stiftet familie. Selvom han sammen med sin advokat har indgivet en klage over SIRIs afgørelse, må Ramesh ikke opholde sig i Danmark mens klagesagen pågår. Udelukkende fordi hans kone er gravid med parrets andet barn, har han fået udsat sin udvisning til juni fremfor januar, som først angivet.

Jeg havde lavet så mange planer, men en enkelt beslutning har ødelagt det hele, fortæller en trist Ramesh til TV 2.

Læs også: Dansk restauratør frustreret: Betroede medarbejdere udvist

Også Rameshs arbejdsgive, Danielle Dalsgård, ejer af Restaurant Klubben, er fuldkommen uforstående overfor beslutningen. Hun forklarer overfor TV 2, at hun har oplevet, at de er blevet behandlet som kriminelle af systemet og mistænkliggjort, selvom der intet fordækt er i ansættelsesforholdet.

Hun forklarer, at Ramesh Subedi har fået en kontrakt på samme lønniveau som hendes tidligere køkkenchefer.

Jeg føler mig magtesløs. Jeg blev lam i min krop, og jeg er dybt chokeret over den afgørelse, de kom med, siger Danielle Dalsgård og tilføjer, at udvisningen af Ramesh også vil ramme hende på et personligt plan.

Ramesh er virkelig intelligent. Jeg kan ikke finde en som ham, og det kommer jeg ikke til. Jeg føler, at det her er en stor straf.

S: Det er en rigtig god regel

På trods af flere absurde sager, hvor kvalificeret arbejdskraft til personalehungrende fag udvises af Danmark, så synes Socialdemokratiet fortsat, at reglerne er til god gavn. Udlændingeordfører for Socialdemokratiet Kasper Sand Kjær udtaler i et forsvar for de modsatrettede regler, at udenlandsk arbejdskraft skam er velkomment i Danmark, men at myndighederne samtidig er nødt til at sikre sig, at det foregår på ordentlige vilkår for både arbejdsgiver og arbejdstager.

Det er en rigtig god regel, fordi den jo fik sat en stopper for det, der var systematisk svindel, forklarer Kasper Sand Kjær.

Han forstår dog kritikken af reglerne og lytter, når den politiske direktør for den hårdest ramte branche forklarer problematikken i beløbsordningen.

Der er det også vigtigt at sige, at vi lige nu behandler et lovforslag i Folketinget, som kommer til at sætte beløbsgrænsen ned for dem. Det, tror jeg da også, kommer til at hjælpe restauranterne, og det er rigtig godt, synes jeg. Vi vil gerne have udenlandsk arbejdskraft til Danmark, men det skal selvfølgelig foregå på ordentlige vilkår, understreger Kasper Sand Kjær.

Reglen blev i sin tid indført for at imødekomme en tendens, hvor hundredevis af kokke kom til Danmark fra Kina, og gennem netop beløbsordningen kunne arbejde på lønninger helt ned til 20 kroner i timen.

Related Posts

Kan løse racismeproblem på få måneder

Marco Guldmann

Taliban anklaget for at begå forbrydelser mod menneskeheden i ny rapport

Lasse Grenvald

EU-landenes fælles indsats mod migrantstrømme har lidt skibbrud: Nu truer parlamentsvalget

Lasse Grenvald

Tager imod rekordmange migranter

Marco Guldmann

Anonymiserede jobansøgninger skal være med til at gøre op med etnisk diskrimination

Marco Guldmann

Nu træder EU-udvalg til: Få så den dreng hjem

Lasse Grenvald

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. Accept Decline