Endnu en ung gymnasieelev sendes til Kærshovedgård

Hun er en mønsterelev på NNG-gymnasium i Hørsholm, og hendes lærere spår hende en flot studentereksamen til sommer, men drømmen om studenterhue og efterfølgende uddannelse til sygeplejerske er med ét hevet ud af hænderne på 18-årige Rawan. Lærerne beskriver Rawan som både videbegærlig, social og indeholdende et stort potentiale. Hendes venner på skolen kalder hende for omsorgsfuld og beskriver hende som værende lidt af en ”hønemor”, hvilket Rawan også selv kan nikke genkendende til.

Det ligger til mig at tage mig af andre. Jeg tror, det er min opvækst og alt det, jeg har været igennem. Det vigtigt for mig, at min familie og venner har det godt. Først herefter kan det handle om mig, fortæller Rawan.

Selv om både lærere og klassekammerater opfatter Rawan som værende faldet til i den danske kultur og opfører sig lige så dansk som dem selv, så minder Rawans liv på ingen måde om hverken lærernes eller klassekammeraternes liv. Hun er nemlig født i Syrien, hvor hun boede indtil hun var otte år sammen med sin far, mor og to søskende. Faderen arbejdede som ejendomsmægler og blev både brugt af al-Assads styre og oppositionen til at holde et vågent øje med beboerne i de ejendomme, han bestyrede. Det var en hård situation for hele familien, der på baggrund af en dagligdag, der var præget af frygt, pres og trusler, var medvirkende til, at familien måtte flygte fra Syrien. Herfra gik turen til Egypten, hvorfra familien via båd ankom til Italien, inden de tog videre til Danmark, hvor hele familien fik tildelt ophold. Undervejs blev familien splittet, men fandt hinanden igen i Danmark, hvor de alle nu er samlet.

Fokus på fremtiden

Rawans baggrund og de hårde oplevelser hun og hendes familie har været igennem har gjort, at hun i langt højere grad fokuserer på fremtiden end fortiden. En fremtid, der indtil nu omfattede at gennemføre gymnasiet og starte på at uddanne sig til sygeplejerske. Men den drøm er for nu ødelagt og i stedet byder fremtiden på adskillelse fra familien og en barsk hverdag på udrejsecenter Kærshovedgård, som alle, der har været på centeret, ved er et forfærdeligt sted. Desuden mister Rawan muligheden for at færdiggøre sine HF-studer. Hendes bror skal, modsat Rawan, ikke bekymre sig om sin nærmeste fremtid. Han er nemlig i den militærpligtige alder og kan derfor beholde sin opholdstilladelse. Rawan bliver derimod endnu en ung syrisk pige i en efterhånden længere række, der mister sit opholdsgrundlag, fordi hun fylder 18 år, og da Danmark, som et af de eneste lande, anderkender Syrien som værende sikkert, bliver vurderet til at skulle rejse tilbage til det land, hun forlod for 10 år siden. Men Rawan kan ikke vende tilbage til Syrien. Hun har deltaget i flere demonstrationer mod Assads styre og frygter for sit liv, hvis hun skulle vende tilbage.

I stedet sendes hun til Kærshovedgård, da Danmark ikke har en udleveringsaftale med Syrien. Derfor kan de danske myndigheder ikke sende mennesker til Syrien, medmindre de selv ønsker det, hvilket Rawan åbenlyst ikke gør. I stedet føler hun, at den hårde kamp, hun har kæmpet for at lykkes i Danmark, er blevet vendt og brugt imod hende.

Jeg har med domfældelsen nærmest følt, at mine ressourcer og kamp for at lykkes i det danske samfund blev brugt til at vurdere, at så kan jeg nok klare mig allevegne. Ikke til at vurdere, at jeg kan gøre gavn i Danmark.

Jeg kan ikke engang græde. Jeg er helt tom indeni. Måske jeg i virkeligheden er i chok, fortæller Rawan.

Tilbage på gymnasiet i Hørsholm håber både klassekammerater og lærere, at dommen omstødes, så Rawan kan færdiggøre sine studier og generobre drømmen om en dag at blive sygeplejerske, fremgår det af en pressemeddelelse.