At man som ukrainske flygtning får afslag på ophold efter særloven, fordi man er flygtet “for tidligt” fra krigen i Ukraine giver ifølge Enhedslisten ingen mening.
December måned associeres af mange med hjemlig varme, tændte lys og hyggeligt samkvem med familien. For Daryna Ruzhytska og Oleksii Ruzhytska skal den hjemlige varme forlades om mindre end en uge, lysene er slukket og samkvemmet i familien er langt mere stresset end det er hyggeligt. De har nemlig, sammen med deres blot fire måneder gamle søn, fået afslag på midlertidigt ophold i Danmark efter særloven for ukrainske flygtninge. Årsag: De flygtede fra krigen en uge for tidligt.
Daryna Ruzhytska var højgravid og parret ønskede trygge rammer at bringe deres førstefødte til verden i. Derfor forlod parret Ukraine den 25. januar, hvilket nu betyder, at de ikke opfylder kravene for at få midlertidigt ophold efter den ukrainske særlov, der kun gælder personer, der er flygtet efter 1. februar.
Læs også: 23-årige Neha Imtiaz Ullah vinder priser på stribe
I stedet står den lille familie til at skulle forlade deres trygge hjem i Avedøre Stationsby ved Hvidovre og forlade landet senest den 11. december, idet deres ansøgning om midlertidig opholdstilladelse blev afvist. Det samme gjorde deres klage over afgørelsen.
Det er virkelig hårdt, fordi der er stadig krig derhjemme. Med et lille barn, mangel på søvn og med alt det, der sker nu. Det er en ekstra ting, vi nu skal bekymre os om, fortæller Daryna Ruzhytska til TV 2 Lorry.
Hendes mand tilføjer, at som situationen er nu, kan de kun håbe på en hurtigt afslutning på krigen, før de igen kan føle sig trygge.
Vi følte os kede af det, selvfølgelig. Virkelig kede af det. Vi er nødt til at starte forfra. Det største håb for os er, at krigen slutter, Ukraine vinder, at Rusland trækker sig ud af vores land, og at alt det her kan få en ende, siger Oleksii Ruzhytska
Strengere regler end vores nabolande
Deres sag er desværre ikke den første af sin salgs, og nu kræver Enhedslisten, at reglerne bliver lavet om, så de ikke rammer sårbare familier, som blot har udvist rettidig omhu, dengang den russiske hær stod på tærsklen til Ukraine.
Også selvom den nuværende regering, på bagkant af folketingsvalget, blot er en såkaldt fungerende regering, så kan Enhedslistens Leila Stockmarr ikke vente, til en ny regering kommer på plads – der skal handles nu, for at beskytte familier som Daryna Ruzhytska og Oleksii Ruzhytskas.
Der skal være en meget større fleksibilitet. Det giver jo ingen mening, udtaler hun til TV 2 Lorry, og tilføjer:
Det her par er jo flygtet vel vidende, at der var en invasion på vej. Kvinden har været gravid, og de er taget til Danmark for at være sikre på at føde deres baby i sikkerhed. Så det her skal vi selvfølgelig have lavet om på.
TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra fungerende udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek fra Socialdemokratiet, men det har ikke være muligt som følge af de igangværende regeringsforhandlinger, lød svaret.
Læs også: Første ukrainsk-ortodokse menighed opstår i Danmark
I stedet må Daryna Ruzhytska og Oleksii Ruzhytska kigge andre steder hen i håbet om at kunne forblive langt fra krigens gru i deres hjemland. Flere af Danmarks nabolande har langt lempeligere regler i forhold til, hvornår man som ukrainske flygtninge skal være kommet til landet for at kunne få midlertidigt ophold.
Således er det nok, hvis man er flygtet til Sverige efter 30. oktober 2021, for at få opholdstilladelse, mens det i Norge skulle være indtil 90 dage fra krigen brød ud tilbage i februar.
Derfor håber Daryna og Oleksii Ruzhytska nu at kunne få opholdstilladelse i Sverige, indtil de atter kan vende retur til Ukraine med deres lille søn.