Hos Enhedslisten vurderer de, at de iranske fodboldspillere satte deres liv i fare, da de ikke sang med på nationalmelodien i deres åbningskamp mod England ved dette års VM. Derfor skal de tilbydes asyl i Danmark.
Irans herrelandshold i fodbold er blevet en VM-darling for mange. Der er stort oprør i gang i landet, hvor flere tusinde mennesker demonstrerer mod styret. Kvinder klipper bl.a. deres hår og brænder deres slør, hvilket har fået præstestyret til at svare igen med masseanholdelser og adskillige dødsfald. Ifølge lokale medier er der indtil videre flere end 18.000 demonstranter, inklusive børn, der sidder fængslet for deres deltagelse i protesterne. I sympati med det iranske folk valgte spillerene ikke at synge med på landets nationalmelodi under deres første kamp. En stille aktion, der kan have alvorlige konsekvenser for spillerne, da styret slår hårdt ned på oprør og protester.
Tilbydes asyl i Danmark
Hos Enhedslisten har man, efter spillernes aktion, vurderet, at deres protest kan ses som en meget åbenlys kritik af præstestyret, hvilket kan få alvorlige konsekvenser for dem. Ekstra Bladet har talt med Enhedslistens udlændingeordfører, Leila Stockmarr, og hun tager situationen meget alvorligt. Faktisk så alvorligt, at hun mener, spillerene af hensyn til deres egen sikkerhed bør tilbydes asyl i Danmark:
Vi synes klart, at de (spillerne red.) skal tilbydes asyl og have mulighed for at søge det i Danmark. Men vi synes også, at vi skal tilbyde det til andre, der flygter fra præstestyret lige nu.
De har sat deres liv i fare, så derfor synes vi, at de skal tilbyde asyl, siger Leila Stockmarr til Ekstra Bladet.
Enhedslisten mener i øvrigt, at de iranske flygtninge, der i øjeblikket er placeret på udrejsecentre i Danmark, skal have mulighed for at få deres sager taget op til genovervejelse på baggrund af den nuværende situation i Iran.