Nyheder

Er det virkelig sådan, vi i Danmark, vil behandle vores medmennesker?

Mahmouds forældre har fået inddraget deres opholdstilladelse og kan nu se frem til en hård skæbne på Udrejsecenter Sjælsmark, da en tilbagevenden til Syrien vil have fatale konsekvenser.

På billedet herover ser vi Mahmoud Almohamad, efter han i sommer blev student ved Brønderslev Gymnasium. Ved Mahmouds ene side står hans mor, Dalal, og ved den anden side hans far, Suhil. De ligner begge nogen, der er ved at revne af stolthed, og det forstår man godt. Familien kom nemlig til Danmark i 2016 efter en lang hård flugt fra det syriske regime. På trods af det kommer Mahmoud alligevel ind på Brønderslev Gymnasium i 2018, og tre år efter står han med en flot studentereksamen i hånden og en stand-by-plads til medicinstudiet på Aalborg universitet.

En familie med stærkt sammenhold

At Mahmoud efter så få år i Danmark har klaret sig så flot, skyldes ikke bare hans egen enorme indsats og dedikation, men i særdeleshed også forældrenes dedikation og motivation mod at skabe en god fremtid for deres søn som en bidragende del af det danske samfund:

Mine forældre har altid været gode til at motivere mig og meget opmærksomme på vigtigheden af, at vi som familie bidrager til samfundet. Jeg havde ikke klaret mig igennem gymnasiet og slet ikke med så fine karakterer, hvis det ikke havde været for deres opbakning. I starten af min gymnasietid havde jeg enormt svært ved at følge med rent fagligt og sprogligt, så havde mine forældre og familie ikke været der for mig, så havde jeg ikke klaret det, fortæller Mahmoud Almohamad.

Under et halvt år efter den store dag, for hele familien, er smilene pludselig erstattet med en enormt stor sorg. Mahmouds forældre, Dalal og Suhil, har nemlig fået inddraget deres opholdstilladelse, da Flygtningenævnet vurderer, at det er sikkert for dem at rejse tilbage til Assads regime i Syrien:

Jeg har det så dårligt, at det er umuligt at sætte ord på, fortæller Mahmoud. Jeg kommer snart til at miste mine forældre, og det er ikke til at bære. Alligevel skal mig og resten af min familie fortsætte, som om intet er sket, og arbejde på at bidrage til samfundet, mens samme samfund nu har sendt mine forældre til et Udrejsecenter, som mest af alt minder om et fængsel. Da de så billeder derfra, begyndte de at græde. Det er ikke til at bære.

Herunder kan I se billeder, taget for nyligt fra Udrejsecenter Sjælsmark. På billederne kan man blandt andet se en død rotte og rotteekskrementer på en hylde med tandbørster.

(Artiklen fortsætter efter billederne)

Mine forældre er ovenikøbet meget syge. Min far lider af for højt blodtryk, diabetes og diskusprolaps. Min mor lider også af diskusprolaps, og generelt er min forældre afhængige af, at vi i familien hver dag hjælper med daglige gøremål, medicin og dialog med det offentlige. Jeg har meget svært ved at forestille mig, at de ikke vil få det dårligere af at komme på Sjælsmark

Kan ikke vende tilbage til Syrien

Mahmoud og hans nærmeste familie har hverken venner eller familie tilbage i Syrien. De er enten flygtet fra landet eller døde. Mahmoud og hans familie flygtede i 2016 fra Syrien, da Mahmouds far, som har en mangeårig karriere indenfor militæret, ikke ville bidrage til Assads regime, og ej heller ønskede han, at hans sønner skulle tvinges i hæren og bekæmpe sine egne landsmænd:

Vi flygter jo, fordi der er krig i Syrien. Vi flygter fra en diktator, der har gasset og bombet sin egen befolkning. Den selvsamme diktator sidder stadig på magten, men nu mener Flygtningenævnet, at det er sikkert for min forældre at tage tilbage. De ser i deres dom bort fra, at min far har været i militæret i 30 år, fordi han nu er pensioneret. Han flygtede, fordi han ikke ville være en del af regimet, han ville ikke være med til at slå sin egen befolkning ihjel. Min far har udover mig to andre sønner. Hvis han kom tilbage til Syrien, ville han blive anholdt med det samme, fordi hans tre sønner er flygtet fra landet og alle er i en alder, hvor vi ifølge regimet skulle tvinges til at være en del af Assads hær. Både min far, mig selv og mine brødre ses af Assads regime som landsforrædere, fordi vi ikke vil bidrage til at skabe vold og rædsel.

Mahmoud og hans familie har sendt dokumentation til Flygtningenævnet, der beviser, at Mahmouds far ville være i stor fare, hvis han kom tilbage, grundet hans tidligere offentlige ansættelse i militæret, men det har man valgt at se bort fra, da han i dag er pensioneret.

Dalal og Suhil bliver anbragt på Sjælsmark på torsdag. De efterlader sig en familie i dyb sorg, der kan se frem til at se deres forældre når de har udgang hver femte dag. Turen fra Sjælsmark til Brønderslev tager ca. 5 timer hver vej, så det er ikke meget samvær familien kan se frem til.

Flygtningenævnet nævner selv, at der kan være udfordringer i byer som fx Damaskus, alligevel vælger man at sende folk tilbage, fordi man vurderer, det er sikkert andre steder i Syrien. Hos Amnesty International har man tidligere dokumenteret, hvordan syrere, der er vendt tilbage til Damaskus, har været udsat for vold, voldtægter og fængslinger.  

Related Posts

Nedrivning i ghettoer tvangsflytter beboere: “Det er ikke fair”

Lasse Grenvald

“Ghettolisten” opdateret: Tre områder fjernes

Lasse Grenvald

Ombudsmanden konstaterer: Udlændingenævnets sagsbehandlingstider er for lange

Marco Guldmann

23-årige Neha Imtiaz Ullah vinder priser på stribe

Marco Guldmann

Kommuner savner strategi for mulig ny flygtningestrøm

Lasse Grenvald

Første ukrainsk-ortodokse menighed opstår i Danmark

Lasse Grenvald

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. Accept Decline