Et politisk flertal har sikret støtte til integrationsprojekt, der matcher flygtninge med frivillige venner.
En rapport fra Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp, som vi tidligere har skrevet om på nærværende medie, viser, at det før en verden til forskel for de flygtninge, der bliver matchet med en frivillig ven eller venskabsfamilie. Derfor har projektet ’Venner Viser Vej’ også været en stor succes, som også i fremtiden, kan være med til at gøre en forskel for flygtninge i Danmark. Det ligger fast efter at den nye Finanslov, der blev præsenteret i går, sikrer forlænget støtte til projektet.
Der er derfor stor glæde hos Røde Kors og DRC Dansk Flygtningehjælp, der står bag projektet. Projektet har siden sin start i 2016 hjulpet flere end 10.000 flygtninge med at forbedre deres sprog, beskæftigelse og trivsel her i Danmark.
Det er glædeligt, at partierne bag Finansloven 2023 anerkender den store indsats, som vores frivillige yder. Med krig i Europa er det rettidig omhu at videreføre integrationsprojekter, der virker. ’Venner Viser Vej’ er veletableret og har veldokumenterede resultater. En indsats med så tydelige resultater skal naturligvis prioriteres og finansieres for at sikre, at de fode resultater fortsætter, siger generalsekretær i DRC Dansk Flygtningehjælp, Charlotte Slente.
Mere end 35.000 flygtninge fra Ukraine er i dag flyttet ud i de danske kommuner, hvor flere er startet i arbejde, har børn i dansk skole og er blevet en del af lokalsamfundet. Her spiller civilsamfundet og borgernes engagement en helt afgørende rolle, bl.a. ved at byde dem indenfor i lokale fællesskaber og støtte dem i spørgsmål om hverdagen, for eksempel jobmuligheder, børnepasning og sprogtræning.
En af de indsatser, der har støttet ukrainerne i at falde til i Danmark, er Venner Viser Vej. Projektet, der støtter og matcher frivillige venner med flygtninge, har siden 2016 etableret og opretholdt et nationalt, skalerbart civilt beredskab af frivillige ressourcer og samarbejder med kommuner, sprogskoler og andre aktører til modtagelse og støtte af flygtninge lokalt over det meste af landet, lyder det i en pressemeddelelse.