Nyheder

Flygtninge bliver udsat for grov vold ved Europas grænser

Tydelige fysiske skader og beretninger om vold mod mennesker på flugt går igen ved Europas grænser. Læger uden Grænser advarer EU mod at vende det blinde øje til og opfordrer til at øge kontrollen med, hvordan denne gruppe behandles.

Der har, med god grund, været stor opmærksomhed på de mange flygtninge, der tager den farlige rejse over Middelhavet, i håbet om at nå Europas sydlige kyster og drømmen om et liv i sikkerhed. Men den farlige tur over middelhavet er ikke den eneste rute, som flygtninge benytter for at komme inden for Europas grænser. Andre ruter benyttes og de kan være mindst lige så farlige.

På bare to år har Læger uden Grænser behandlet næsten 500 patienter med traumeskader, der er opstået i grænseregionen mellem Serbien og Ungarn. Mennesker, der er flygtet fra vold og undertrykkelse, som ender i kløerne på voldelige grænsevagter. Det skriver Læger uden Grænser i en pressemeddelelse. Ifølge pressemeddelelsen, er der tale om en grum og voldelig tendens, der også udvikler sig ved grænseovergangene til Belarus, Polen, Litauen og Letland.

Vi ser mennesker med forskellige skader på kroppen. Det er skader som knoglebrud på arme, ben og i ansigtet. Mange har voldsomme blodansamlinger på store dele af kroppen, mens andre har sår og skrammer. De fysiske skader, vi behandler, og de beretninger om vold, vi hører fra patienterne, mere end antyder, at vold bliver brugt helt bevidst for at afskrække folk fra at søge mod EU, siger Kamma Skaarup, som er anæstesisygeplejerske og selv har været udsendt og vidne til skaderne.

Læger uden Grænsers patienter, der behandles nær Serbiens grænser til Bulgarien, fortæller, at de bliver frataget deres tøj og ejendele, bliver tæsket med stokke og grene og fanget og isoleret i små skure og celler i grænsezonen. Grænsevagterne bruger tåregas og peberspray, og de sætter bevidst hunde til at angribe de flygtende. De skubber også til de høje hegn og stiger og fremprovokerer derved, at dem, der forsøger at komme væk, falder ned.

EU-lande prioriterer at beskytte deres grænser frem for at beskytte mennesker. Og det gør de med vold og nedværdigende behandling. Det kan næsten ikke blive mere umenneskeligt. Det må og skal stoppe, udtaler Kamma Skaarup.

Derfor opfordrer Læger uden Grænser til, at EU – herunder også Danmark – skærper kontrollen med den vold, som mennesker på flugt ved Europas grænser udsættes for. Den opfordring kommer i kølvandet på, at EU-kommissær for indre anliggende, Ylva Johansson, og den nyudnævnte chef for det europæiske grænseagentur FRONTEX, Hans Leijtens, for nyligt besøgte en officiel grænseovergang mellem Serbien og Ungarn, hvor grænsevagterne på voldelig vis jævnligt skubber mennesker på flugt tilbage over grænsen. Her roste Johansson grænsekontrollen, som bremser ”ulovlig migration” til Europa.

Related Posts

Kan løse racismeproblem på få måneder

Marco Guldmann

Taliban anklaget for at begå forbrydelser mod menneskeheden i ny rapport

Lasse Grenvald

EU-landenes fælles indsats mod migrantstrømme har lidt skibbrud: Nu truer parlamentsvalget

Lasse Grenvald

Tager imod rekordmange migranter

Marco Guldmann

Anonymiserede jobansøgninger skal være med til at gøre op med etnisk diskrimination

Marco Guldmann

Nu træder EU-udvalg til: Få så den dreng hjem

Lasse Grenvald

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. Accept Decline