Hård retorik bygger ikke broer, men skaber en større kløft

Glad for dobbeltbaggrund

Hanan beskriver sin barndom som god og kærlig, og opvæksten i det sociale boligbyggeri fungerede nærmest som et kollektiv, hvor alle kendte alle, og hvor man altid var på besøg på kryds og tværs. I Hanans arbejde ved Udenrigsministeriet har hun altid været glad for sin mellemøstlige baggrund og sin gode sprogforståelse, som hun blandt andet kunne bruge, da Muhammed-krisen var på sit højeste. Hun kunne læse og forstå arabisk, så hun var en af dem der monitorerede nyhederne og sørgede for, at holde sine ikke-arabisktalende kollegaer opdaterede om, hvordan situation udviklede sig i Mellemøsten:

Jeg har egentlig altid opfattet min baggrund som en gave, fordi den gør mig i stand til at navigere i flere sprog og kulturer, hvilket jeg blandt andet har kunne trække på i mit arbejdsliv.

For mine forældre har det været en anden historie. De flygtede fra et land i krig og var derfor også et meget sårbart sted rent personlig, da de ankom til Danmark. For dem var det rart og trygt at bo i et socialt boligbyggeri, fordi de kunne spejle sig i mennesker, der havde oplevet nogle af de samme ting som dem. For mig og mine søskende har det betydet, at vi har en stor forståelse af både arabisk og dansk kultur, mens det måske har været sværere for mine forældre at komme helt tæt ind på den danske kultur.

Hanan tilføjer, at mange der flygter fra krig, er utroligt glade for at komme til et land som Danmark, hvor der er muligheder og velfærd, men at man stadig skal huske, at de er flygtet fra krig og ødelæggelse:

De har oplevet nogle forfærdelige ting, som jeg forhåbentlig aldrig kommer til at opleve. Selvfølgelig var mine forældre glade for at komme til et land uden krig og ødelæggelse, men de var også kulturchokket, og så tror jeg ikke, man kan undgå traumer, når man flygter fra en krig.

Hård retorik

For Hanan kan det være enormt svært at genkende sig selv i det billede, som politikere og medier skaber af hende og andre med anden etnisk herkomst. Hun føler ofte, at retorikken i den offentlige debat er med til at tegne et billede af, at folk med anden etnisk herkomst ses som kriminelle eller svage i forhold til etnisk danske, og det er ikke et billede, som hun føler, er retvisende for sin generation. Derfor vil hun gerne udfordre den hårde retorik:

I mit arbejdsliv og privat har jeg lært mig selv at turde gøre opmærksom på, at jeg simpelthen ikke er åben for racisme, fordomme og hård retorik.

Jeg har erfaret, at man bare ved at gøre opmærksom på den hårde retorik kan være med til, at udfordre fordomme og åbne op for dialog. Fordommene formes jo tit af ren og skær uvidenhed og usikkerhed ift. min anden kultur og mit bagland. Jeg forsøger altid at møde folk og tale åbent for at komme fordommene til livs, men det ville være dejligt, hvis det også gjorde sig gældende den anden vej rundt i forhold til etniske danskere. Jeg tror, vi er bange for at stille reelle og uddybende spørgsmål til hinanden, og jeg tror i virkeligheden, det er det, der skaber den største kløft.

Derfor er Hanans bedste råd til andre med dobbeltbaggrund, at finde modet til at sige fra over for hård eller nedladende retorik. Det er vigtigt, at man tør udfordre retorikken og gøre opmærksom på, at det ikke er okay, også selvom man sætter sig selv i en situation, der kan ødelægge ”den gode stemning”:

Det bedste råd, jeg kan give videre til andre med dobbeltbaggrund, er, at man skal turde sige fra. Også selvom det er hårdt, og man kan blive beskyldt for at være tyndhudet eller ikke have selvindsigt. Det vigtige er at åbne for dialogen og fortælle folk, hvordan man føler det, når de siger noget diskriminerende eller hygge-racistisk. Jeg har som barn, oplevet mine forældre som tavse ofre for racistiske bemærkninger mv. alene fordi de ikke havde ordforrådet til, at forsvarer sig selv – og fordi de som krigsbørn altid har følt, at de skal leve under radaren og ikke skabe negativ opmærksomhed omkring sig selv.

Paralleller til debatten om ligestilling

Hanan ser mange ligheder ved debatten omkring ligestilling og sexisme, som har været højaktuel i Danmark, siden Sofie Linde fortalte sin historie til ZULU Awards 2020:

Debatten omkring såkaldt hygge-racisme ligger jo ikke langt fra debatten omkring hygge-sexisme, som der har været og er stort fokus på.

Og med god grund. Ligesom samfundet er ved at indse, at det ikke er ok med hygge-sexisme og sexisme generelt, så skal det heller ikke være ok i forhold til racisme. Vi skal og vil ikke acceptere sexisme på nogen niveauer, og det samme skal gøre sig gældende i forhold til racisme.

Dem og os

Der opstår et problem, når man retorisk – fra politisk side, i medierne og blandt befolkningen generelt – roser folk med anden etnisk baggrund for at klare sig godt, alene fordi de har et arbejde eller ikke er kriminelle. Ifølge Hanan er det altså ikke en solstrålehistorie, fordi man som person med anden etnisk baggrund har et job:

Jeg tror helt sikkert, det sætter en dæmper på integration, når vi alle steder mødes af et ”os” og et ”dem”.

Det oplever jeg ofte i forhold til politikere og medier – at vi med anden etnisk baggrund ikke er en del af det samlede billede. Vi er ”dem”, og det er ”dem”, der er problemet. Det er ikke sådan, min verden ser ud. Der hvor jeg er født, som er Danmark, er det forventeligt, at man bidrager til samfundet gennem arbejde. Det er min oplevelse, at langt størstedelen af min generation af danskere med anden etnisk baggrund, har en ambition om at klare sig godt i live. Mennesker, som på lige fod er interesserede i at tage en uddannelse, få drømmejobbet og være der for samfundet, sin familie og nærmeste.