Med de nye lempelser for familiesammenføring, pålagt Danmark af EU, kan Jannie endelig flytte med sin familie tilbage til Danmark efter 11 år i Tyrkiet.
I mange år har familien Koyun drømt om at flytte til Danmark, men de strenge regler for familiesammenføring har betydet, at familien ikke har kunne leve op til kravene om blandt andet uddannelseslængde og en bankgaranti på 100.000 kroner.
Derfor kom EU-dommen fra maj sidste år som en velsignelse for familien, der består af Jannie, hendes mand Fetih og deres otteårige datter Melisa. Dommen pålagde nemlig Danmark at lempe på reglerne for at imødekomme barnets tarv og sikre, at et barn altid kan leve sammen med begge isne forældre, selv hvis den ene forælder er fra et ikke EU-land.
Det er fuldstændig vanvittigt. Jeg har lidt svært ved at være i det lige nu. Det er fuldstændig fantastisk. Jeg tror lige, jeg skal have lidt tid til at suge det ind og tro på, at det er rigtigt, udtaler Jannie Koyun begejstret til DR, efter familien har fået “ja” til at blive familiesammenført i Danmark.
Læs også: Kravene for familiesammenføring lempes markant efter EU-dom
Efter lempelserne skal familien nu blot leve op til kravet om at have et fællesbarn på under 18 år, hvilket de gør. Derfor er forberedelser på et liv i Danmark da også begyndt. Inventaret fra huset i Tyrkiet er sat til salg, et job i Danmark er kommet i hus og Melisa er tilmeldt en skole i Esbjerg.
Jeg havde egentlig opgivet at komme til Danmark, forklarer Jannie Koyun, der i mange år havde drømt om at vende tilbage til Danmark, men først i februar med optimisme kunne søge om familiesammenføring.
“Nogle skal jo have et nej”
Jannie Koyun havde dog svært ved helt at turde tro på, familiens ansøgning ville blive godkendt. Først da brevet lå i postkassen, og det sort på hvidt stod klart, at Fetih havde fået opholdstilladelse, kunne de glædes og begynde forberedelserne til det nye liv i Danmark.
Det virkede for godt til at være sandt, når nu man i så mange år har prøvet at finde en mulighed for at komme tilbage til Danmark. Jeg var sikker på, at vi var nogle af de første, der ville få nej. For nogle skal jo have et nej, fortæller Jannie Koyun og tilføjer, at selvom det bliver noget af en omvæltning, er familien helt klar:
Vi skal starte forfra på rigtig mange punkter, hvilket er fuldstændig perfekt for os som familie.
Også datteren Melisa glæder sig. Hun har ifølge mor Jannie især savnet bedsteforældrene i Danmark, men har holdt kontakt til flere danske venner gennem brevkorrespondance. Om en måned flyver hun med sin mor til Danmark, denne gang for at blive der, og så følger far Fetih trop til august.
Jeg glæder mig til at se min mormor og morfar og til at komme i Legoland, når det bliver sommer, siger Melisa Koyun.
De tidligere krav til familiesammenføring, der nu er blevet fjernet, inkluderede blandt andet:
- Før praksisændringen faldt børnefamilierne under reglerne for ægteskabssammenføring. Her er der fire grundlæggende krav:
- Der skal være mindst et beboelsesrum pr to beboere og mindst 20 kvadratmeter pr. beboer.
- Den ene forælder skal have gyldig opholdsstatus i Danmark gennem statsborgerskab i Danmark eller en af de andre nordiske lande eller midlertidigt eller permanent ophold.
- 24-års-reglen betyder, at begge parter i parforholdet skal være fyldt 24 år, før de kan opnå familiesammenføring.
- Den herboende forælder skal stille en bankgaranti op 100.000 kr, der skal dække eventuelle offentlige udgifter som eksempelvis kontanthjælp til tredjelandsforælderen. Pengene er i udgangspunkt indefrosset i 10 år, men dele af pengene kan dog tilbagebetales, når tredjelandsforælderen består de obligatoriske danskprøver.