Mit navn er Anders Krog, og jeg er, og har altid været, dansk statsborger. Da jeg blev færdig som civilingeniør i 2001, fejrede jeg det med en rejse til Filippinerne, hvor jeg under rejsen stødte på en jævnaldrende kvinde, Xenia, som senere skulle blive min kone. Efter nogle år med rejser frem og tilbage bestemte vi os for at gifte os, så i 2003 inviterede jeg mine forældre med på en rejse til Filippinerne, hvor jeg under samme lejlighed kunne fejre mit bryllup med Xenia.
Vi søgte efterfølgende familiesammenføring i Danmark, og senere samme år flyttede Xenia op til mig i Danmark. Siden da har vi igen og igen søgt forlængelse af den midlertidige opholdstilladelse, mens vi har prøvet at lade os guide af de evigt ændrende regler for permanent opholdstilladelse. Jeg har haft skrevet til Udlændingestyrelsen et par gange for at få lidt klarhed og beklage min nød over de evige stramninger og prøvet at få nogle råd om, hvad man kan gøre, men har ikke fået nogle brugbare svar.
Udstationering: Ro på nerverne
I 2011 havde vi fået nok af udlændingesystemet, og mit arbejde ved Mærsk gav mulighed for en udstationering i Mellemøsten, som vi benyttede os af for at slippe lidt væk fra den evige bekymring og uro omkring opholdstilladelser. Xenia ansøgte og fik lov til at forlade landet i to år, så vi pakkede vores ting og rejste ud. Efter halvandet år i udstationering søgte vi om forlængelse med et år, op til den maksimale grænse på tre år, som man kan få, uden at ens rettigheder frafalder. Vi blev i Mellemøsten, mens vi afventede svar, men da vi havde været dernede i næsten 3 år (2014), besluttede vi os for at flytte hjem.
Tilbage i Danmark
Da vi kom hjem til Danmark, ville de ikke registrere Xenia i det danske CPR-system, da myndighederne endnu ikke havde afgjort, om de kunne give hende en forlængelse på hendes ansøgning i forbindelse med forlængelse af opholdet i Mellemøsten til 3 år. Til gengæld kunne de godt oplyse os om, at hun ikke måtte bosætte sig i Danmark, før afgørelsen var taget. De så dermed hendes ophold i Danmark som ulovligt, og hun risikerede derved at blive smidt ud af Danmark – på den anden side måtte hun jo heller ikke være uden for Danmark i mere end 3 år. Så det hele virkede meget paradoksalt.
Udlændingestyrelsen nægtede at hjælpe eller rådgive os, så til sidst fik jeg fat i borgmesteren her i Esbjerg, som kontaktede Udlændingestyrelsen for os. Han kunne dog heller ikke få nogen løsning, så til sidst gik borgmesteren med til at trodse reglerne og registrere Xenia som tilbagevendt til Danmark. Han må have skabt en del røre i sagen, for kort herefter meldte udlændingeservice tilbage til os, at hendes forlængelse nu var godkendt.
Uddannelse og fast arbejde er ikke nok
Her 18 år senere lader det stadig ikke til, at der er en klar udsigt til, at vi nogensinde vil få vores drøm om permanent opholdstilladelse opfyldt. Vi har godt nok to børn sammen, og Xenia kom herop med en uddannelse som fysioterapeut og har selvfølgelig arbejdet næsten hele tiden. Dette både i Danmark, og da vi boede i Mellemøsten. Dog med et kort afbræk, da hun arbejdsmæssigt ændrede retning til at arbejde med autistbørn, hvilket krævede yderligere uddannelse. Så hvad er vores egentlige problem? En stor del af vores udfordring er de konstante ændringer af reglerne. Man prøver at arbejde i retningen af reglerne, som de ser ud lige nu, men inden man når frem til at opfylde alle kravene, så har de jo ændret dem igen…
Hvordan påvirker det min lille familie?
Jeg skal jo gerne indrømme, at det er en evig bekymring. Man ved aldrig, hvad der vil ske, næste gang de ændrer reglerne. Der er en konstant usikkerhed omkring vores fremtid her i mit hjemland. Desperationen og bekymringen kan specielt mærkes på min kone. Jeg har i forbindelse med mit arbejdet fået diskusprolaps, men den bekymrer mig ikke så meget. Man skal jo bare bide tænderne sammen og arbejde igennem smerten. Men Xenia ser billedet anderledes: Hvad nu, hvis det bliver værre, og jeg ikke kan arbejde – frafalder en del af ansøgningsgrundlaget, kan hun jo blive smidt ud af landet?
Jeg er som regel optimist og kan ikke ligge vågen over ting, som jeg alligevel ikke har indflydelse på (såsom udlændingeregler), men sagen er en anden for Xenia. Hun har tilbragt mange vågne nætter i bekymring om fremtiden, og det er en kæmpe belastning, både for hende og for vores familieliv. Jeg valgte at blive udstationeret tilbage i 2011 som en direkte konsekvens af den belastning, som den evige usikkerhed bringer vores familie. For vores ægteskabs skyld havde vi simpelthen brug for at få det lidt på afstand. Nu, hvor vi sidder tilbage i det, kan vi tydligt mærke, hvordan den sorte sky er tilbage over os, og det påvirker ofte den daglige glæde og giver grobund for frustrationer og opstemte diskussioner.
Frygt for børnene
Vi har helt bevidst bestemt os for, at det aldrig må blive registreret på Filippinerne, at vi har de to drenge, som vi er blevet velsignet med. Vi er simpelthen bange for, at hvis det kommer til at stå i Xenias papirer på Filippinerne, at hun har to børn, at der så en dag kunne komme en ændring, hvor den danske stat bestemmer sig for også at smide dem ud, fordi de ikke er ”rigtige” danskere, og nu er de jo registreret andetsteds, så hvorfor flytter de ikke bare derhen…
Vi har jo allerede set tiltag i den retning, da man startede med at diskutere, at vi ikke burde få børnepenge, fordi børn som vores ikke var ”rigtige” danskere.
Jagten på permanent opholdstilladelse
Man kan selvfølgelig spørge, hvorfor en permanent opholdstilladelse er så vigtig? Vi bor jo allerede sammen i Danmark, og vi har to børn, så der vil jo ikke ske noget. Men fakta er, at den udvikling, vi ser i udlændingepolitikken, gør, at vi aldrig kan slappe af. Vi ved aldrig, hvornår der kan komme en ny regel, som ændrer billedet totalt. Derfor er det en evig bekymring, man lever med, og en bekymring, som er nedslidende på en selv og ens ægteskab.
Dertil kommer selvfølgelig, at man ikke har den samme frihed, som ens nabo, når det gælder valg af arbejdstider, mulig start som selvstændig osv. Derfor er jagten på den permanente opholdstilladelse et forsøg på at få ro på familielivet og få noget, som minder om den samme frihed, som mine landsmænd har (jeg ville jo mene, at de snart 20 år, vi har haft under skærpet opsyn fra Udlændingestyrelsen burde være nok, men åbenbart ikke).
Det er jo egentlig sjovt, at man kan blive ved med at ændre reglerne med tilbagevirkende kraft. Hvis man indgår enhver anden aftale, så skal man overholde reglerne på tidspunktet for indgåelsen af aftalen. I forbindelse med udlændingeloven er det mere, som de synes, den burde se ud i dag. Hvis man skulle købe bil på samme måde, ville bilforhandleren jo – efter man havde forladt ham i sin nye bil og var begyndt at betale afdrag på bilen – have lov til at øge prisen til det dobbelte, fordi han pludselig syntes, at det var en mere fair pris. Ville vi finde os i det? Reglerne man skal opfylde for opnåelse af permanent opholdstilladelse, burde være dem, som var der, den dag man fik godkendt sin familiesammenførelse. Den nuværende model er helt forrykt og umenneskelig at have med at gøre som ægte menneske og ægte familie i dagens Danmark.