”Jeg kan aldrig blive dansk nok, fordi jeg ikke er velkommen”

Hamid har altid været en flittig debattør på de sociale medier, men det var da han forrige torsdag deltog i ’Debatten’ på DR2, at et udsnit af den brede danske befolkning stiftede bekendtskab med den unge mand. På et spørgsmål fra programmets vært, Clement Kjersgaard, der lød ”Følte du dig velkommen, da du kom til Danmark?”, svarede Hamid følgende: ”Ja, i de første måneder, da jeg ikke kunne så meget dansk” – et udsagn, der går igen hos flere af de flygtninge, vi her på redaktionen har været i dialog med, og som Hamid uddyber her:

De første måneder efter jeg var kommet til Danmark, var jeg glad, nærmest lykkelig og fuld af håb for fremtiden. Jeg boede på et asylcenter, og her blev jeg mødt af store smil og rummelighed hos de frivillige danskere, der hjalp til på centeret. Jeg følte mig velkommen – det var en fantastisk følelse. De inviterede os hjem til middage, præsenterede os for deres venner og tog os med til sociale arrangementer, fortæller Hamid og fortsætter:

Senere lærte jeg dansk, og da jeg altid har været enormt interesseret i samfund og politik, læste jeg selvfølgelig en hel masse, fulgte med i nyhederne og deltog i forskellige politiske arrangementer. Her lærte jeg hurtigt, at jeg tilsyneladende var et stort problem for samfundet og demokratiet. Folk i den offentlige debat, politikere og tilsyneladende helt almindelige mennesker på sociale medier, har en meget skarp holdning til mennesker med flygtningebaggrund, og det har de ikke noget problem med at tale om i et meget grimt og sorgende sprog.

Hamid fortæller videre, at følelsen af ikke at være velkommen, at blive set som et andenrangs menneske af samfundets øvrige borgere, er en følelse, der kun er vokset siden og en følelse, som han ved, at mange af hans venner med flygtningebaggrund deler. Det er følelsen af, at man ikke er velkommen, at man er til besvær, lige meget hvor hårdt og indædt man kæmper for at bevise, at man har værdi, så bliver man mødt med, at man er et problem, som ikke er velkommen her i Danmark.

En del af debatten

Hamid kan ikke lade være med at deltage i den offentlige debat omkring integration, selvom han fortæller, at det også kommer med en personlig pris. Men selvom tonen i debatten ofte er enormt hård, så finder Hamid alligevel modet til at gå ind i diskussioner på sociale medier, senest på DR2:

Jeg synes faktisk, den gør ondt den hårde tone. At nogle mennesker bare kan være så direkte onde mod mennesker, de ikke kender – specielt på sociale medier. Men jeg kan ikke lade være med et deltage. Det er jo mig, eller en del af mig, som altid er til diskussion. Mig, og folk der har samme baggrund som mig. På den måde ser jeg altid mig selv i den offentlige diskussion. Det er mig, de taler om. Jeg er flygtning. Jeg er en del af flygtningekrisen.

Den hårde tone blandt politikerne har især været barsk for Hamid, og dem han kender, der ligesom han selv har flygtningebaggrund. For som Hamid så rigtig påpeger, da redaktionen taler med ham, så er politikerne jo et resultat af folkets stemmer, og af hvem folket finder bedst egnede til at repræsentere dem og deres holdninger:

Når Rasmus Stoklund, Pernille Vermund eller Morten Messerschmidt taler så hårdt og urimeligt om flygtninge, så kan jeg ikke lade være med at tænke følgende: Danmark er et frit samfund. Danskere kan stemme på dem, de finder bedst i stand til at repræsentere deres værdier. Her har en stor del af befolkningen altså valgt, at mennesker som Stoklund, Vermund og Messerschmidt er dem, der bedst repræsenterer de værdier, som den del af befolkningen står for – at den hårde og ubehagelige tone, de har omkring flygtninge, det er den tone, en stor del af befolkningen ønsker. Selvfølgelig gør det ondt at gå rundt med en følelse af ikke at være velkommen og ikke blive accepteret, for den man er. Det er jo en følelse, alle minoriteter kender til, siger han.

Kan aldrig blive god nok

Hamid ønsker et opgør med den hårde tone, og at politikerne vil forholde sig til fakta frem for gamle narrativer, der er bygget på had mod minoriteter og mennesker, man opfatter som fremmede. Rigtig mange mennesker, der har lidt mørkere hud og taler med en lidt anderledes accent end politikerne på Christiansborg, kæmper nemlig dagligt med at visse deres værd, men står ofte tilbage med en følelse af, at lige meget hvor hårdt de arbejder, dygtiggøre sig og involverer sig i samfundet, så bliver de aldrig gode nok:

 Det er mit eget ansvar at passe mit jurastudie, mit studiejob og mit arbejde som frivillig, men lige meget hvor hurtigt jeg løber, og hvor meget jeg prøver at vise, at jeg som menneske og samfundsborger også har en værdi, så bliver folk som mig til stadighed omtalt i medier og af politikere som indvandredrenge, islamister eller kriminelle. Og det kan jeg ikke lade være med at tage personligt. Jeg er snart færdiguddannet jurist, en anden er snart færdig som sygeplejerske, en tredje som håndværker. Så hvorfor omtales vi som en samfundstrussel. Personligt elsker jeg demokratiet og de danske værdier, men det er også som om, at der er et paradigme der hedder ”hertil og ikke længere”. Jeg kan aldrig blive dansk nok, fordi jeg ikke er velkommen til at blive det. Det er et stort paradoks, afslutter han.

Hamids største drøm er at blive stemmeberettiget til folketingsvalg. Han har altid været politisk interesseret, og når man taler med ham, er det tydeligt, at det er et område, han brænder meget stærkt for. Alligevel føler han ikke, at han har ret til at opnå stemmeret, fordi han ikke bliver set og opfattet som en del af det danske samfund. Tidligere var han meget interesseret i at deltage i politiske arrangementer. Han har både været til arrangementer hos Liberal Alliance og Enhedslisten, bare for at deltage og lære om de forskellige partiers politik. Det gør han ikke rigtig længere, det er nemlig hårdt, når ingen rigtigt tager en seriøst, fordi man som den eneste til arrangementet ikke har en stemme til det næste valg.