Davids Samling inviterer indenfor til en aften om opblomstringen af kvindelige kunstneres digte og politiske ytringer under Irans undertrykkende præstestyre.
Siden september 2022 har det iranske kvinde- og frihedsopgør sat dagsordenen og præget nyhedsbilledet. Det hele startede med, at den unge kvinde Jina Mahsa Amini døde i politiets varetægt, hvor hun befandt sig fordi hun, ifølge politiet, ikke var sit tørklæde korrekt. Siden har mange måtte lade livet i oprøret mod det iranske præstestyre, og endnu flere er blevet fængslet for deres åbenlyse modstand mod styret.
På trods af lidelserne og dødsfaldene har den blodige periode også bragt små positive ting med sig i form af en bølge af ny politisk kunst, udsprunget af et behov for at skabe en ny og anderledes fortælling om et land, hvor kvinder ikke er undertrykt, men i stedet har ret til at bestemme over deres eget liv.
Det er disse kunstneriske strømninger, der danner rammen om et foredrag, arrangeret af Davids Samling, med Shëkufe Tadayoni Heiberg. Hun er blandt meget andet forfatter, cand. mag og forlægger, og samtidig er hun en fremtrædende figur i den vigtige formidling af friheds- og ligestillingskampen i Iran.
Under foredraget vil Shëkufe Tadayoni Heiberg fremlægge noget af den poesi, der spiret frem siden Jina Mahsa Aminis utidige død. Det omfatter både almindelige digte samt såkaldt gadepoesi i form af graffiti og slogans. Der vil være fokus på de kvindelige kunstnere og “det modsprog, de tilbyder, i bytte for den patriarkalske fortælling, der har fastholdt landet i et religiøst og politisk jerngreb i århundreder”, som det beskrives i introduktionen til foredraget.
Foredraget finder sted i morgen den 27. september fra klokken 19 til 20 på Davids Bazar, Kronprinsessegade 30 i København og koster 50 kroner at deltage i. Læs mere og køb billet via dette link.