Klummer Nyheder

Kommentar: Kan skattefinansierede mødomsoperationer redde unge kvinders liv?

Dagens kommentar berører et følsomt emne: mødomsoperationer. Kravet om at være jomfru ved brylluppet presser unge muslimske kvinder til at søge desperate løsninger. Nu raser debatten på den anden side af sundet.

Med den store tilstrømning af flygtninge fra især den arabiske halvø samt Afrika følger forestillinger om uskyldsmyten med, og det skaber problemer for unge kvinder, der i et desperat forsøg på at sikre at kunne vise en blodig plet på lagnet på bryllupsnatten, søger mere eller mindre lyssky hjælp.

Den seneste måned har debatten om statsfinansieret mødomsoperationer været på sit højeste hos vores svenske naboer, efter af Sveriges Televison har offentliggjort en række skjulte optagelser af opkald til forskellige læger og sygehuse, hvor en kvindelig reporter forhører sig om muligheden for at få sin mødom tilbage – hvad det koster, og hvordan det kan gøres.

Læs også: Tyskland skal være et moderne indvandringsland

Lyssky operationer og tvivlsomme indgreb risikerer at gøre mere skade end gavn, så måske er løsningen, at gøre de gratis for muslimske kvinder at få foretaget en mødomsoperation. Det spørger Paulina Neuding, kommentator og tidligere chefredaktør på magasinet Neo og netmediet Kvartal, sig selv i dagens kommentar om emnet, der i øjeblikket splitter Sverige. En debat, de danske myndigheder bør holde et vågent øje med udkommet af.

Kommentaren, der er oversat fra svensk af Bibi Christensen, kan desuden findes på Berlingskes egen hjemmeside via linket her.

___________________

Bør det offentlige tilbyde skattefinansierede mødomsoperationer for at beskytte kvinder, som risikerer at blive udsat for vold, hvis de ikke bløder på bryllupsnatten?

Det er, hvad vi diskuterer i Sverige i denne uge.

Sveriges Television har ladet en kvindelig reporter med indvandrerbaggrund kontakte forskellige sundhedsudbydere og påstå, at hun desperat har behov for at kunne vise en blodplet på lagenet på sin bryllupsnat. »Jeg er fra Libanon … Det gælder liv og død,« siger hun.

Nogle sundhedsudbydere siger, at de ikke kan hjælpe hende. Andre tilbyder operationer til en pris mellem 10.000 og 44.000 svenske kroner.

En af sundhedsudbyderne foreslår, at hun bruger en kyllingelever og lader den briste. En plastikkirurg forklarer, mens det skjulte kamera ruller, hvordan han kan operere hende: Et par sting i en cirkel og en tråd, der trækkes til. Det ligner nogenlunde snørelukningen på en sovepose og laves, så det let springer op. Og bløder.

Hvor mange piger og kvinder i Sverige, der lever med kravet om at vise blod på bryllupsnatten, er selvfølgelig svært at vurdere. Men uskyldsmyten og de tilhørende forventninger om mødomshinden hænger tæt sammen med æreskulturen og dens tanker om piger og kvinder som klanbærere. Og op mod 240.000 unge menes ifølge en omfattende undersøgelse at leve under æresundertrykkelse i Sverige.

Spørgsmålet om netop mødomsoperationer, og under hvilke forhold disse skal tilbydes uden omkostninger for patienten, er hverken nyt eller overraskende – jeg finder min egen første artikel om emnet i Svenska Dagbladets arkiv fra for 14 år siden, sidste gang der blev slået alarm over desperate kvinder, der efterspørger indgrebet. Med en stor indvandring fra æreskulturer vil forestillinger om uskyldsmyten og slægt-ære selvfølgelig følge med. Alt andet bør vi ikke forvente.

Men det er, som om Sverige vågner op på ny, hver gang spørgsmålet dukker op igen. Denne gang er bestyrtelsen rettet mod den ene sundhedsudbyder, som har tilbudt at udføre operationen. Regeringen taler om at forbyde »kontrollerende adfærd«. I øvrigt gentager man i debatten de samme svenske integrationspolitiske impulser: Man bør »modvirke« æreskulturen: informere, integrere, tage stilling. Præcis som for 14 år siden, og igen om 14 år til.

En af de mest interessante stemmer i denne debat er dog psykiatrisygeplejersken Nalin Pekgul, oprindeligt kurder fra Tyrkiet, der i over 40 år har boet i Tensta – en forstad til Stockholm, som hører blandt Sveriges mest udprægede ghettoer (det vi kalder et »særligt udsat område«).

Pekgul var i mange år en fremtrædende socialdemokrat og blandt andet formand for partiets kvindeforbund. Hun hører også til bevægelsen »forstadsfeminister«: Kvinder, der kæmper for deres rettigheder i forhold til blandt andet islamister i indvandrertunge forstæder. Hun har blandt andet slået alarm over, at kvinder har fået svært ved at bevæge sig frit rundt ude i forstæderne, hvor de bliver antastet, hvis de ikke klæder sig sømmeligt. Hun har også advaret om en kulturforskydning i Tensta i de årtier, hun har boet der: Før risikerede enhver, som blev påstået at være voldtægtsmand, at få tæv af andre i nabolaget. Men for nogle år siden begyndte unge mænd åbent at prale med at begå voldtægt. Logikken er, at piger uden mandlige beskyttere må skyde skylden på sig selv, hvis de kommer galt afsted.

Nu efterspørger Nalin Pekgul skattefinansierede mødomsoperationer i regi af de svenske amter. Selvfølgelig er uskyldsmyten forkastelig, konstaterer hun en meget omtalt artikel, som også er bragt i Svenska Dagbladet. Men ved hjælp af operationer kan man udviske grænsen mellem jomfruer og ikkejomfruer, hvilket på kort sigt gør det umuligt at afgøre, hvad blodpletten på lagenet betyder. Det underminerer måske kravet om uskyld.

Derfor, mener Pekgul, bør den svenske stats kamp mod æresvold blive udvidet til også at omfatte tilbud om mødomsoperationer i offentligt regi: »Både fordi det vil føre til, at myten bliver svækket og mister sin kontrollerende kraft, og for at beskytte pigernes og kvindernes liv og tryghed.«

Måske har hun ret, og måske kan man på den måde redde kvindeliv.

Men jeg savner alligevel et spørgsmål i debatten: Hvornår når forhåbningerne om integration til vejs ende? Debatten om integration udspringer konstant fra den tanke, at kulturspecifikke fænomener kan informeres og integreres væk med forskellige politiske tiltag. Men hvad sker der, når vi støder på mennesker, hvis holdninger er sådan, så vi har meget dårlige udsigter til at kunne integrere dem?

Et menneske, som kræver blod fra en kvinde ved samleje, har meget dårlige udsigter til at blive svensk i nogen reel forstand.

Paulina Neuding, kommentator og tidligere chefredaktør på magasinet Neo og netmediet Kvartal. Hun har gennem en række år været leder- og klummeskribent på Svenska Dagbladet og er tidligere Europaredaktør på det engelsksprogede medie Quillette.

Related Posts

Muslimsk gravplads åbner i Fredericia

Lasse Grenvald

Danmark sender 20 millioner kroner til Syrien

Marco Guldmann

Fra NB til DF: Man har ført en forfejlet udlændingepolitik

Lasse Grenvald

Dansk sag skal for menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg

Marco Guldmann

Film om iransk seriemorder helt suveræn ved Robert-uddelingen

Lasse Grenvald

Tysk mindretal i Sønderjylland vil have Ombudsmanden til at undersøge forhold om ophold i Danmark

Marco Guldmann

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. Accept Decline