Dagens kommentar kommer fra tidligere folketingsmedlem og politisk leder for Enhedslisten, Pernille Skipper. Hun beretter om sin tid i Indfødsretsudvalget, der var lige så frustrerende som den var subjektiv.
Der var muligvis ikke mange danskere, der bare sidste år var på fornavn med det udvalg i Folketinget, der behandler udlændinges ansøgninger om at få dansk statsborgerskab. Dette ændrede sig dog brat efter folketingsvalget i efteråret 2022, hvilket medførte en ny sammensætning af politikerne i netop det udvalg: Indfødsretsudvalget.
Ny formand blev nemlig Mikkel Bjørn fra Nye Borgerlige, hvilket skabte meget debat på de sociale medier grundet hans historik med endog meget eksplicitte nedsættende udsagn om især muslimer. Bjørn har sidenhen forladt Nye Borgerlige og er nu medlem af Dansk Folkeparti – men formand for Indfødsretsudvalget, det er han stadig.
Læs også: Politikeres magt i statsborgerskabssager er “et levn fra det 19. århundrede”
Et tidligere medlem af selvsamme udvalg er Enhedslistens Pernille Skipper. Hun har i dagens kommentar, først bragt i Altinget, rettet sit fokus på den til tider absurde arbejdsgang, der tillader folketingspolitikere at vende tommelfingeren op eller ned overfor ansøgerne om statsborgerskab, udelukkende baseret på egen personlige overbevisning. De skal altså hverken forklare sig eller referere til særlige love.
Denne fremgangsmåde har mødt kritik selv udenfor Danmarks grænsen, og herunder tager Pernille Skipper os med ind bag de lukkede udvalgsdøre og giver sit besyv med om de forhandlinger, der enten betyder glæde og tryghed for ansøgeren – eller uvished og frygt for at blive hjemsendt.
Kommentaren kan desuden findes på Altingets egen hjemmeside via linket her.
___________________
I Danmark er vi vant til, at loven er lige for alle, og at man kan slå op et sted, læse om sine rettigheder og være sikker på at få den samme behandling som sin nabo. Men sådan er det ikke for en lang række danske borgere, som forsøger at opnå dansk statsborgerskab.
Der findes ikke ét eneste andet EU-land med regler som disse, og var statsborgerskabssagerne enhver anden sag hos en dansk myndighed, ville det hele være piv-ulovligt, og alle embedsmændene var blevet fyret, hvis de havde forvaltet, som folketingsmedlemmerne gør.
Når en person søger om statsborgerskab i Danmark, har man ingen objektive kriterier eller rettigheder at læne sig op ad. Der er nogle krav fastsat om sprogtest, indfødsretsprøve og selvforsørgelse med videre, som du kan læse om, men selv hvis du opfylder alle kriterier, er det ikke en garanti.
Det er stadig en risiko, at et folketingsflertal beslutter sig for at pille dig af listen. Og uanset om du får afvist en ansøgning om dispensation, eller du ikke får statsborgerskab, selvom du troede, at du opfyldte alle krav, har du end ikke ret til en forklaring.
Flere folketingspolitikere har åbent sagt, at de ikke ville stemme for dispensation til en person fra et overvejende muslimsk land. Og selv om jeg sad kort tid i Folketinget, kunne jeg hurtigt se, at det også var praksis. Derfor kunne jeg forudse, at de to ansøgninger, der ellers var meget ens sager, ville ende så forskelligt og uretfærdigt, som de gjorde.
To personer som begge havde boet længe i Danmark med en tidligere fængselsdom, som de søgte dispensation for. Men den afgørende forskel var, at den ene (som faktisk havde boet her meget længere end den anden) var fra Libanon, og den anden fra Ukraine.
Sidstnævnte fik statsborgerskab, førstnævnte skal leve resten af sit liv i Danmark uden mulighed for at blive fuldgyldigt medlem af vores samfund.
Det er helt vanvittigt, at det overhovedet er lovligt, men det er det. Fordi Grundloven gør statsborgerskab til en særlig ting, hvor magtens tredeling slet ikke eksisterer. Og derfor gælder ingen krav om armslængde, objektivitet, saglighed, lighed for loven, åbenhed eller partshøring.
Alle de fundamentale ting, som vi tager for givet, hvis vi har en byggesag hos kommunen, søger om kontanthjælp eller noget helt tredje, er forsvundet som dug for solen, hvis man søger om statsborgerskab.
Det er fuldt lovligt for folketingsmedlemmer at sige nej til en ansøger, fordi de er muslimer, fordi de er rødhårede, eller fordi de har en træls attitude. Det ville reelt også være fuldt lovligt, hvis de sagde til en rigmand, at de ville stemme for en ansøgning, hvis der blev doneret 100.000 til partikassen.
Det ville selvfølgelig være ulovlig bestikkelse, hvis det var en embedsmand ved kommunen, der fik 100.000 for at sige ja til en ansøgning om at flytte en hæk, men når det handler om statsborgerskab, er det noget andet.
Jeg har set mennesker blive afvist, på grund af deres religion, og fordi enkelte folketingsmedlemmer ikke syntes, de virkede flinke. Om en rigmand fra Schweiz har købt et statsborgerskab i Danmark, ved jeg ikke. Men det er også lige meget, for det ville være helt lovligt, og man ville kunne gøre lige så lidt ved det.
Når de grundlæggende urimeligheder bliver påpeget i den offentlige debat igen og igen, bliver vi mødt med den samme strofe igen og igen: statsborgerskab er en gave, ikke en ret. Og ærligt talt, så ved jeg slet ikke, hvordan det dog retfærdiggør at omgå alle demokratiske spilleregler.
Okay, lad os sige, at det er en gave, ikke en ret. Den besværgelse kan da ikke retfærdiggøre, at mennesker bliver behandlet så forskelligt. Forestil dig, at vi sagde, at uddannelse eller adgang til plejehjem skulle betragtes som en gave.
Vi ville aldrig acceptere samme argumentation for at give de mandlige plejehjemsbeboere en ringere behandling end de kvindelige. Eller rødhårede bedre uddannelse end mørkhårede.
Nogle af de mennesker, der ikke får adgang til at stemme, har boet i Danmark hele deres liv eller i hvert fald i mange, mange årtier. De har deres liv, familie, arbejde og fremtid her, men de kan ikke stemme.
Faktisk er det i alt hver tiende borger i Danmark, der ikke har statsborgerskab og derfor betaler skat, går på arbejde, sender deres børn i folkeskole og handler de samme steder som alle os andre, men ikke er med til at sætte retningen for alt det.
Og nogle af dem får aldrig den adgang, fordi et folketingsmedlem ikke kan lide deres hudfarve eller deres forældres efternavn. Det kan vi som samfund ikke leve med.
Pernille Skipper er tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten og har bestridt flere markante poster i partier herunder posten som partiets politiske ordfører fra 2016 til 2019.