Dagens kommentar kommer fra senioranalytiker og global rådgiver Alexander Kjærum. Han mener ikke, Europa er hoveddestination for migration fra Afrika, som major Lars Ehrensvärd Jensen tidligere har advaret imod.
I en kronik i Politiken den 28. august skrev major Lars Ehrensvärd Jensen om den sikkerhedstrussel, migration fra Afrika kommer til at udgøre for EU. Han kaldte det blandt andet en “befolknings-brintbombe”, hvilket hat fået flere til at reagere på de dystopiske fremtidsudsigter.
Vinkel360 bringer her en et modsvar fra senioranalytiker og global rådgiver Alexander Kjærum, der i en kommentar i samme avis gendriver Lars Ehrensvärd Jensens påstande om sikkerhedsrisikoen i forbindelse med den afrikanske migration. Kommentaren kan desuden findes på Politikens egen hjemmeside via linket her.
___________________
28. august bragte Politiken en Kronik af major Lars Ehrensvärd Jensen (LEJ) om den sikkerhedstrussel, migration fra Afrika kommer til at udgøre for EU. Som hos andre dommerdagsprofeter bliver migration her gjort til en ansigtsløs naturkraft. En flodbølge af menneskekroppe, som vil skylle ind over os, eller ligefrem en »befolknings-brintbombe«.
Denne ustoppelige naturkraft følger Maslows naturlov, hvor dem på bunden af pyramiden vil søge mod steder, hvor de har mulighed for at sikre først deres basale behov og derefter de næste trin i pyramiden. Og den må for alt i verden ikke ses som mennesker som dig og mig med rettigheder, der skal beskyttes, da dette til LEJ’s store frygt måske vil vække den indre humanist i os.
Mens LEJ’s indlæg følger en stringent teoretisk, rationel logik, er den fuldstændig uden reel substansviden om afrikansk migration. Og LEJ’s åbenlyse uvidenhed om emnet fører ham desværre ud i fejlslutninger. Tillad mig derfor at komme med lidt faktuel viden om størrelsen og typen af migration fra Afrika til Europa.
Europa var i 2020 det kontinent med flest migranter – en estimeret population på ca. 87 millioner – skarpt forfulgt af Asien, hvor der bor 86 millioner migranter. Der er kun ét afrikansk land – Egypten – blandt de 20 lande, som flest migranter kommer fra. I 2020 boede der omkring 11 millioner migranter i Europa fra Afrika. LEJ mener, at alle afrikanske migranter vil komme til Europa, da de ikke har andre steder at vandre hen, men Europa er kun destination for cirka en fjerdedel af migrationen fra Afrika. Lidt over halvdelen af migranterne fra afrikanske lande krydser ikke oceaner – de bliver på kontinentet. De 11 millioner afrikanske migranter i Europa svarer til under 1 pct. af befolkningen på det afrikanske kontinent, mens det samlede antal afrikanske migranter svarer til ca 3 pct.
Så når LEJ skriver, at Europa kan forvente »halve milliarder« af flygtninge – eller ca. 20 pct. af befolkningen på det afrikanske kontinent i 2050 – så er det ualmindeligt langt fra den nuværende situation. Med flodbølgemetaforen får LEJ det til at lyde, som om flere hundrede millioner vil søge mod Europa på samme tid. Men migration sker jo gradvis over tid, og f. eks. er antallet af afrikanske migranter uden for kontinentet kun steget med 2,5 millioner i perioden 2015-2020.
LEJ vil måske indvende, at den nuværende situation er irrelevant som pejlemærke, da klimaforandringerne og befolkningstilvæksten vil skabe dynamikker, der stærkt vil forøge migrationen. Det mest seriøse bud på den analyse kommer fra Verdensbankens Groundswell-rapport fra 2021. Rapporten konkluderer, at i det mest pessimistiske scenarie vil klimaforandringer betyde, at 105 millioner mennesker ville migrere inden for egne grænser i Afrika inden 2050. Den interne migration er – og vil i fremtiden også være – langt mere markant end migration på tværs af landegrænser.
At klimaforandringerne ikke vil føre til massiv migration mod Europa er i øvrigt også evident ved tørken i Somalia. I 2017 drev en tørke næsten en million mennesker på flugt i Somalia, men antallet af asylansøgere i EU fra Somalia faldt det år med en tredjedel. Den nuværende tørke har i år drevet 750,000 på flugt, men antallet af asylansøgere i EU fra Somalia er på nogenlunde samme niveau som sidste år.
Og det fører mig til Maslows behovspyramide, der er LEJ’s teoretiske ramme. LEJ laver en fejlslutning, da mennesker i bunden af behovspyramiden ikke har ressourcerne til at migrere. LEJ nævner selv sin erfaring med udsultede soldater på overlevelsesture. Måske han skulle spørge sig selv, om de udsultede rekrutter ville kunne vandre de godt 3.000 kilometer fra Timbuktu til Tripoli i Libyen gennem Sahara-ørkenen.
LEJ’s ene løsning på udfordringen er, at vi skal udvikle ideen om en Marshall-plan for Afrika. Og der er jeg sådan set meget enig. Vi skal sørge for de afrikanske landes medansvar for udviklingen, støtte op om lokale løsninger og udvise en vis pragmatisme uden at gå på kompromis med vores grundlæggende værdier. Men vi skal gøre de ting, uagtet om det bidrager eller ikke bidrager til at mindske et migrationspres på Europa. Vi skal støtte udvikling af civilsamfund, demokrati, menneskerettigheder, sikkerhed, jobskabelse mv., fordi det er værdier i sig selv. Kun ved at stå fast på og promovere disse værdier kan vi være med til at sikre en bæredygtig fremtid – både for Europa og for lande på det afrikanske kontinent.
Alexander Kjærum, global rådgiver og senior analytiker hos Dansk Flygtningehjælp