Integration Nyheder

Kvinder uden rettigheder

På udrejsecenteret Kærshovedgård har man intet problem med at fjerne mødre fra deres børn og familie. Gerda Abildgaard er frivillig på centeret. Hun gør, hvad hun kan for de anbragte kvinder. Blandt andet ved at give omverdenen et indblik i de forhold, som I skal læse om her.

Gerda Abildgaard er pensioneret folkeskolelærer og tidligere selvstændig. I dag er hun 75 år og er frivillig i og omkring udrejsecenter Kærshovedgård, der ligger lidt uden for Bording ved Ikast. Da Gerda gik på pension, stod det klart, at den pension ikke skulle bedrives i sofaen. Hun ville ud og gøre en forskel og hjælpe mennesker, der havde brug for hendes hjælp.

Gerda selv bor i Ikast, og da Kærshovedgaard bliver omdannet til udrejsecenter, og medierne begynder at fortælle om, at det er et center, som primært består af kriminelle, bliver hun interesseret i selv at få syn for sagen. Den interesse bliver forstærket efter et foredrag med en lokal præst. Til foredraget tænder præsten et lille fyrfadslys, som symboliserer de mennesker, der befinder sig på Kærshovedgård. Herefter satte han en glaskolbe over lyset, som derefter gik ud. Denne billedliggørelse gjorde det klart for Gerda, at hun måtte hjælpe beboerne på Kærshovedgård med at holde liv i deres spinkle flamme og hjælpe dem til et liv, der trods omstændighederne gav dem en smule indhold og håb for fremtiden.

Kvinder adskilles fra deres børn

Ud fra det billede, medierne tegnede af Kærshovedgaard, havde Gerda indtryk af, at det ville vrimle med hårde kriminelle mænd på stedet – dem var der da også, men der var også helt almindelige mænd og kvinder på stedet. For selvom Kærshovedgård er et midlertidigt opholdssted for enlige udlændinge uden lovligt ophold i Danmark, så mødte Gerda hurtigt kvinder, der var både gift og havde børn i Danmark. Sågar spædbørn, der stadig blev ammet, da kvinderne blev anbragt på centeret:

Da jeg blev tilknyttet centeret, fandt jeg hurtigt ud af, at der sad kvinder derude, der havde familie og små børn i Danmark. Den første kvinde, jeg kom i kontakt med på centeret, ammede stadig sin datter. Hendes mand boede på daværende tidspunkt i Horsens, så han eller svigerinden kom hver dag og hentede kvinden, så hun kunne komme hjem og amme sit barn, inden de igen var tvunget til at sætte hende af ved centeret om aftenen. Kvinden har to børn. Den yngste, som hun dengang ammede, er nu 5 år, mens den store er 8 år. Både hendes mand og deres fælles børn er danske statsborgere.

Kvinden, som Gerda omtaler, kom til Danmark som flygtning, blev forelsket, gift og fik to børn. Men altså ikke opholdstilladelse. Det er selvfølgelig meget svært for kvinden at skulle kunne se sig selv rejse fra sin mand og deres to små børn. Hele deres liv og den verden, de kender til, eksisterer jo i Danmark.

En anden kvinde, som Gerda har kendt gennem mange år, kom til Kærshovedgård fra Nordjylland, hvor hendes mand og deres tre børn bor:

Familien har tre mindreårige børn, og de har det simpelthen forfærdeligt. Jeg har lige været i kontakt med kvindes mand, der fortæller, at den yngste af børnene skal have psykologhjælp. Han tænker hele tiden på sin mor og er så bekymret, at han slet ikke kan fungere i det daglige. Moderen rejser hver dag den lange tur til Nordjylland. Det er ca. 6-7 timers transport hver dag for at se sine børn i nogle timer. Til gengæld kan hendes mand så arbejde ekstra i de timer, så de har råd til at betale for kvindens transport med det offentlige til og fra deres hjem. Kvinden har siddet på centeret, siden jeg startede med at komme herude. Det vil sige, at den mindste dreng, som nu går i første klasse, ikke har kendt til andet, end at hans mor, med hans egne ord, bliver holdt fanget. Han drømmer om at blive politimand, når han bliver stor, så han kan komme og befrie sin mor, fortæller Gerda Abildgaard.

Familien fra Nordjylland har aldrig ligget samfundet til last, og manden har er godt og fast job. Til gengæld har adskillelsen af moderen fra børnene ramt børnene så hårdt, at det offentlige nu må yde psykologhjælp til den yngste af børnene. Også moderen, der ifølge Gerda er en stærk kvinde, har været indlagt på psykiatrisk afdeling. En morgen tropper seks betjente nemlig op på Kærshovedgård og tager kvinden med. Hun skal videre til Ellebæk og herfra sendes hjem til Irak. Uden mulighed for at se sin mand og sige farvel til sine børn. Irakiske myndigheder viser dog større format, end de danske, og afviser at tage imod kvinden, da de rigtigt vurderer, at deporteringen sker under tvang. Et stort traume for kvinden, der naturligt reagerede psykisk efter den voldsomme oplevelse.

En hård hverdag

Som om kvinderne på centeret ikke havde det hårdt nok i forvejen, så kom Corona også, hvilket gjorde det svært for Gerda og de andre frivillige at have kontakt med kvinderne, da det blev lukket ned for udefrakommende. Derfor måtte Gerda og hendes frivillige kollegaer tage alternative midler i brug, for fortsat at forsøge at holde gejsten oppe hos de i forvejen utroligt hårdt prøvede kvinder:

Under Corona mødtes vi med beboerne p-pladsen foran centeret. De måtte gerne komme ud, men vi måtte ikke komme ind. Vi hyggede os efter bedste evne med sang, musik og hyggesnak. Det er desværre tydligt at de bliver udslukte som dagene går. Alle holder vi fast i det spinkle håb der er for, at kvinderne kan vende tilbage til deres familier. Om ikke andet, at de kan få meldepligt i deres egne kommuner. Det er vanvittigt, at man har så firkantede regler, at man ikke kan se man skader hele familier, når man fjerner moderen eller faderen i en ellers velfungerende familie.

Generelt er flere af kvinderne ved at miste modet. Til dagligt befinder de sig i de gamle fængselsceller på centeret. Her har de ca. 5 kvm. og så er der er toilet/bad på gangen, som de deler med femten andre. Man har ikke mulighed for at foretage sig noget. Selv madlavningen, som tidligere var muligt for de indsatte da centeret fungerede fængsel, er ikke noget beboerne må tage del i. Havde kvinderne begået en kriminel handling, kunne de sandsynligvis få lov til at flytte hjem til deres familier efter fire år, hvor de ville have meldepligt på den lokale politistation tre gange om ugen. Den mulighed har man bare ikke, når man er afvist asylansøger.

FAKTA

I 2015 besluttede Folketinget, at statsfængslet Kærshovedgaard, lidt uden for Bording ved Ikast, nu skulle fungere som et udrejsecenter for enlige udlændinge uden lovligt ophold i Danmark. Rent praktisk drives centeret af Kriminalforsorgen efter aftale med Udlændingestyrelsen. Røde Kors levere sundhedsydelser, omsorgsarbejde, voksenundervisning- og aktivering samt frivillig indsats, men Dansk Flygtningehjælp yder rådgivning omkring hjemrejse.

Related Posts

Tvangsflyttede beboere hiver boligforening i Højesteret

Lasse Grenvald

Tribuneafsnit lukket til Danmarks kamp på grund af racisme

Lasse Grenvald

Lyver Kaare Dybvad om forhandlinger?

Marco Guldmann

Regeringen dropper planer om tvangsfordeling af folkeskoleelever

Marco Guldmann

Råbte “abe” efter fodboldspiller: Nu er han straffet

Lasse Grenvald

Messerschmidt tordner: “Vi gider ikke al det med tørklæder, bederum, ramadan og halal-kød”

Lasse Grenvald

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. Accept Decline