Ifølge Cihat Bardak (34) har det været utroligt vigtigt for hans professionelle ambitioner at have modet til at springe ud i nye udfordringer og tro på, at man er kvalificeret til opgaven. Specielt når man rammes af modgang og uretfærdighed.
Cihat Bardak startede sin karriere som kontorelev hos Udenrigsministeriet, hvor han endte med at være i to år, før han takkede ja til en stilling hos HK, inden han igen var tilbage i Udenrigsministeriet som administrativ ministerassistent for ministeren for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde og HR-direktøren. Derudover har han haft stillinger i bankverdenen og i Enhedslistens folketingssekretariat. I dag sidder han i sin drømmestilling som informationskonsulent hos en a-kasse:
Jeg tror, at en af grundene til, at jeg føler, jeg i en alder af 34 har haft et spændende arbejdsliv, skyldes, at jeg har turdet være åben over for tilfældigheder. Simpelthen bare at springe ud i det. Også selvom det måske er en tidsbegrænset stilling, så får man stadig udvidet sine kompetencer og skabt et større netværk.
Derudover betaler det sig ifølge Bardak også at være vedholdende og blive ved med at tro på, at man er den rigtige til stilingen:
Det job, jeg sidder i nu, har jeg haft søgt en gang før. Dengang kom jeg til sidste samtale, men de valgte en med mere erfaring. Da stillingen blevet slået op igen efter nogle år, sendte jeg straks en ansøgning og SMS’ede kontaktpersonen, hvis nummer jeg havde gemt, dengang jeg blev indkaldt nogle år før. Han kunne huske mig, jeg kom til samtale og endte med af få jobbet, som jeg vil betegne som mit drømmejob.
Fordomme og forskelsbehandling
Selvom Cihat Bardak har formået at skabe en spændende karriere, har han også oplevet at blive mødt af fordomme blandt kolleager:
Jeg har desværre oplevet flere eksempler på fordomme og forskelsbehandling, end jeg havde håbet og troet ville være tilfældet.
Jeg har desværre oplevet flere eksempler på fordomme og forskelsbehandling, end jeg havde håbet og troet ville være tilfældet. På en af mine tidligere arbejdspladser bliver der f.eks. slået en intern stilling op. Jeg bliver af flere kollegaer opfordret til at søge den, og jeg kommer også til anden samtale, men får ikke jobbet. Afslaget virker fair, da jeg får det, og alting fortsætter som normalt efterfølgende. Problemet opstår senere, hvor jeg finder ud af, at det, at jeg ikke drikker alkohol, havde været oppe at vende i udvælgelsesprocessen. Det var blevet problematiseret som noget, der kunne gøre, at jeg måske kunne falde uden for fællesskabet. Det var lidt af et chok for mig, for det har intet med mine færdigheder og faglighed at gøre. Desuden ville flere af kollegerne fra den pågældende afdeling jo aldrig have henvendt sig og opfordret mig til at søge stillingen, hvis jeg havde været socialt besværlig.
Ovenstående er desværre ikke et enkeltstående tilfælde. Cihat har måtte finde sig i kommentarer vedrørende hans navn, og at der bliver sat spørgsmålstegn ved hans samarbejdsevner med kvinder:
“På en anden arbejdsplads var der forud for min start blevet sagt ”ej, må vi ikke kalde ham noget andet?” som reaktion på mit navn. Det var noget, som jeg først blev fortalt et godt stykke tid efter, jeg var blevet ansat. Det virkede helt absurd. En person som slet ikke havde mødt mig og som havde en eller anden bizar ide om, at man bare kan kalde andre folk noget andet, hvis man ikke bryder sig om deres navn. På den samme arbejdsplads oplevede jeg, at der i HR-afdelingen havde floreret rygter om, at jeg kunne have samarbejdsvanskeligheder med kvinder. Jeg fandt ud af, at det tilsyneladende bundede i noget fra min indledende jobsamtale, hvor der var to repræsentanter til stede; en kvinde og en mand. Manden talte mest, og kvinden supplerede med praktisk information. Fordi jeg havde kigget mest på manden, som jo talte det meste af tiden, var det pludselig blevet til, at jeg nok havde et problem med kvinder. Ironisk nok var det en af mine kvindelige kolleger, der fik manet rygtet til jorden. “
De mange dårlige oplevelser, både store og små, har bidraget til, at Cihat på en arbejdsplads er påpasselig og bevidst om, at der kan være nogen, der har uhensigtsmæssige tanker om ham på baggrund af hans ophav. Det er desværre dét, hans erfaring har lært ham.
Skab opmærksomhed om problemet
Det er aldrig sjovt at være den, der ødelægger den gode stemning. Der er dog ingen tvivl om, at det kan det være lige netop det, man er nødt til at gøre, hvis man vil komme den såkaldte hygge-racisme til livs. Som det er tilfældet med sexisme, er der også her tale om et fælles ansvar for at sige fra, også selvom man ikke ser sig selv som en del af problemet:
Man har tendens til at tro, at der medfølger konsekvenser, når man tør sige fra til hverdagsracisme – og det er måske heller ikke helt forkert. Men derfor er det stadig vigtigt, at man finder modet til at gøre det, hvis man skal gøre op med den der omvendte logik, hvor den der gør opmærksom på en forkert situation ødelægger den gode stemning. Det er nu en gang den person, der skaber situationen, som bærer ansvaret. Vi har set en kulturændring i forhold til sexisme, og hvis vi skal have den samme kulturændring, hvad angår racisme, så kræver det også, at man først og fremmest gør opmærksom på problemet og siger fra. Også hvis man oplever, at andre folk i det private eller på arbejdspladsen bidrager til en racistisk og fordomsfuld tone. Jeg vil gerne fortælle min historie her, fordi jeg tror, det er vejen frem. Vi må skabe forståelse og arbejde på en ændring i den måde, vi forholder os til racisme på, lyder det afslutningsvis fra Cihat Bardak.