Nyheder

Muslimsk gravplads åbner i Fredericia

Et afsnit på Christianskirkens gravplads skal for fremtiden dedikeres til muslimske gravpladser. Både provst og politiker glædes.

Til sommer åbner et nyt muslimsk afsnit på Christianskirkens gravplads i Fredericia. Det skriver flere medier, herunder Elbo-bladet, der kan berette, at projektet er resultat af en længere dialog mellem Fredericia Provsti og Tyrkisk Kulturforening.

Det areal, der vil blive brugt til den nye muslimske gravplads, står i dag ubenyttet hen og er stort nok til, efter planen, i første omgang at kunne huse 100 gravpladser – et tal, der i fremtiden kan stige i takt med at flere etaper af gravomlægningen skrider frem.

I dag forefindes lignende gravpladser i henholdsvis Aarhus, Odense, Vejle og Kolding.

Læs også: Flygtningenævnet giver nu asyl til kvinder og piger fra Afghanistan

På trods af mishagsytringer fra islam-kritikkere samt naboer til kirkegården, der mener, det er et knæfald for islam, står provst Børge Munk Povlsen fast på, at det er det rigtige skridt for Fredericia by.

Byen har en historisk tradition for religionsfrihed og er byen for alle, udtaler Fredericias provst. I dag findes der i kommunen flere multikulturelle religiøse gravpladser som for eksempel Mosaisk Begravelsesplads, den katolske afdeling på Assistens Kirkegård, ligesom de reformerte har egen kirkegård, udtaler Børge Munk Povlsen i en pressemeddelelse og tilføjer:

Vi har som by altid udvist historisk respekt for andre trossamfund, hvilket denne beslutning også vidner om, understreger han.

Begravelser vil følge danske regler

Også fra muslimsk side mødes projektet med glæde og forventning. Turan Savas er formand for Tyrkisk Kulturforening og medlem af Fredericia Byråd for Socialdemokratiet, og han har længe haft en muslimsk gravplads i byen højt på sin ønskeliste.

Han forklarer, at selvom muslimer traditionelt begraves i deres hjemland, så kan det i nogle tilfælde være en umulighed, hvorfor en dedikeret muslimsk gravplads i et andet land kan være løsningen.

Traditionelt begraves muslimer i deres hjemland, men af forskellige årsager kan det været umuligt. På grund krig, fordi nogle er flygtninge eller statsløse, fortæller Turan Savas og bemærker, at han da også selv ønsker at blive begravet i Danmark:

Mange har jo også tætte bånd til Danmark. Tag nu mig selv: Mine børn og børnebørn er her, og jeg skal ikke transporteres til Tyrkiet. Jeg vil begraves i Danmark, pointerer han.

Grundet pladsmangel på flere af de eksisterende muslimske gravpladser i Danmark er det da også hensigtsmæssigt i mere end én forstand, at der nu åbnes en ny et centralt sted i landet.

Og selvom gravpladsen dedikeres til muslimer, så betyder det ifølge Turan Savas ikke, at begravelserne kommer til at foregå helt efter muslimsk tradition, hvor den døde, i stedet for at blive lagt i kiste, svøbes i et klæde. I stedet vil man følge gældende regler for begravelser på dansk jord.

Nej, der er regler og vedtægter, vi følger, så det bliver i kiste. Gravene vil ikke adskille sig væsentligt fra kristne, afslutter Turan Savas.

Det nye begravelsesafsnit på Christianskirkens kirkegård vil være underlagt gængse regler og rammer i lighed med kirkegårdens øvrige afdelinger og vil derfor komme til at være finanscieret af egenbetaling.

Related Posts

Beslutningsforslag: Forbyd stormoskéer i Danmark

Lasse Grenvald

Endnu en grotesk sag: Ramesh udvist, fordi han tjener for meget

Lasse Grenvald

Lagde du mærke til det? I går var det særlig mærkedag for første gang nogensinde

Lasse Grenvald

Ny rapport om situationen i Iran: Børn ned til 12 år bliver udsat for tæsk, voldtægt og elektrisk stød

Marco Guldmann

“Jeg ved ikke, om de kommer til at gå på motorvejene. Men de kommer”

Lasse Grenvald

EU-kommissær med klar afvisning af Rwanda-model

Marco Guldmann

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. Accept Decline