Nyheder

Nedrivning i ghettoer tvangsflytter beboere: “Det er ikke fair”

Tusindvis må forlade deres hjem som følge af ghettopakken. Imens ser borgmester allerede positive resultater derved.

Vi kunne i går bringe nyheden om, at den nye liste over parallelsamfund i Danmark, den tidligere ghettoliste, var blevet offentliggjort, og at det går den rigtige vej i forhold til at mindske antallet af belastede boligområder på landsplan.

Grunden til, at antallet af parallelsamfund monitoreres tæt, er en følge af den såkaldte ghettopakke, som blev vedtaget i Folketinget tilbage i 2018. Målet med pakken var at gøre op med disse hårde boligområder inden år 2030. Af samme årsag er adskillige nedrivninger og frasalg af almene boliger sat i gang flere steder i landet, for at de boligområder, der er på listen over parallelsamfund, hurtigst muligt kommer af listen igen.

Læs også: “Ghettolisten” opdateret: Tre områder fjernes

Et af de steder, hvor der arbejdes på højtryk for at komme af listen, er i Gellerup ved Aarhus, hvor 12 boligblokke skal rives ned. Det tvinger beboere såsom 40-årige Ibrahim Amche til at flytte, hvilket han ikke er glad for.

Det er ikke det sjoveste at skulle flytte. Det stresser mig, og jeg synes ikke, det er fair med den måde, de gør det på. Men man er tvunget til at finde sig i det, fortæller Ibrahim Amche, der bor i lejligheden sammen med sin gamle far, til TV 2.

Netop udviklingen i Gellerup går dog den rigtige vej, idet forskere ifølge TV 2 har slået fast, at boligområdet er det, der i skrivende stund er længst fremme med de nye tiltag, hvor fem boligblokke allerede er revet ned mens syv andre står til at følge efter. De resterende blokke skal renoveres.

I stedet for de nedrevne boligblokke er der blevet opført en boulevard samt nye bygninger med et mere moderne udtryk. Blandt de nye bygninger er et bibliotek og et kollegie samt et kontor til kommunens teknik- og miljøforvaltning.

Kilde: TV 2.

Flere positive tendenser

Netop udviklingen i Gellerup er noget, der glæder byens borgmester.

Der er en positiv udvikling på de fleste af de parametre, vi måler på. Noget kan helt sikkert tilskrives de skabte forandringer, udtaler borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard (S).

Han henviser til en afrapportering til byrådet om udviklingen i Gellerup, der viser, at området viser positiv fremgang på flere områder. Blandt andet sigtes færre børn og unge for kriminalitet, trygheden i området er steget, og en større andel af beboerne i området er kommet i enten arbejde eller uddannelse.

Eksperter afviser dog på nuværende tidspunkt at konkludere, om de politiske tiltag fra ghettopakken 2018 har virket.

De positive tendenser til trods bor der fortsat mennesker i de gamle boligblokke – mennesker, der bliver tvunget til at forlade deres hjem for at gøre plads til udviklingen i det belastede boligområde. Spørger man Ibrahim Amche, så havde han håber, det havde været tilstrækkeligt at renovere hans boligblok fremfor at rive den helt ned og dermed presse ham og hans far til at flytte.

Hvorfor ikke renovere i stedet for at rive boliger ned, spørger Ibrahim Amche, der dog ikke udelukkende er negativt indstillet overfor forandringen i området.

Selvfølgelig er det fedt med alt det, de har bygget. Området trængte også til, at der kom lidt mere liv, tilføjer han afslutningsvis.

Ibrahim Amche står til snarligt at skulle flytte til en anden boligblok i Gellerup, så de forsat kan blive boende i området.

Related Posts

Ny streamingtjeneste er kræs for gyserfans

Lasse Grenvald

Mød fremtidens iværksættere ved Danish Entrepreneurship Festival

Marco Guldmann

App hjælper dig med at spare penge på julegaverne!

Marco Guldmann

Efter flere “episoder” får Kærshovedgård nu ny leder

Lasse Grenvald

Udsat for racisme efter diskussion med Messi

Lasse Grenvald

Gik til valg på at stoppe indvandring: Nu er hans parti landets største

Lasse Grenvald

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. Accept Decline