Det danske sundhedsvæsen er svært udfordret, når det kommer til behandlinger af etniske minoriteter. Ifølge professor og overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik, Morten Sodemann, skyldes udfordringerne manglende interesse for at forstå, hvad problemerne er.
I 2008 år starter Morten Sodemann Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital. Det gør han, fordi han i tidligere ansættelser på de store hospitaler rundt omkring i Danmark har oplevet gennemgående og grundlæggende udfordringer i mødet mellem etniske minoriteter og det danske sundhedsvæsen.
Sundhedsvæsenet er ikke gearet til etniske minoriteter
Der er både kulturelle og sproglige barrierer i mødet mellem det danske sundhedsvæsen og etniske minoriteter. De barrierer udstiller ifølge Morten Sodemann problemstillinger i den måde, som vi har organiseret hele vores velfærdssamfund – ikke mindst i forbindelse med sundhedsvæsenet:
Min oplevelse var og er, at man ikke fik det optimale udbytte ud af mødet mellem etniske minoritetsgrupper og sundhedsvæsenet. Det udmøntede sig i, at etniske minoriteter ikke fik den samme behandling, som etniske danskere gjorde. For etniske minoriteter oplever vi ofte, at der er udfordringer i forhold til uddannelse, indtægt og social kapital. Ud fra forskning ved vi, at der er patientgrupper, der modtager dårligere behandling end andre, fordi de er udfordrede på førnævnte områder.
Ifølge Morten Sodemann beror en stor del af problemstillingen i forhold til etnicitet på det sociale aspekt, og at der kan være barrierer i forhold til sprog og kommunikation. Derfor har han dedikeret sit arbejdsliv til at undersøge og systematisere de grundlæggende problemstillinger i forhold til forskelsbehandling af patienter.
Vi gør det, man ikke må
Når normal praksis inden for sundhedsvæsenet ikke virker, har det været oplagt for Morten Sodemann og Indvandrermedicinsk Klinik at tage udgangspunkt i det modsatte. Det, man egentlig ikke må inden for sundhedsvæsenet, nemlig vælge en proaktiv tilgang til sine patienter:
Vi ligger fysisk i Odense, så det var oplagt, at vi kontaktede læger i Odense med henblik på at få dem til at henvise deres patienter med størst sprogvanskeligheder til os, så vi kunne danne os et overblik over omfanget. Vi regnede med at modtage 10-15 patienter, men tog hurtigt imod 100 patienter. På baggrund af analyser, som vi har foretaget, har vi udviklet en problem-liste, der hjælper patienter med at beskrive deres problemer – også dem, der umiddelbart ligger uden for det sundhedsmæssige perspektiv.
Ud fra problem-listen har Morten Sodemann og hans hold kunnet afkode, at helbredsproblemerne hos etniske minoriteter ofte var tæt forbundne med andre problemer og derfor kun kunne løses, hvis man fokuserede på hele billedet:
Hvis vi skal løse problemet, skal vi have et samlet billede af, hvem patienten er. Det kræver altså både problemanalyse og løsningsanalyse at komme i mål med. Det vigtigste for både dem og os har været, at vi har hørt deres livshistorie. Der har ofte ligget oplevelser, der har præget deres måde at tænke og agere på. Det har givet os nogle værktøjer, som vi har delt med det øvrige sundhedspersonale i forhold til, hvordan mennesker med forskellige baggrunde forstår og oplever ting, og hvorfor de agerer, som de gør.
Selvom en liste kan virke banal og ikke særlig videnskabelig, har listerne været væsentlige for at opspore problemer, der går igen, og som man endnu ikke har en løsning på, men som man nu kan arbejde hen imod. Det kan ifølge Morten Sodemann være problemer, der spænder meget bredt, fra traumer og ægteskabelige udfordringer, til hvordan man får fat i et rejsekort og tjekker sin e-boks.
Standard/minimum står i vejen
Morten Sodemann påpeger, at der er et stort problem i kommunernes standard/minimum tankegang, hvor jo mindre man rent faktisk ved om borgerne, jo nemmere er det at få dem passet ind i en given lovramme eller proces:
På mange områder minder det om sundhedsvæsenets fokus på specialisering. Des mindre jeg ved om patienten, des lettere er det for mig som læge at være specialist. Dvs. at når patienter taler om andre gener eller symptomer, så er det ikke noget, jeg som specialist kan hjælpe med, og på den måde får patienten ikke den hjælp, personen har brug for. Det er symptomatisk for både sundhedsvæsnet, men også hele vores velfærdssamfund. Alle de her symptomer og gener hober sig op og bliver forstærket. Til sidst kan vi som samfund ikke løse problemet, fordi det er for stort. Vi skaber som sundhedsvæsen selv de problemer, vi slås med, fordi vi ikke har tilbud til de patienter, der kræver behandling ud over et standard/minimum-tilbud.
Foto: Fouzi Abdel Razik