For 7 år siden kom Amer Biro til Danmark fra Syrien. Dengang havde han ikke anden uddannelse end en 9. klasse. I dag er Amer 31 år og skal i gang med sit 5. semester på DTU, hvor han er ved at uddanne sig til softwareingeniør. I de syv år, hvor Amer har været i Danmark, har han desuden formået at gennemføre sprogskole, 9. og 10. klasse samt adgangskursus til DTU, alt imens han har haft arbejde ved siden af sine studier. Der er ingen tvivl om, at Amer har en arbejdsmoral, der ligger utroligt højt.
Amer elsker at rejse. Hans store drøm er at kombinere sin uddannelse med et arbejde i en international virksomhed. Det burde ikke være det store problem. Både nu og i fremtiden vil virksomheder verden over have brug for folk med Amers uddannelsesmæssige baggrund og tårnhøje arbejdsmoral.
Men der er et problem
I maj måned i år ansøgte Amer om visum til Hong Kong. Han var nemlig blevet optaget på City University of Hong Kong, hvor han efter planen skulle læse et semester. Skolen havde endda valgt at være sponsor for Amers visum ansøgning:
Jeg troede, at jeg havde en god chance for at få visum. Jeg var jo optaget på et universitet, der ovenikøbet havde valgt at sponsere mig. Da jeg ikke hører fra immigrationsmyndighederne i Hong Kong, vælger jeg selv at kontakte dem. De fortæller mig, at fordi jeg har flygtningestatus, er der forlænget behandlingstid på mit visum. De vil først have færdigbehandlet min ansøgning i december, hvor semestret slutter, og fortæller mig, at det højst sandsynligt vil ende i en afvisning, fordi jeg er flygtning.
Heller ikke Amers vejleder på DTU kan hjælpe, da behandlingen sker gennem universitetet i Hong Kong. På DTU har de hjulpet Amer, så meget de kan, fordi de ved, hvor meget han drømmer om at koble et semester i udlandet på hans studieforløb.
Skuffelse og ærgrelse
Det ramte selvfølgelig Amer enormt hårdt, da det gik op for ham, at han ikke ville få sin drøm opfyldt. Lige meget hvor hårdt han har knoklet for at nå dertil, hvor han er i dag, hæfter systemet sig ved hans status som flygtning. I frustration og som et råb om forståelse skrev Amer følgende til universitetet i Hong Kong:
Vær venlig at fortælle mig, hvor længe jeg skal betale for noget, jeg ikke har haft indflydelse på? Jeg valgte ikke selv at blive født i Syrien. Jeg valgte ikke at blive flygtning. Nu er jeg reduceret til et menneske med ugyldig nationalitet. Jeg kan aldrig udelukkende blive betragtet som et menneske. Måske var det forkert af mig, at jeg drømte så stort. For jeg er jo bare en flygtning. Og vil altid blive afvist som flygtning, så længe jeg ikke bliver modtaget som menneske.
Som respons fik Amer en standardskrivelse, med tilbud om at følge semestret online. Hele forløbet har bragt stor sorg til Amer, der føler sig fanget og låst i rollen som flygtning:
Jeg føler mig enorm såret. Helt ind hjertet. Jeg tænkte ok, hvad så nu? Jeg er flygtning, men jeg er jo også et menneske, jeg er også studerende. Jeg har altid tænkt og håbet, at hvis jeg tog en lang videregående uddannelse, der vil skabe værdi til samfundet, så ville det kunne ændre måden, som systemet og folk ser mig på. Men det er der ikke meget, der tyder på er tilfældet. Så længe jeg har status som flygtning, vil jeg altid bare være en flygtning. Det kan kun ændre sig med et statsborgerskab
Dansk statsborger
Det er en meget bøvlet vej, der fører frem til et dansk statsborgerskab, og for mange, inklusive Amer, er den desuden forbundet med en stor angst og bekymring for, at man aldrig når til vejens ende:
Jeg er meget usikker på, om jeg får dansk statsborgerskab. Som det ser ud lige nu, har jeg ikke engang permanet opholdstilladelse – det er hele tiden på spil. Det er ligegyldigt, at jeg læser på universitetet. Jeg kan hele tiden miste min opholdstilladelse. Det er en konstant bekymring. Hvis jeg ikke mister min midlertidige opholdstilladelse, kan jeg ansøge om en permanent opholdstilladelse, når jeg har haft fast fuldtidsarbejde i 3,5 år. I og med, at jeg uddanner mig og har en ambition for mit eget liv, bliver det faktisk også sværere for mig at opnå sikkerhed. Havde jeg arbejdet i et ufaglært servicefag, havde jeg haft nemmere ved at få permanent opholdstilladelse, end når jeg gennemfører en krævende uddannelse.
Usikkerheden hos Amer er til at forstå. Det må være voldsomt ubehageligt at leve så stor en del af sit liv i vished om, at hele det lev man kender og har bygget op, kan blive taget fra en igen.
Hvis Amer er heldig, og sagsbehandlingstiderne ikke er for lange, vil det betyde, at han kan blive dansk statsborger om 7 år. Efter studiet skal han have fuldtids arbejde i 3,5 år, læg dertil sagsbehandlingstid på op til et år for permanent opholdstilladelse og det samme for statsborgerskab. Amer kom til Danmark først i sine 20’ere og selv om han ikke selv tør håbe på det, så kan han være heldig og ende som dansk statsborger i slutningen af sine 30’ere.