Regeringen kommer ikke til at fordele landets folkeskoleelever efter forældrenes uddannelse og indkomst. Det bliver kommunernes opgave.
Det er op til kommunerne at sikre, at elevfordelingen i folkeskolerne afspejler befolkningen i lokalområdet.
Regeringen har tidligere givet udtryk for, at de arbejdede på en plan, der skulle være med til at sikre en mere blandet elevsammensætning i landets folkeskoler, blandt andet ved at indføre en såkaldt fordelingsmodel. Men den plan bliver alligevel ikke relevant, da det i stedet bliver op til kommunerne at sikre en elevfordeling, som er repræsentativ for lokalområdet, det fortæller børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til Berlingske.
Der er ingen planer om en statslig model for styring af elevfordeling som på gymnasieområdet, lyder det nu fra Rosenkrantz-Theil.
Netop elevfordelingsmodellen er tidligere blevet betegnet som et af regeringens største og vigtigste projekter inden for skoleområdet, men er altså nu lagt i graven, og i stedet må kommunerne selv løse opgaven.
Børne- og ungeministeriet henviser til en aftale, som blev indgået tidligere på året med Kommunernes Landsforening omkring kommunernes økonomi for det kommende år.
En mere hensigtmæssig vej
Ifølge Rosenkrantz-Theil dropper man planerne fordi man vurderer, at der er en mere hensigtsmæssig vej at gå med henvisning til den tidligere indgåede aftale om kommunernes økonomiaftale.
Det (at gør noget mere indgribende for at sikre mere blandede skoler, red.) synes jeg jo, er op til kommunerne. Nu har vi lavet en aftale med dem om, at man skal tilstræbe at have en mere balanceret elevsammensætning. Og hvilke redskaber, hver enkelt kommune så vælger at bruge, skal være op til dem selv, siger hun til Berlingske.
Det er en del af aftalen, at de (kommunerne, red.) må byde ind. Efter min bedste overbevisning er denne aftale vejen frem, lyder det videre.
Regeringen har i forvejen besluttet, at gymnasieelever fra næste skoleår skal fordeles, efter hvor meget deres forældre tjener.