Udenrigsministeren afviser at tage moren til det sidste syriensbarn hjem fra al-Roj-lejren: “Det håber jeg, hun vil reflektere over”.
I sidste uge meldte regeringen ud, at man havde besluttet at evakuere yderligere én mor samt hendes to børn fra den berygtede al-Roj-lejr i Syrien. Det vil bringe det samlede antal af evakuerede op på 18 børn og deres fem mødre.
Det efterlader kun et enkelt barn, en seksårig dreng, i lejren med sin mor, der har somalisk baggrund. Moderens søster befinder sig ligeledes i lejren, men hun har ikke børn.
I går kunne DR offentliggøre dele af en længere sundhedsrapport, som Sundhedsstyrelsen står bag, der blotlægger den seksåriges mildt sagt elendige sundhedstilstand. I korte træk beskriver rapporten, hvordan drengen lider af kronisk diarre, er næsten døv og på grund af søvnapnø den seneste årrække har sovet oprejst. Konklusionen på rapporten er tydelig: Drengen bør hentes hjem til Danmark så hurtigt som muligt.
Læs også: Nu kommer der afklaring på, om syriensbørnene skal hjem
Alligevel er der lange udsigter til, at drengen kommer på et fly mod Danmark. I hvert fald, hvis det skal være i følgeskab med sin mor.
Regeringen har flere gange tilbudt at evakuere drengen, dog på betingelse af, at moderen ikke kommer med, da hun har fået frataget sit danske statsborgerskab.
En sådan adskillelse har moderen gang på gang pure afvist, hvorfor problemet ifølge Danmarks udenrigsminister ikke ligger hos regeringen, men hos drengens mor.
Der er fortsat en mor, som regeringen ikke er indstillet på at evakuere. Til gengæld er vi meget indstillet på at evakuere hendes barn, og det håber jeg egentlig, moren vil reflektere over, udtaler Lars Løkke Ramussen (M) til DR mandag.
Det er på trods af, at drengens sundhedstilstand er blevet bekymrende meget forværret ifølge Sundhedsstyrelsen, der vurderer, at den seksårige bør evakueres inden for få uger.
Regeringen er dog ikke til at rokke: moren skal ikke med drengen hjem, hvorfor Lars Løkke Rasmussen i stedet håber, at familien samt deres advokat vil tage imod tilbuddet om at få hentet drengen hjem til Danmark, og først derefter at undersøge mulighederne for at få familiesammenført ham med sin mor.
Jeg håber, hendes advokat, som har den faste overbevisning, at hun har retskrav på at komme hjem, vil stille sig bag, at vi får drengen hjem. Og hvis han så skulle have ret i, at der er legalt grundlag for, at moren så kan familiesammenføres efterfølgende, så må man gøre det efterfølgende, understreger udenrigsministeren.
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) har ikke ønsket at stille op til interview i kølvandet på Sundhedsstyrelsens rapport, men har i et skriftligt citat til DR givet udtryk for, at beslutningen om ikke at evakuere den sidste mor og hendes søn beror på en samlet vurdering.
Også han appellerer til den seksårige drengs mor om at sætte sin søns tarv først.
Regeringen vil stærkt appellere til, at hun hjælper sit barn og samtykker til, at det evakueres til Danmark, hvis hun vurderer, at det er i barnets interesse, lyder det skriftligt fra Kaare Dybvad Bek.