Dagens kommentar kommer fra dommerfuldmægtig Nina Palesa Bonde, der kalder regerings nye indgreb mod koranafbrændinger for noget, det iranske moralpoliti ville kunne velsigne.
Der skulle ikke gå lang tid, fra regeringen bebudede, at det skulle være forbudt ved lov at brænde koraner af, før lovforslaget blev forelagt folketingssalen. Kun lidt over tre uger skulle der gå fra tanke til handling, før det var ulovligt at udføre “utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for trossamfund”.
Dommer og formand for de dommerfuldmægtiges fagforening Nina Palesa Bonde er den seneste i rækken af stærkt kritiske røster overfor regeringens indgreb i den så beskattede danske ytringsfrihed. Hun raser blandt andet over, at et lovforslag om ikke at måtte brænde en bog bliver prioritet så højt, mens regeringen vender det blinde øje til de menneskerettighedsstridigheder, der forekommer i lande, hvor føromtalte bog er et helligt symbol.
Læs også: Stop nu det barnlige forsvar for ytringsfriheden
Kommentaren kan desuden findes i fuld længde på Informations egen hjemmeside via linket her.
___________________
I en Voxmeter-måling den 5. august erklærede 48 procent af godt 1.000 adspurgte danskere sig enige i, at afbrændinger af koraner foran ambassader i Danmark bør forbydes ved lov.
Siden forrige fredag har det stået klart, at danskerne får meget mere. Og kun en uge skulle der altså gå, før det lovforslag, som blev præsenteret ved den lejlighed, blev fremsat i Folketinget.
Hvad der blev bebudet som en ’nålestiksoperation’ mod Rasmus Paludan og ’Danske Patrioter’ – den lille håndfuld individer, som har fået OIC-landene til at fare op af stolen – er rettere et omfattende lovforslag, det iranske moralpoliti ville kunne velsigne.
Kun 26 arbejdsdage skulle Justitsministeriets straffelovskontor bruge for at barsle med en kriminalisering af »utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for trossamfund«.
Og det står så klart som en brændende busk, at afbrændingerne kun vil udgøre en delmængde af det samlede forbudsrum: Loven vil rette sig imod »alle utilbørlige behandlinger«, ikke kun afbrændinger, mod alle »væsentlige religiøse symboler«. Og ikke kun foran ambassader, men »offentligt« – altså for eksempel også som en onlinetransmission, som internetbrugere ellers blot kunne klikke væk fra.
Proaktive indgreb
Lovbemærkningerne gør klart, at politiet også proaktivt vil kunne gribe ind med henblik på at bremse mulige forsøg på at overtræde loven. Men trænger politiet ind i det ukrænkelige hjem for at stoppe min streaming af min helligbrøde, kan det være i strid med grundloven.
Forbuddet omfatter også vellignende kopier såsom koranlignende omslag fulde af blanke sider og ikke kun det gejstligt certificerede originalsymbol. Det er nok, at genstanden ’fremstår’ autentisk.
Vi er nu langt forbi sommerens båndsløjfedebattema. Langt forbi de koranafbrændingshappenings iværksat af få enkeltpersoner, som halvdelen af de adspurgte danskere tilkendegav ønske om politisk indgreb mod. Langt forbi det oprindeligt bebudede indgreb mod »gentagne« hetzende tilfælde.
Når regeringen tager så vidtgående et skridt, er det – fristes jeg til at sige – utilbørligt, at den efterlader befolkningen i så dyb vildrede om perspektiverne.
Straks forslaget kom frem, stod spørgsmål i kø fra jurister og journalister. Ikke kun til forbuddets omfang, men også til de mange mulige tolkninger af »utilbørlig behandling af væsentlige religiøse symboler«.
Med kun 22 siders lovbemærkninger bliver en mængde uafklarede forhold tilbage. Hvad der specifikt vil være ulovligt for borgeren, vil vi først få at vide, når politi, domstole og i sidste ende Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fortolket, udfyldt alle huller og fjernet al tvivl.
Som formanden for Politiforbundet, Heino Kegel, pointerer, må en lov være præcis, når politiet skal handle på den. Som ansat ved Danmarks Domstole deler jeg fuldt hans holdning.
Uklar retstilstand
Det er ikke holdbart, at et så politisk motiveret forslag ikke udformes på baggrund af klare politiske tilkendegivelser om, hvad man præcis vil forbyde. Det skal stå kirkeklokkeklart, hvad borgeren må og ikke må. Det går ikke an at besvare spørgsmål med, at »det må politiet og domstolene give os svar på«.
Især ikke i lyset at, at fremmede stater nu motiveres til at følge med i, hvad den enkelte politibetjent og dommer beslutter er utilbørligt at gøre mod deres trossamfunds symboler.
For de enkelte borgere er det særligt indgribende, at de nu enkeltvis skal henvises til at kæmpe for deres frihedsrettigheder ved først at samle mod til en potentiel ’utilbørlig’ handling, dernæst lade sig anholde, sigte og afhøre for så at tage den lange march gennem retssystemet.
I mulige revisioner af lovforslaget frem til, at det sættes til afstemning, vil jeg opfordre til en langt mere klar afgrænsning af forbuddets gyldighedsområde. Så vil vi som borgere og vælgere også bedre kunne rette en mere præcis kritik imod det.
Som det er nu, er regeringens mangel på præcision politisk ansvarsfraskrivelse til skade for borgeren og tilliden til politi og domstolene i en situation, som alene er baseret på regeringens politiske ønsker.
Forslaget lægger op til den største indskrænkning af danskernes ytringsfrihed i nyere tid. Problematisk er det især, at forbuddet også skal gælde handlinger »i kunstnerisk eller politisk øjemed«. Men kunstnerisk og politisk har vi i vestlige demokratier tradition for at anse det for legitimt at kritisere religioner med samme skala af udtryksmidler som for alle andre mål for kritik. Og kunst kan give mæle til dem uden et sprog. Til de døde, de fængslede, de undertrykte.
Med dette lovskridt knebler regeringen kunstens ekspressive sprog og mulighed for at ’rematerialisere’ religiøse symboler. Og fratager politiske modstandere af religioners potentielt totalitære magtprætentioner muligheden for at udtrykke den totale afstand fra totalitær autoritet, der ligger i at vanhellige dens illegitime ukrænkelighed.
——————
Nina Palesa Bonde er formand for Dommerfuldmægtigforeningen og uddannet cand.jur. ved Københavns Universitet samt har diplom i specialiseret journalistik.