Integration Nyheder

Reportage fra Kærshovedgård: Hvor unge pigers liv går i stå

21-årige Sahar Elrifai har nu siddet på udrejsecenter Kærshovedgård i to uger. Som den eneste i sin familie står hun til udvisning af Danmark til en uvis skæbne i et Syrien, hun ikke har bånd til mere. Vi besøgte hende på det mest gudsforladte sted i Danmark.

Afstanden fra kvindernes barak, hvor Sahar bor, til udrejsecentrets indgangsportal er kun på 40-50 meter. Alligevel er det en tydelig nervøs ung pige, der går den korte vej for at lukke mig ind på Kærshovedgård. Flere gange kigger hun sig over skuldrene, og tempoet er jævnt hurtigt. Rundt omkring på græsset og mellem barakkerne sidder mindre grupper af mennesker, de fleste voksne mænd, fordybet i snak. Det er dem, Sahar holder et vågent øje med.

Når jeg går udenfor, kigger alle mænd på mig på en rigtig mærkelig måde. Som om de tænker ”hvem er hun, er hun her alene”. Det er meget ubehageligt, og jeg føler mig slet ikke sikker. Jeg tør ikke gå udenfor alene. Jeg går kun ud sammen med andre kvinder og aldrig om aftenen, fortæller Sahar på vejen tilbage til sit værelse.

Derfor er det også et problem, når kantinen ligger et stykke væk fra kvindebarakken, og det er det eneste sted, man kan få noget at spise.

Vi må ikke lave mad selv. Der er flere små køkkener, men vi må ikke bruge dem. Man må kun spise i kantinen, men jeg har kun spist der et par gange, siden jeg kom. Jeg spiser næsten ikke, jeg har ingen appetit, og jeg har slet ikke lyst til at gå derover og sidder med alle de voksne, dømte kriminelle, der stirrer på mig.

Læs også: Fik afslag i Flygtningenævnet: Nu sendes 21-årige Sahar alene på udrejsecenter

Én ting har Sahar dog tilfælles med de mange, der kaster lange blikke efter hende: Blikkene er halvtomme, næsten døde. Som om de har set alt, hvad der er at se, og nu bare er sat på autopilot. Øjne der kigger, men intet ser.

Spejl er udelukket

Sahars værelse ligner mest af alt en krydsning mellem et gammelt kollegieværelse og en fængselscelle. Yderst spartansk indrettet med kun de mest basale fornødenheder: en seng, et lille skrivebord, en stol og et smalt metalskab, som man oftest ser dem i amerikanske high school-film. Der er dog ikke meget Highschool Musical over scenen her. Væggene er nøgne, persiennerne rullet ned og gulvet bærer præg af års slitage.

Jeg har endda fået et af de store værelser. Min veninde Inez’ værelse er halvt så stort. Men hvad skal jeg bruge den plads til? Vi må ikke få noget mere, end hvad allerede er herinde, fortæller Sahar og tilføjer:

Jeg var oppe i administrationen og spørge efter et større skab og et spejl. Men det måtte jeg ikke få. Kun det lille skab til hvert værelse, og spejl var udelukket.

Hele Sahar Elrifais liv er nu pakket ned i disse tre tasker. Foto: Lasse Grenvald.

Det kan have noget at gøre med muligheden for selvskade, tænker jeg. Der er beboere, der har siddet her på udrejsecentret i flere år – jeg kan ikke fortænke dem i til sidst at miste modet. Man bruger i grunden et spejl meget i løbet af dagen – især som ungt menneske. Det er muligvis en af de ting, man først virkelig savner, når man ikke har det.

En tom hverdag

Et blik rundt på værelset afslører på hvor lidt plads, Sahars liv i øjeblikket kan være. En mellemstor kuffert, en rygsæk og en lille skuldertaske er alt, hun har fået med hertil – det er heri, hendes liv blev pakket ned for godt to uger siden.

Jeg prøver flere gange at spørge ind til, hvad hendes dage er gået med, siden hun ankom til Kærshovedgård. Hver gang ender samtalen efter få sætninger et helt andet sted, indtil det slår mig: Der er ikke noget at fortælle. Hvad kan man sige om en hverdag med så lidt reelt indhold?

Sahar Elrifais værelse i kvindebarakken på Kærshovedgård ligner en fængselscelle. Foto: Lasse Grenvald

Jo, indskyder Sahar, der kom jo faktisk et par danske kvinder på besøg i mandags. De kom vist fra en forening, og de havde kage med og sad og snakkede med beboerne i kvindebarakken.

Men ellers ved jeg ikke, hvad jeg skal sige. Livet er jo gået i stå her. Jeg plejede at have travlt med skole og venner og familie, men alle de ting er blevet taget fra mig. Jeg må ikke fortsætte min uddannelse, hvor jeg ellers kun havde et år tilbage af min HF, siger Sahar og fortsætter:

Jeg snakker hver dag med min mor hjemme i Aabenraa, men jeg fortæller hende ikke så meget – hun har det også rigtig dårligt, fordi jeg er her. Hun har svært ved at sove og spise, og jeg vil ikke gøre hende mere ked af det ved at fortælle om, hvordan jeg har det her. Det var min bror, som kørte mig hertil forrige søndag, da jeg ankom. Det var noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet, da jeg skulle sige farvel til ham, fortæller Sahar og kaster et længselsfuldt blik ud ad vinduet.

Læs også: Kvinder uden rettigheder

Jeg har ellers hørt, at det er muligt for beboerne her på centret at tage hjem og besøge familien i weekenderne, men til mit spørgsmål om, om det ikke hjælper lidt på savnet, viser det sig, at jeg har misforstået et og andet.

Jeg skal søge om ferie for at forlade centret. Det er en ansøgning, som jeg så skal vente svar på. Jeg får fysisk post med, om jeg må tage af sted. Det tager langt tid at få igennem. Og jeg må kun søge om udgang to gange om måneden, så vidt jeg ved, forklarer Sahar hovedrystende.

Brevet, der giver Sahar lov at forlade Kærshovedgård i to nætter for at besøge sin mor. Foto: Lasse Grenvald

”Hvornår bliver I færdige med at ødelægge vores liv?”

Henimod slutningen af mit besøg hos Sahar falder snakken på det ømtålelige emne, der er Ukraine-loven. For en syrer som Sahar har det været meget svært at forstå, hvorfor nogle flygtninge skal have særbehandling, mens andre, der har været i Danmark i flere år og på mange parametre er velintegrerede i samfundet, skal sendes væk ved først givne lejlighed.

De siger velkommen til alle ukrainerne, men hvad med de mennesker der sidder her? Der sidder mange unge kvinder som mig, der ikke har gjort noget kriminelt. Jeg er velintegreret, snakker dansk, går på gymnasiet – jeg har også drømme, jeg vil være ingeniør, men de ødelægger vores liv. Hvorfor gør de det? Herinde er der mange mennesker, hvis liv er blevet ødelagt. Jeg forstår det ikke, sukker Sahar i afmagt, før hun fortsætter sin kritik af systemet:

Hvor er ligheden mellem mennesker? Jeg har gået i skole og gymnasium her i Danmark, og alle steder lærer vi, at der er lighed mellem mennesker, lige gyldig hvor man kommer fra. Hvis nogen politikere læser dette, vil jeg bare spørge: Hvorfor gør I ikke, hvad I siger? I behandler os anderledes. I splitter os, adskiller os fra vores familier. Hvornår bliver I færdige med at ødelægge vores liv? Hvordan kan I sove om natten? Har I overhovedet været her?

Da besøgstimen så småt rinder ud, følger Sahar mig tilbage til indgangskontrollen. Den sikkert tidligere charmerende gamle murstensbygning har fået tilføjet et højt metalhegn samt en personsluse. Jeg får mit kørekort igen, som jeg afleverede i pant for et besøgskort til at hænge om halsen. Et kort farvel og et ”på gensyn”, som vi hurtigt bliver enige om skal være hjemme i Aabenraa, når Sahar forhåbentlig snart er ude herfra igen.

Endnu en gang må hun tage de raske skridt tilbage mod kvindebarakken. Forbi de mange beboere med knapt så rene straffeattester, danskkundskaber eller integrationsmuligheder. Forbi de ubehagelige blikke, der afholder hende fra at færdes frit inden for hegnet.

Som jeg står der, på den anden side af metalhegnet og betragter hende langsomt forsvinde ud af syne, genkalder jeg mig Sahars egen beskrivelse af Kærshovedgård. En beskrivelse, jeg ikke før besøget i dag forstod sandheden i:

Det er jo et fængsel. De har sat mig i fængsel.

Sahar Elrifai ankommer til Kærshovedgård søndag den 7. august 2022. Foto: Privat.

Efterskrift: Sahar har sammen med sin advokat klaget over Flygtningenævnets afgørelse og venter nu på, hendes sag bliver genoptaget – en ventetid, der kan vare flere år. Indtil da, eller til hun frivilligt vælger at rejse til Syrien, skal Sahar blive på Kærshovedgård.

Related Posts

Tvangsflyttede beboere hiver boligforening i Højesteret

Lasse Grenvald

Tribuneafsnit lukket til Danmarks kamp på grund af racisme

Lasse Grenvald

Lyver Kaare Dybvad om forhandlinger?

Marco Guldmann

Regeringen dropper planer om tvangsfordeling af folkeskoleelever

Marco Guldmann

Råbte “abe” efter fodboldspiller: Nu er han straffet

Lasse Grenvald

Messerschmidt tordner: “Vi gider ikke al det med tørklæder, bederum, ramadan og halal-kød”

Lasse Grenvald

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. Accept Decline