Integration Nyheder

Skarp kritik fra blå blok: Venstre løber fra løfte om kvoteflygtningestop

Der er tale om klokkeklart løftebrud og vælgerbedrag, når Venstre nu åbner for, at Danmark fortsat kan modtage kvoteflygtninge. Sådan lyder kritikken fra flere blå partier, der kalder det svigt af vælgernes tillid.

At Venstre med formand Jakob Ellemann-Jensen i spidsen kunne finde på at bakke op om en regering med Mette Frederiksen i spidsen, var for mange partier i blå blok, for ikke at tale om Venstres bagland, en svær pille at sluge. I valgkampen havde Jakob Ellemann-Jensen stået stejlt på, at Mette Frederiksen ikke kunne stoles på, og at Venstre aldrig ville pege på hende som statsminister.

Det ændrede sig imidlertid i ugerne efter, at valgresultatet lå klar.

Og nu er det tidligere så oppositionsstærke parti nok engang rendt ind i kritik fra de ellers så tætte samarbejdspartnere i “den blå familie”, som de blå partier yndede at kalde sig, når de indkaldte til fælles pressemøder op til folketingsvalget.

Denne gang er det Venstres holdning til, hvorvidt Danmark skal tage imod kvoteflygtninge eller ej, der har fået partierne i blå blok til at råbe “løftebrud”.

Læs også: Skaarup med kritik af regeringen: ”Hvordan kan det være, at man siger en ting i valgkampen, og så siger man noget helt andet nu?”

Under valgkampen var Venstres udlændingeordfører Mads Fuglede da også ret klar i mælet, da han overfor Jyllands-Posten slog fast, at:

Venstre mener ikke, at Danmark er klar til at tage imod kvoteflygtninge. Det vil jeg gerne slå fast. Også selv om der er bedring i forhold til tilstrømning og integration.

Nu, hvor den nye SVM-regering har fremlagt deres regeringsgrundlag, har piben dog fået en anden lyd. Her står ordret, at:

Danmark vil fortsat bakke op om et flygtningesystem via FN, hvor Danmark og andre lande tager imod kvoteflygtninge på baggrund af humanitære principper. Regeringen vil hvert år afsætte midler sådan, at der kan modtages op til 500 kvoteflygtninge. Det nærmere antal fastlægges under hensyntagen til asyltilstrømningen, status på integrationsindsatsen i kommunerne mv.

Det har nu kastet kritik af sig fra flere sider. Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt mener, der er tale om et tydeligt løftebrud.

Det, Venstre begår nu, er klart et løftebrud. Det er at lade udlændingepolitikken sejle, når man accepterer flere flygtninge – også selvom det er kvoteflygtninge. Danmark har ikke brug for flere flygtninge. Tværtimod, siger Morten Messerschmidt til DR og bakkes op af Danmarksdemokraternes udlændingeordfører Peter Skaarup, der kalder det vælgerbedrag:

Det er rigtigt skidt. Venstre har sagt i valgkampen, at man ikke vil tage kvoteflygtninge. Og nu siger man så, at det vil man gerne. Det er rigtigt dårligt over for danskerne. Jeg kalder det for vælgerbedrag, for jeg synes, vælgerne har krav på, at det, de hører partierne sige i valgkampen, også er det, partierne gør efter valget. Der skal være overensstemmelse mellem det man siger, og det man gør, lyder kritikken fra Peter Skaarup.

Nye Borgerliges afgående formand Pernille Vermund er heller ikke i tvivl om, at Venstre har ført deres vælgere bag lyset, når partiet nu vender på en tallerken i kvoteflygtningespørgsmålet.

Det er løftebrud og svigt af borgernes tillid, når man siger ét før valget, men gør det stik modsatte efter valget. Venstre har svigtet fatalt efter valget – også når det gælder udlændingepolitikken, udtaler Pernille Vermund.

Flygtningestop var Venstres egen ide

Mads Fugledes holdning startede da også med at være en anden, end den ovenfor trykte. I et interview med Jyllands-Posten den 22. oktober 2022 fik ordføreren selv drejet samtalen ind på kvoteflygtningespørgsmålet ved noget overraskende at udtale, at “tilstrømningen (af kvoteflygtninge, red.) er i dag på et leje, hvor vi skal kigge på kvoteflygtningesystemet”.

De udtalelser fik dog ikke lov at stå længe, inden Mads Fuglede vendte tilbage til avisen på SMS og altså proklamerede, at “Venstre mener ikke, at Danmark er klar til at tage imod kvoteflygtninge” – vel at mærke kort efter, at Venstres presseafdeling havde været i kontakt med Jyllands-Posten for at få indsigt i, hvad ordføreren havde udtalt i forbindelse med interviewet.

Selv afviser Mads Fuglede overfor DR, at der er tale om løftebrud.

Venstres holdning har igennem flere år været, at når tilstrømningen og integrationen står rigtigt, så er vi også parat til at gå ind i kvoteflygtningesystemet igen, forklarer Venstre-politikeren, der påstår, at de trykte citater til Jyllands-Posten er sat på spidsen:

Det var nok et lidt skarpt optrukket citat. Men vi afviser ikke kvoteflygtningesystemet som sådan. Det er noget, vi er varme tilhængere af

Stoppet for kvoteflygtninge var ellers netop Venstres idé tilbage i 2016, da man som regeringsparti valgte at suspendere modtagelsen af de særlige FN-kvoteflygtninge. Dengang lød begrundelsen fra daværende udlændingeminister Inger Støjberg, at nok har Danmark et ansvar for at hjælpe mennesker på flugt, men at vi først og fremmest har et ansvar for at sikre et Danmark, der hænger sammen økonomisk, kulturelt og socialt.

Det var da også først, da Mette Frederiksen overtog regeringsmagten, at Danmark igen begyndte at imod kvoteflygtninge. efter i årene 2017-2019 at have modtaget 0 kvoteflygtninge, kom der i 2020 31 og i 2021 197 kvoteflygtninge til landet.

Frem til og med 30. november lå tallet for 2022 på 158.

Related Posts

Muslimsk gravplads åbner i Fredericia

Lasse Grenvald

Danmark sender 20 millioner kroner til Syrien

Marco Guldmann

Fra NB til DF: Man har ført en forfejlet udlændingepolitik

Lasse Grenvald

Dansk sag skal for menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg

Marco Guldmann

Film om iransk seriemorder helt suveræn ved Robert-uddelingen

Lasse Grenvald

Tysk mindretal i Sønderjylland vil have Ombudsmanden til at undersøge forhold om ophold i Danmark

Marco Guldmann

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. Accept Decline