For at komme de lange ventelister på sygehusene til livs lempes sprogkravene nu for sygeplejersker fra tredjelande.
Regeringen og Danske Regioner præsenterede i dag torsdag en aftale, som skal nedbringe ventetider på hospitaler. For at nå det mål er et af værktøjerne i aftalen, der har fået afsat to milliarder kroner frem til 2024, at lempe sprogkravene for sygeplejersker fra tredjelande, så de ikke først skal bestå en danskprøve, før de kan komme i arbejde.
Flere af vores sygehuse står i en svær situation, og vi skal have dem tilbage på rette spor, så patienterne hurtigere kan blive behandlet, og vi letter presset på sundhedspersonalet udtaler sundhedsminister Sophie Løhde i en pressemeddelelse.
At lempe på sprogkravene for sygeplejersker fra tredjelande betyder, at de danske krav bliver de samme som dem, der er gældende for for sundhedspersoner fra EU- og EØS-lande.
Fremover skal man ikke længere bestå en danskprøve før man kan ansættes på en såkaldt evalueringsansættelse, som er en ansættelse på fuld tid i en periode på minimum seks måneder, i hvilken arbejdsgiveren, i dette tilfælde sygehusene, kan vurdere den ansattes kompetencer, herunder sproglige og kommunikative færdigheder.
Læs også: Ung mand fik afslag på læreplads fordi “vi helst vil have en, der er etnisk dansk”
Den nye akutplan består udover bekæmpelsen af de lange ventelister af yderligere to fokuspunkter, forklarer Sophie Løhde: Der skal være 3 procent mere aktivitet end sidste år, hvad operationer angår. hvilket ifølge ministeren svarer til 10.000 nye hofter eller knæoperationer, og så skal patienternes udredningsret overholdes og tilbage på niveauet fra før coronapandemien.
Hos Danske Regioner er man også tilfreds med aftalen. Formand Anders Kühnau fremhæver blandt andet den lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft og kompetencer på sundhedsområdet som et skridt på vejen mod et overordnet bedre sundhedsvæsen.
Vi har lavet en rigtig god aftale, der vil være med til at få bragt ventetiden for patienterne ned. Det er vigtigt for den vej, vi gerne vil i vores sundhedsvæsen. Det er også positivt, at det bliver nemmere at ansætte udenlandsk personale med de kompetencer, der er mest brug for, understreger Anders Kühnau.
Regeringen kunne tidligere i februar fremlægge en delaftale af akutpakken med brancheforeningen for privathospitaler Sundhed Danmark og Danske Regioner. Her var den overordnede målsætning ligeledes at nedbringe de lange ventelister til sygehusene, blandt andet ved at flere patienter fremover skulle behandles på privathospitaler, således at der blev frigivet kapacitet på det offentlige sygehusvæsen.