Står det til Mette Frederiksen, skal muslimske friskoler lukkes og deres hundredvis af elever fordeles ud på almindelige folkeskoler rundt om i landet.
Børn i Danmark skal vokse op i dansk kultur, og muslimske friskoler skal lukkes. Sådan proklamerede vores nuværende statsminister Mette Frederiksen tilbage i 2017 i kølvandet på en række afsløringer i B.T. og Berlingske af kritisable forhold på skolerne.
For eksempel skoleledere og lærere, der promoverer terrororganisationer. Jeg bryder mig heller ikke om den manglende ligestilling i skolerne og disse meget hadske ord over for vores jødiske mindretal. Det understreger, at vi har parallelsamfund, udtalte Mette Frederiksen dengang til B.T.
Nu er der gået fem år siden de ord, de seneste tre som regeringsmagt, og arbejdet med at lukke de muslimske friskole pågår stadig, lyder det nu fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun forklarer dog overfor B.T., at man i regeringen har bedt landets kommuner om at gøre sig klar til at tage imod de mange friskoleelever, når de overføres til folkeskoler.
Det er jo mig, der har haft den opgave. Det her er en af de ting, jeg er ret ked af, at vi ikke er kommet i mål med, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Læs også: Radikale vil vælte alle regeringer, der vil lave modtagecenter i Rwanda
At det er endt med også at blive kommunernes hovedpine, skal ses i lyset af, at det forventes at skabe et ekstraordinært pres på folskeskolerne i områder med mange unge med minoritetsbaggrund, hvis og når friskolerne lukkes. Derfor er regeringen lavet en økonomiaftale med Kommunernes Landsforening hvori det er besluttet, at det er kommunerne selv, der skal står for at håndtere fordelingen af eleverne.
Vi vil gerne først skaffe plads til, at der kan tages imod eleverne fra de skoler, der lukker, uddyber Pernille Rosenkrantz-Theil, inden hun på spørgsmålet om, hvornår der skal til at ske noget, svarer:
Jeg begynder at blive lidt stram i betrækket, hvis vi kommer hen over næste skoleår, uden at kommunerne har meldt tilbage på det her. Økonomiaftalerne bliver lavet for et år ad gangen. Det vil være utroligt utilfredsstillende, hvis vi kommer frem til juni 2023, uden at noget er sket.
Socialdemokratiets oprindelige plan var, at fjerne statstilskuddet til friskoler med mere end 50 procent elever med udenlandsk baggrund. Føres denne del af regeringens politik igennem bliver det dog uden velsignelse fra støttepartierne SF, Radikale Venstre og Enhedslisten, der alle at ytrer modstand mod forslaget.