Nyheder

Stjernekok udvist: Du tjener for meget

Mens hotel- og restaurationsbranchen higer efter arbejdskraft, er det så umuligt at finde rundt i reglerne om opholdstilladelse, at topkokke må forlade landet.

Han er familiefar og stjernekok på restauranten Zahida med en fortid på Michelin-restauranten Kiin Kiin i København – og så skal han forlade Danmark den 29.oktober.

Sherwin Mariano har efter et års venten, mens hans ansøgning blev behandlet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), fået afslag på opholdstilladelse.

Årsagen? Han tjener for meget.

Historien starter tilbage i oktober sidste år, hvor Ekstra Bladet kunne fortælle historien om filippinske Sherwin Mariano, der havde fået afslag på opholdstilladelse med begrundelsen, at han var for kvalificeret til sit job. Også dengang var Sherwin Mariano overrasket og uforstående overfor beslutningen.

Jeg er meget overrasket over, at de har afvist min ansøgning. Jeg har den rette erfaring, og jeg har specialiseret mig i asiatisk mad som den, jeg laver her, fortalte 35-årige Sherwin Mariano dengang til Ekstra Bladet.

Efter den oprindelige afvisning gik Ekstra Bladet ind i sagen, hvilket i første omgang førte til, at Udlændingenævnet valgte at suspendere hans udrejsefrist, så han atter kunne søge om opholdstilladelse.

Læs også: Dansk restauratør frustreret: Betroede medarbejdere udvist

Og det er denne ansøgning, der næsten præcist et år senere er kommet svar på. Desværre langt fra det svar, Sherwin Mariano og hans familie havde håbet.

Først for lidt og så for meget

Denne gang kommer afslaget med den begrundelse, at SIRI ikke tror på, at Sherwin Marianos ansættelsesforhold er reelt. Det vil sige, at de tror, han tjener mere, end hvad han burde, udelukkende for at opfylde minimumskravene til at få opholdstilladelse indenfor det, der hedder beløbsordningen.

SIRI påpeger, at normale kokke tjener noget mindre end de 37.000 kroner om måneder, som Sherwin Mariano er på kontrakt til. Han tjener altså ifølge SIRI for meget.

Jeg fik et chok, da jeg så afslaget. Det er virkelig frustrerende, udtaler Sherwin Mariano til Ekstra Bladet.

Ironien ligger i, at hvis Sherwin Marianos arbejdsgiver Zahida betalte ham mindre, så ville det også være et problem, for så ville han slet ikke kunne søge om opholdstilladelse. Men når han får den minimumsløn, der skal til for at søge om ophold, så anses det som værende urealistisk højt.

Sherwin Mariano og Zahida kan derfor ikke vinde, lige meget hvad de gør. Seneste afslag kommer på bagkant af et forsøg på at opfylde de krav og regler, de danske myndigheder selv stiller, hvilket forståeligt nok afstedkommer stor frustration hos sagens hovedperson.

Jeg synes, det er uretfærdigt. Det virker som om, de bare leder efter et smuthul, hvor de kan afvise os, fortæller Sherwin Mariano og tilføjer:

Vi har sendt så mange dokumenter ind for at vise, at ansættelsesforholdet ikke er falsk, og vi har haft en advokat inde over. Vi ved ikke, hvad vi mere skal gøre.

Sammen med Zahida har han appelleret sagen, men mens appellen bliver behandlet, må han ikke arbejde.

Restaurant truet med lukning

Sagen bliver ekstra absurd, når man tager Sherwin Marianos fag med i ligningen. Der er nemlig historisk stor mangel på arbejdskraft i hotel- og restaurationsbranchen, hvorfor afslag på opholdstilladelse til betroet medarbejdere og stjernekokke sætter restaurantejerne i en penibel situation.

Vi har her på mediet tidligere kunne fortælle historien om ejeren af den populære restaurantkæde Mad og Kaffe, Benjamin Geisler-Helsted, der måtte sige farvel til flere af sine mest betroede medarbejdere på grund af de komplicerede regler for opholdstilladelse, hvilket pressede hans restauranter i forsøget på at finde og ansætte kvalificeret personale i og efter coronakrisen.

Samme situation gør sig gældende for brødrene Shane og Bobby Affridi, der er indehavere af Zahida. De har længe forsøgt at finde arbejdskraft inden for EU, men med Sherwin Marianos forestående udvisning står restauranten til at miste to af deres kokke indenfor kort tid, da kokken Anthony Reyes ligeledes har fået afslag på opholdstilladelse – i øvrigt med samme begrundelse som Sherwin Mariano.

Udfordringen med at finde tilstrækkelig arbejdskraft, som ikke bliver sendt ud af landet kort efter, kan i sidst ende betyde, at restauranten må dreje nøglen om.

Vi har ledt og ledt, men vi kan virkelig ikke finde andre. Vi har søgt på alle jobportaler, sociale medier, gennem netværk, alt. Der er ikke nogen, forklarer Bobby Affridi.

Hans magtesløshed bakkes op af brancheorganisationen Horesta, som i et estimerer, at der mangler et sted mellem 6000 og 10.000 medarbejdere i den danske hotel- og restaurationsbranche.

Som en fodnote skal det tilføjes, at Folketinget, med virkning fra 1. december i år, har vedtaget at sænke beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft for at imødekomme den store mangel i branchen.

Det ændrer dog ikke umiddelbart på Sherwin Mariano, der med sit afslag må belave sig på at pakke sine køkkenknive og forlade Danmark med sin familie.

Related Posts

Muslimsk gravplads åbner i Fredericia

Lasse Grenvald

Danmark sender 20 millioner kroner til Syrien

Marco Guldmann

Fra NB til DF: Man har ført en forfejlet udlændingepolitik

Lasse Grenvald

Dansk sag skal for menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg

Marco Guldmann

Film om iransk seriemorder helt suveræn ved Robert-uddelingen

Lasse Grenvald

Tysk mindretal i Sønderjylland vil have Ombudsmanden til at undersøge forhold om ophold i Danmark

Marco Guldmann

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. Accept Decline