Klummer Nyheder

Kommentar: Tolkegebyr i sundhedsvæsnet skader patientsikkerheden og skaber ulighed

Dagens kommentar kommer fra Lægeforeningen og Dansk Selskab for Almen Medicin. De mener ikke, at et gebyr på tolkebistand skal gå ud over en persons sundhed og ønsker gebyret fjernet.

Tilbage i 2019 advarede Lægeforeningen i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder om, at et krav om egenbetaling for tolkebistand i sundhedssektoren ville forringe kommunikationen mellem læger og patienter.

Tre år efter er alle de dårligdomme, man i sin tid advarede om, blevet en realitet. Derfor har formand for Lægeforeningen Camilla Rathcke i samarbejde med formanden for Dansk Selskab for Almen Medicin Bolette Friedrichsen i dag forfattet en kommentar til, hvordan tolkegebyret i sundhedsvæsnet går ud over nogle af de svageste i samfundet og skader patientsikkerheden.

Vinkel360 bringer her kommentaren af Camilla Rathcke og Bolette Friedrichsen i sin helhed for at bidrage til debatten om tolkegebyr i det danske sundhedsvæsen. Kommentaren kan desuden findes på Informations hjemmeside via linket her.

___________________

Vi har sagt det før, men vi er nødt til at sige det igen. Tolkegebyret i det danske sundhedsvæsen er en fejltagelse. Det skader patientsikkerheden, og det øger uligheden i sundhed for en i forvejen udsat gruppe. Desuden er det en sten i skoen på et presset sundhedsvæsen, som må bruge tid og kræfter på mere bøvl og bureaukrati. Tid og kræfter, som kunne være brugt på at hjælpe alle patienter.

Ulig behandling

Tolkegebyret er ikke kun en sten i skoen på grund af den tid og de kræfter, læger og andre sundhedsfaglige bruger på tolkegebyret. Det er det også, fordi det er virkelig uhensigtsmæssigt, at udlændingepolitikken på den led er rykket ind på sundhedsområdet.

I andre henseender har vi i sundhedssystemet et paradigme om at hjælpe de patienter, som ikke har ressourcerne til at forstå en behandling eller har brug for anden hjælp i mødet med sundhedsvæsnet. Men når det kommer til udlændinge, skifter paradigmet pludselig, og den velvilje til at hjælpe personer med begrænsede ressourcer, sundhedsvæsnet normalt fungerer efter, bliver nu erstattet af et paradigme om, at patienten udviser modvilje mod at yde en tilstrækkelig indsats. Ene og alene fordi det politisk antages, at patienter med udenlandsk herkomst og med begrænsede danskkundskaber er trodsige patienter. De kan selv betale sig til den fornødne tolkehjælp, mens andre ressourcesvage patienter naturligvis skal have hjælp som en del af deres rettigheder.

Entydige beviser for de negative konsekvenser

Det er slet ikke vores opfattelse af situationen, at modvilje er en faktor i det her. Vores oplevelse er, at mange af de patienter, der har brug for en tolk, slet ikke har de fornødne kompetencer til at lære dansk. De er ofte analfabeter eller har haft en så begrænset skolegang, at det danske sprog er et ubestigeligt bjerg.

For nylig mødtes vi med en række andre sundhedsprofessionelle til et seminar, hvor vi drøftede den seneste forskning vedrørende tolkegebyret. Her fremlagde forskere fire forskningsprojekter, som alle viser, at tolkegebyret er en katalysator for ulighed i sundhed.

Alle de dårligdomme, vi tidligere har påpeget ville følge med tolkegebyret, er nu en realitet i sundhedsvæsenet. Flere patienter bruger pårørende som tolke, flere patienter modtager dårligere behandling, fordi de ikke forstår, hvad lægen siger, flere patienter undlader at opsøge lægen med komplicerede ting, fordi de ikke har råd til en tolk.

Dyrt for alle

Med andre ord har vi med tolkegebyret fået en gruppe patienter, som ikke betaler for loven med deres pengepung, men med deres helbred. Ikke alene er det i sig selv en trussel mod patienternes helbred, det koster også samfundet mange flere penge, end hvis tolkning var gratis.

Det er korrekt, at der er visse dispensationsmuligheder for tolkegebyret for den svageste gruppe af patienter med behovet, men det er netop her, vi som samfund skal spørge os selv, om det virkelig er den bedste brug af lægens ressourcer – at bruge tid og kræfter på at søge om dispensation fra tolkegebyret. Altså om behovet for at bedrive udlændingepolitik på sundhedsområdet ikke bare fører til mere bøvl og bureaukrati.

Når vi endelig møder disse patienter med behov for tolkning, så har de ofte fået langt mere komplicerede sygdomsforløb, fordi de har gået længere uden behandling. De har måske fået tilstødende komplikationer, og de er oftere mere behandlingskrævende. Det giver sig selv, at jo mere komplicerede sygdomsforløb patienterne har, desto længere behandling og jo dyrere forløb.

Derfor er det ikke kun et spørgsmål om, at tolkegebyret skaber ulighed i sundhed og truer den enkeltes patientsikkerhed. Tolkegebyret ender også med at være langt dyrere for os alle sammen. Lad os nu en gang for alle fjerne den sten i skoen og sikre, at sundhedsvæsenet behandler alle patienter efter bedste evne – også dem, der skal have hjælp fra en tolk.

Camilla Rathcke er formand for Lægeforeningen og
Bolette Friedrichsen er formand for Dansk Selskab for Almen Medicin

Related Posts

Muslimsk gravplads åbner i Fredericia

Lasse Grenvald

Danmark sender 20 millioner kroner til Syrien

Marco Guldmann

Fra NB til DF: Man har ført en forfejlet udlændingepolitik

Lasse Grenvald

Dansk sag skal for menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg

Marco Guldmann

Film om iransk seriemorder helt suveræn ved Robert-uddelingen

Lasse Grenvald

Tysk mindretal i Sønderjylland vil have Ombudsmanden til at undersøge forhold om ophold i Danmark

Marco Guldmann

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. Accept Decline