En sag om etnisk diskrimination i forbindelse med tvangsforflytning af beboere i Helsingør forsætter nu i Højesteret.
Sagen om hvorvidt der var tale om etnisk diskrimination i forbindelse med tvangsflytning for en række beboere i Boligkvarteret Nøjsomhed i Helsingør fortsætter nu i Højesteret.
Det oplyste Procesbevillingsnævnet torsdag ifølge Avisen Danmark, da nævnet gav syv af de opsagte lejere tilladelse til at føre sagen videre i Højesteret på trods af, at de havde tabt deres søgsmål i såvel byretten som landsretten. Her havde begge retsinstanser slået fast, at opsigelsen af beboerne var sket i overensstemmelse med helhedsplanen for boligområdet og på et lovligt grundlag.
Læs også: Ghettobeboere taber ankesag om diskrimination under tvangsudflytning
Sagen handler i korte træk om, at en gruppe beboere fra boligområdet Nøjsomhed i Helsingør tilbage februar 2020 blev opsagt, hvorefter de med støtte fra Institut for Menneskerettigheder lagde sag an mod Helsingør Kommune og den almene boligorganisation Boliggården, da de mente, at der var tale om forskelsbehandling på baggrund af beboernes etnicitet.
Tvangsflytningerne skete i forbindelse med, at Helsingør Kommune, for at undgå af boligområdet skulle få status af hård ghetto, valgte at genhuse 96 familier.
Boliggården har hele tiden stået fast på, at de pågældende lejemål, der var blevet udvalgt til genhusning, var valgt på en praktisk baggrund i forhold til blandt andet en renovering af endegavlene på bebyggelserne.
Læs også: Flygtningestrømmen fra Ukraine risikerer at skabe flere ghettoer
Sagen fik sin første afgørelse i Helsingør Byret i november 2020, hvor boligselskabet fik medhold. Den dom blev senere stadfæstet i Østre Landsret i juni.
Dengang håbede Boliggårdens direktør Bent Frederiksen, at der ville komme ro på tingene. Til Helsingør Dagblad udtalte han:
Vi har fået en stadfæstelse af dommen, som bekræfter det, boligretten sagde – at det, vi har gjort, er fuldt lovligt, og at vi ikke har udøvet diskrimination. Det er vi selvfølgelig glade for, udtalte Bent Frederiksen efter dommer i juni.
Boligområdet Nøjsomhed er siden genhusning blevet taget af listen over parallelsamfund, den tidligere i folkemunde omtalte “ghetto-liste”. Det skete tilbage i december 2021, da boligområdet på det tidspunkt var kommet under 1000 beboere, hvilket er minimumskravet for, om et boligområde kan komme på listen.
Lejerne har gennem deres advokat Eddie Khawaja tidligere givet udtryk for, at de ville tage sagen videre, hvis byrettens dom ville blive stadfæstet i landsretten – hvilket den altså blev. Lejerne har endog truet med, at de om nødvendigt ville tage sagen helt til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.