I en ny undersøgelse konkluderer Folketingets Ombudsmand, at Udlændingenævnet fortsat er for lang tid om at behandle deres sager.
I en ny driftsundersøgelse konkluderes det klart og tydeligt, fra Folketingets Ombudsmand, at Udlændingenævnet stadig bruger for lang tid på at afgøre sine sager.
Værst ser det ud med nævnets ældste sager, hvor undersøgelsen fremviser et voksende problem. For hvor de ældste sager i første halvdel af 2020 havde en sagsbehandling på mellem to og tre år og udgjorde ca. to procent af alle nævnets sager, så var andelen af sager med lige så lang sagsbehandlingstid i 2021 steget til 14 procent. I samme periode har sagsbehandlingstiden i visse tilfældet bevæget sig op på mellem tre og fire år.
Samlet set havde 42 procent af alle nævnets afsluttede sager i 2021 en behandlingstid på et år eller mere. På Udlændingenævnets egen hjemmeside fremgår det, at den forventede sagsbehandlingstid er på 14 måneder.
Udlændingenævnets sager har ofte afgørende betydning for de involverede, som kan have svært ved at komme videre med deres liv, før de modtager nævnets afgørelse. Selv om myndighederne de seneste år har iværksat en række initiativer for at nedbring sagsbehandlingstiden, må jeg desværre konstatere, at sagsbehandlingstiderne fortsat er for lange, og at nævnet stadig bruger uacceptabelt lang tid på at afgøre de ældste sager, siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.
I forbindelse med kritikken oplyses det, at Udlændingenævnet i de seneste måneder har ansat ni nye sagsbehandlere og også i den kommende tid, vil få tilført flere personaleressourcer, som led i et målrettet forsøg på at afkorte de lange sagsbehandlingstider. Med tilgangen af det nye personale er det myndighedernes vurdering, at sagsbehandlingen ved udgangen af næste år, vil være helt nede på otte måneder.
Ombudsmanden vil igen i starten af 2024 bede Udlændingenævnet om en ny redegørelse for at følge op på, om de nye tiltag på personalefronten har haft den forventede effekt på sagsbehandlingstiderne.