På næste års finanslov vil udviklingsbistanden til Afrika være øget markant. Pengene skal blandt andet gå til grønne tiltag og migrationshjælp i nærområderne.
At skabe en bæredygtig udvikling og stabilitet i Afrika er ifølge en pressemeddelese fra Udenrigsministeriet en nøgleprioritet for regeringen, hvorfor udviklingsbistanden til kontinentet vil stå for mere end halvdelen af den samlede danske ulandsbistand på næste års finanslov.
I alt drejer det sig om cirka ni millarder kroner, som regeringen samlet vil støtte Afrika med, målrettet kommende udviklingspolitiske prioriteter for 2024. Det svarer en stigning på cirka 2,7 milliarder kroner sammenlignet med 2023.
Behovene i Afrika er enorme. Fattigdom, ulighed, sult, mangel på uddannelse, brud på menneskerettigheder samt ustabilitet og konflikter præger desværre kontinentet. Læg dertil, at klimaforandringerne rammer mange lande hårdt og forværrer disse udfordringer. Samlet set er der virkelig god grund til at øge Danmarks støtte til en række afrikanske lande, som vi nu gør, udtaler Dan Jørgensen, minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik.
Pengene bliver spredt ud på forskellige områder – blandt andet skal cirka 3 milliarder gå til grønne tiltag med fokus på at tilpasse de afrikanske samfund klimaforandringer.
Læs også: Udvisningsdømte fik krænket deres rettigheder – kan få betydning for fremtidige domme
Her bliver en vigtig del inden for klimatilpasning en række indsatser på vandområdet, hvor hele 50 millioner kroner er afsat til mere bæredygtig håndtering af vand på tværs af de afrikanske lande. Derved vil Danmark bidrage til at mindske presset på nogle af de mest vandfattige områder i verden, hedder det videre i pressemeddelelsen.
Danmark – og danske virksomheder – kan levere effektive løsninger og vigtige kompetencer i krydsfeltet mellem klima, miljø og udvikling. Det efterspørges og gør allerede nu en stor forskel i mange afrikanske lande. Men efterspørgslen efter disse grønne indsatser er næsten umættelig. Derfor skruer vi nu op for den type engagement, tilføjer Dan Jørgensen.
Sidst men ikke mindst vil den danske regering øge indsatsen mod irregulær migration over Middelhavet blandt andet ved at styrke de lokale myndigheders arbejde med migrations- og grænseforvaltning, opbygning af asylsystemer og reintegrationsstøtte til hjemvendte personer. Også et flerårligt regionalt program lanceres langs de centrale migrationsruter i samarbejde med blandt andre EU og FN.