Integration Nyheder

Under Corona mistede Sean sit job – nu kan han miste sin kone og sine børn

For ni år siden flyttede familien Tindale tilbage til Danmark fra Sydafrika i jagten på en tryggere tilværelse for deres børn. Alt blev vendt på hovedet, da Sean blev opsagt, truet med udvisning og anklaget for svindel.

En ung kvinder tager til et fremmed land i forbindelse med sin uddannelse, møder en fremmed mand, bliver forelsket og når både bryllup og børn, inden den lille familie vender hjem til kvindens fødeland for at slå sig ned og nyde livet og hinanden.

Der mangler blot et “og de levede lykkeligt til deres ende”, så var rammerne om et eventyr, som de er flest, skrevet. Det er bare slet ikke sikkert, det kommer til at ende lykkeligt. For kvinden er dansk, hendes mand fra Sydafrika, og på grund af fejl og miskommunikation fra myndighederne, samt de danske regler for opholdstilladelse for ikke-vesterlændinge, står kvindens mand nu til at blive sendt ud af Danmark – væk fra sin kone, deres tre børn og det lokalsamfund, de er blevet en integreret en del af.

Det netop beskrevne scenarie er blevet virkelighed for familien Tindale fra Tønder. Pernille (født Fuglsang) er dansk, hendes mand Sean er fra Sydafrika, og sammen har de to piger samt en dreng i aldersspændet 6-12 år. Familien har boet sammen i Danmark siden december 2012, og Sean har blandt andet arbejdet for store danske virksomheder som ECCO og Vero Moda.

Utilstrækkelig vejledning af Siri

Familieidyllen i det sønderjyske sluttede dog brat, da Bestseller-koncernen under coronanedlukningen foretog en række omstruktureringer, der blandt andet kostede Sean jobbet.

Indtil da havde jeg været i Danmark på den såkaldte erhvervsordning, hvor jeg som ikke-vesterlænding kan få ophold i Danmark, mens jeg arbejder eller forsker. Det blev efter min afskedigelse ændret til et seks måneder langt jobsøgnings-visum – jeg havde altså et halvt år til at finde et job indenfor mit felt, ellers måtte jeg forlade landet, fortæller Sean Tindale.

På trods af at være kommet langt i flere ansøgningsrunder, udeblev det endelige jobtilbud. Løsningen blev derfor i stedet, at Sean fik ansættelse som konsulent i Pernilles nystartede virksomhed med ansvar for et større svensk kunde.

Sean havde en lang korrespondance med Siri (Styrelsen for International Rekruttering og Integration, red.) for at få afklaret, om det var okay, at han arbejdede i min virksomhed. Vi fik klart svar, at så længe løn og arbejde modsvarede Seans kvalifikationer, så så de ikke umiddelbart nogen problemer i det. Vi troede virkelig, vi havde løst problemet, og Sean kunne gå i gang med at arbejde igen samtidig med, at han gjorde klar til at søge om dansk permanent opholdstilladelse, forklarer Pernille Tindale.

30 dage til at forlade familien

Glæden varede dog kort. Med ansættelsesforholdet på plads kunne Sean ellers atter søge om et arbejdsvisum, hvilket han gjorde i januar i år, men derfra blev der meget stille fra myndighedernes side.

Lige indtil en dag i april, hvor både Sean som arbejdstager samt Pernille som arbejdsgiver uafhængigt af hinanden fik et brev fra Siri, hvori der stod, at Seans ansøgning om visum var blevet afvist, idet der var mistanke om, at hans ansættelse ikke var reel, og at arbejdsforholdet derfor skulle ophøre med det samme. Derudover fik han 30 dage til at pakke sine ting og forlade landet.

Vi var i chok. Vi havde forhørt os grundigt hos myndighederne, vi havde indsendt en helt masse papirer som dokumentation for mit arbejde og vores sociale forhold. Siri havde givet os grønt lys til min ansættelse i Pernilles firma, og lige pludselig trækker de uden forklaring det hele tilbage og giver mig en måned til at forlade min kone og mine børn, fortæller Sean, og fortsætter

Vi har været gift i 17 år og boet i Danmark de sidste ni. Vores børn er pæredanske, går i skole her i Tønder, har venner og Pernilles familie her. Pånær en bestået dansk prøve 2 opfyldte jeg alle krav til at søge om dansk statsborgerskab, men da prøven kun kan tages to gange om året, nåede jeg ikke at tage den, før jeg blev opsagt hos Bestseller. Så jeg var reelt set kun en enkelt eksamen fra at kunne kalde mig dansker, og så kunne hele den her problematik været undgået.

Sean Tindale på tur med to af sine tre pæredanske børn. Foto: Privat.

Pudser politiet på dem

På trods af den noget kaotiske og stressende situation formår familien at holde hovedet koldt. De får anbefalet en advokat og sammen anket afgørelsen om Seans udvisning. I stedet søger de om familiesammenføring, som familien opfylder alle krav til at få.

Men så nemt skal familien Tindale åbenbart ikke slippe.

I kølvandet på ansøgningen om familiesammenføring bliver parret ringet op af politiet og sigter os hver især for ulovligt ansættelsesforhold. I sig selv ikke en alvorlig anklage, der højst ender med en bødestraf, og endda en sag, der kan “forsvinde” med det samme, hvis familien betaler en bøde på 9000 kroner.

Problemet er ikke bøden i sig selv, selvom det selvfølgelig er mange penge for noget, vi ikke mener at være skyldige i. Men betaler vi bøden, accepterer vi at have gjort noget ulovligt, og Sean får en plet på straffeattesten – og det kan få fatale følger for vores ansøgning om familiesammenføring, hvis han lige pludselig er en “kriminel” udlænding, uddyber Pernille.

Dyrt at sidde og vente

Nu skriver kalenderen juli, og Sean og Pernilles sag ligger brak. Politiet er nemlig gået på sommerferie, så der sker ikke nyt i sagen før engang til august. Alt imens forsøger familien at klare sig igennem hverdagen med kun én indkomst. 

For i al den tid, sagerne har stået på, og siden Sean i april fik påbud om at stoppe med at arbejde i Pernilles virksomhed, har han ingen indkomst haft. Hus, bil og børneinstitutioner skal således betales af Pernilles arbejde på Jobcenter Tønder. Oveni de faste udgifter kommer advokatsalær og øvrige sagsomkostninger.

Vi går måske ikke sultne i seng, men vi kan ikke fortsætte på den her måde i mange måneder endnu, hvis sagen skulle trække ud. Så må vi tænke i at sælge huset eller bilen for at få tingene til at løbe rundt. Derfor kommer denne sommerferie også på et rigtig dårligt tidspunkt for os – det bidrager kun til at trække pinen ud for noget, vi gerne vil have overstået hurtigst muligt, udtaler Sean.

Udover de økonomiske aspekter er der også et mentalt aspekt af, at have en udvisning hængende som en truende sort sky over familiens hoved hver eneste dag. Parrets tre børn er alle blevet delagtiggjort i, hvad der foregår, og især de to yngste har haft en hård tid siden usikkerheden sneg sig ind i familien.

Vores søn er begyndt at tisse i sengen igen – det har han ikke gjort i flere år. Han er tydeligt påvirket og kan få meget voldsomme vredesudbrud. Vores yngste datter har grædt flere gange. Det er noget af det værste for en forælder, når ens barn med våde øjne spørger, om far skal rejse væk, fortæller Pernille og bliver suppleret af sin mand:

Vi må stå sammen som familie og kæmpe imod det her komplet åndssvage system, der ikke kigger på, hvad det enkelte individ kan bidrage med. Jeg har været glad i Danmark, jeg betaler skat og bidrager til samfundet. Hvis jeg bliver tvunget til at forlade landet, kommer min familie selvfølgelig med mig, og så mister Danmark to nuværende og tre kommende bidragsydere til et samfund, der på flere områder hungrer efter kvalificeret arbejdskraft. Det giver simpelthen ikke mening, tilføjer Sean.

Indtil videre må familien Tindale altså væbne sig med tålmodighed og håbe på at få tiltalefrafald i politisagen, så fokus atter kan vende tilbage på Seans kamp for at få dansk visum.

En ting er sikkert: Vi bliver sammen. Kan vi ikke få lov til det i Danmark, tager vi til Sverige eller Tyskland, selvom det vil være så trist at fjerne børnene fra deres omgangskreds og starte et nyt liv et andet sted. Men sammen, det bliver vi under alle omstændigheder, afslutter Sean Tindale.

Vinkel360 holder sig løbende opdateret om Seans situation, følger den nøje og bringer nyt, når der kommer afgørelser i sagerne.

Related Posts

Kan løse racismeproblem på få måneder

Marco Guldmann

Taliban anklaget for at begå forbrydelser mod menneskeheden i ny rapport

Lasse Grenvald

EU-landenes fælles indsats mod migrantstrømme har lidt skibbrud: Nu truer parlamentsvalget

Lasse Grenvald

Tager imod rekordmange migranter

Marco Guldmann

Anonymiserede jobansøgninger skal være med til at gøre op med etnisk diskrimination

Marco Guldmann

Nu træder EU-udvalg til: Få så den dreng hjem

Lasse Grenvald

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. Accept Decline