Nyheder

Vinderen af Salaamprisen 2022: Jeg vil gøre ”det fremmede” nærværende

Foto: Nicolai Perjesi

Salaamprisen gik i år til filminstruktør Helle Toft Jensen for sit mangeårige arbejde med at portrættere det flerkulturelle og den tredje verden gennem filmmediet.

Siden 2006 har Salaam Filmfestival uddelt Salaamprisen til en person, som har ydet en ekstra indsats for at nedbryde kulturtabuer og skabe dialog. Sidste år gik prisen til filminstruktør Kathrine Ravn Kruse for dokumentarfilmen ’Min bror, mit hjem’, der er en fortælling om to afghanske brødre, som bliver adskilt af krig, men som finder sammen igen i Danmark.

Læs også: Filmfestival åbner den tredje verden for skoleelever

I torsdags blev Salaamprisen 2022 uddelt ved en velbesøgt åbning i Vester Vov Vov i København. Prisen gik i år til filminstruktør Helle Toft Jensen for sit arbejde i medie- og kulturorganisationen Spor Media, som hun var med til at starte for mere end 40 år siden, samt for filmen ”Fremmede i Karl Oves Paradis”, som blev vist ved samme lejlighed.

Det var en glad og stolt Helle Toft Jensen, vi fangede til en kommentar efterfølgende:

Jeg blev så glad for at få netop denne pris. Spor Media er en livslang relation og den levende og unikke organisme, hvorfra mine vigtigste arbejdsmæssige ideer udspringer. Det er så dejligt og spot on i forhold til, hvad jeg og Spor Media står for – først at modtage den helt lokale Ærø Kommunes Kulturpris og så NAIROBIprisen – og nu Salaam Prisen, udtaler hun og tilføjer:

Den er jeg oprigtig både rørt over at få og stolt af.

Da de fremmede kom til Ærø

Ideen til filmen ”Fremmede i Karl Oves Paradis”, som er seneste skud på stammen af film fra Helle Toft Jensens hånd samt en af grundende til, at hun er årets modtager af Salaam-prisen, opstod i kølvandet på, at der i 2015 åbnede to asylcentre for uledsagede flygtningebørn på Ærø, hvor Helle Toft Jensen bor.

Gennem sit virke som frivillig på det ene asylcenter fik Helle Toft Jensen mulighed for at filme drengene og også lade dem selv føre kameraet. Det havde efter et par år givet materiale til en tv-serie om drengenes første år i Danmark. Serien ”Rodløs” blev blandt andet vist på DR 3.

Helle Toft Jensen med Salaamprisen 2022. Foto: Nicolai Perjesi (gælder ligeledes header-fotos).

”Fremmede i Karl Oves Paradis” tager sit udgangspunkt i samme gruppe drenge, men fortalt ud fra Helle Toft Jensens nabo Karl Oves perspektiv. En film om, hvad en flok fremmedes ankomst kan betyde for et lokalsamfund, og hvilke positive forandringer det kan føre med sig, hvis de lokale er åbne og imødekommende overfor de fremmede.

At portrættere drengene og deres liv i Danmark var da også noget, der faldt Helle Toft Jensen helt naturligt.

Helt fra jeg var på arbejdslejr i Sudan og Kenya som 20-årig, og genkendte mig selv i de unge pigers øjne, men blev ramt at uligheden, har jeg villet forsøge at gøre “det fremmede” nærværende og pege på ligheder mellem os mennesker frem for forskelle. Jeg forsøger med mine film at skabe indlevelse, refleksion og dialog på tværs af landegrænser og gå bag om klicheer og fordomme, forklarer Helle Toft Jensen.

Problematisk at opdele i “os” og “dem”

Hun håber, at de børn og unge, der i forbindelse med Salaam Filmfestival kommer med deres klasser ind og ser ”Fremmede i Karl Oves Paradis” går derfra med en udvidet horisont og et mere åbent sind overfor fremmede kulturer.

Jeg håber, de bliver mere bevidst om det begrænsende og problematiske i at opdele verden i ”os” og ”dem”. At de oplever både mennesker med fordomme, som for forandret deres syn på fremmede, men også ser de mennesker og det Danmark, som er indlevende, solidarisk og kærligt.

Læs også: ”Morgendagens meningsdannere skal lære om social ulighed

Salaamprisen uddeles af Salaam Film & Dialog, som også står bag Salaam Filmfestival, der arrangerer åbne filmvisninger især målrettet skolebørn i alle aldre. Festivalen har i dag mere end 120 planlagte filmvisninger fordelt på skoleåret – mange i samarbejde med Det Danske Filminstitut.

Programmet for Salaam Filmfestival kan findes på festivalens hjemmeside, ligesom skoler og andre institutioner her kan booke oplæg, foredrag eller arrangementer fra Salaam.

Filmen ”Fremmede i Karl Oves paradis” kan ses på DR TV via dette link.

Den engelske filmplakat til “Fremmede i Karl Oves paradis”. Foto: Helle Toft Jensen.

Related Posts

Tvangsflyttede beboere hiver boligforening i Højesteret

Lasse Grenvald

Tribuneafsnit lukket til Danmarks kamp på grund af racisme

Lasse Grenvald

Lyver Kaare Dybvad om forhandlinger?

Marco Guldmann

Regeringen dropper planer om tvangsfordeling af folkeskoleelever

Marco Guldmann

Råbte “abe” efter fodboldspiller: Nu er han straffet

Lasse Grenvald

Messerschmidt tordner: “Vi gider ikke al det med tørklæder, bederum, ramadan og halal-kød”

Lasse Grenvald

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. Accept Decline